Skam

Kapitel 17

Klokken slog 12:00, og det var tid til min daglige psykologtime. Sophia min psykolog sad i det kolde rum og ventede på min ankomst, mens den rolige og afslappende musik svagt kunne høres i baggrunden. Jeg satte mig i den store, brune stol hvor der også hørte en benskammel til, som jeg dog aldrig brugte. " Har du din bog med?" Spurgte Sophia. 

Jeg rettede hovedet ned mod notesbogen, som jeg holdte mellem mine hænder hvis blodåre var tydelige. Jeg nikkede. Det var første gang hun havde givet mig lektier for.  De forrige aftaler havde jeg ikke sagt et ord. Ikke et ord om hvordan jeg havde det. Ikke et ord om hvad, der kunne have forårsaget det, og ikke et eneste ord om mig selv. Jeg kunne umuligt få mig til at åbne mig op over for hende. For det første troede jeg ikke på det psykolog-pjat, og for det andet havde jeg ikke lyst til at få hjælp. Til sidst endte hun med at bede mig om, at skrive alt det ned jeg havde været ked af før jeg kom hertil. Først nægtede jeg, men samtidig indså jeg, at det kunne være en hjælp til at få mig ud af dette forfærdelig sted. Så jeg satte mig ned og skrev: 

Jeg blev født ind i hvad der udadtil lignede en kernefamilie. Jeg havde en far, en mor og en storebror der alle elskede deres lille pige højt. Men kærligheden begyndte hurtigt ikke at være nok. Alle mulige ting udefra gjorde, at vi ikke længere kunne holde styr på den lille elskende familie. Min far blev gjort til direktør i hans firma, og vi var alle ekstrem stolte og glade på hans vegne. Hvad vi bare ikke vidste var, at det ville være med til at splitte vores familie helt fra hinanden. Som far altid sagde "som direktør må man ofre sig, for at det hele kan gå op i en højere enhed". Og det var ikke kun noget han sagde, men også noget han gjorde. Han ofrede alt han havde i det firma -  hans familie, hans kærlighed, hans venner, hans liv - ja alt blev ofret til fordel for hans arbejde. Til at starte med føltes det underligt, at jeg måske kun så ham en gang om ugen, men hurtig blev det hverdag. Han kom hjem mens jeg sov, og var kørt da jeg stod op. Nogengange nåede han ikke engang hjem forbi, og så var der selvfølgelig også de månedlige forretningsrejser. Jeg begyndte at miste den far, jeg elskede så højt. Den der altid var der for mig, og den der altid var klar på fis og ballade. Men ikke kun jeg mistede ham. Også min mor mistede den mand, hun forelskede sig i i en alder af 22 år. De to havde været uadskillige, men pludselig stod hun alene om et 195 km2 hus, to børn og en hund. Det gjorde at hun hurtigt måtte sygmelde sig på hendes job med stress. Hun prøvede ihærdigt at fikse vores allerede ødelagte familie, men det var som at samle et puslespil, hvor brikkerne ikke passede. 

En aften jeg sent vil glemme, var det tidspunkt jeg virkelig indså at det var ovre for os som en familie. Min far var blev tvunget hjem en fredag aften, da min mor skulle til aftenmøde på hendes job hun var begyndt at have nogle få timer på arbejdet igen. Min storebror Lasse var til fest, og var alligvel også altid halvskæv, så der var ingen andre der kunne tage sig af mig end min far.  Vi så det ugentlige x-factor, eller rettere sagt, jeg så det ugentlige x-factor, for min far lå med sin mobil og svarede emails. Jeg kiggede ned på hans mobil, han holdte foran sig. Vi lå i vores lange sofa, hvor min far kunne ligge med hovedet ved mine fødder, så han også nemmere kunne se fjernsynet. En besked ploppede ind på hans mobil. Af ren nysgerrighed kiggede jeg med, mens han læste den. Det var en besked fra en dame, og det var ikke min mor. En dame ved navn Bettina sendte en besked med en masse hjerter, og min far svarede tilbage også ved brug af kærlige smileys. Det gik op for mig, hvor han havde brugt de mange nætter hvor han ikke havde været hjemme henne. Jeg græd mig selv i søvn hver nat i en måned og bedte til Gud, men jeg begyndte at tvivle på hans eksistens, for hvorfor fanden hjalp han mig så ikke? Jeg vendte og drejede alle mine tanker - skulle jeg fortælle min mor det? skulle jeg lade være? Ville hun blive sur på mig hvis jeg ikke gjorde? eller hvad ville hun sige hvis jeg gjorde det? Efter utallige nætter hvor mit hovede nært havde eksploderet, fandt hun selv ud af det. Jeg var vandt til at høre dem skændes, men denne gang var det anderledes. Jeg hørte hendes hulken samt hendes råben efter ham. Jeg kunne høre hver en sætning. "Hvordan kunne du?" "Tænker du slet ikke på andre end dig selv" Jeg hørte noget smadre, men jeg fandt aldrig ud af hvad. Det blev ved, men ved midnat kunne jeg høre en dør smække og en bil køre. Far kom ikke hjem de næste par dage, og da jeg spurgte hvorfor, svarede hun, at han havde travlt på arbejdet. Lasse og jeg vidste begge to hvad der var sket, og mon ikke han lå med hans "Bettina" lige nu og hyggede sig? Jeg snakkede ikke til ham i over en måned, men det var forholdsvis nemt, for jeg så ham næsten aldrig. Men når han var et smut hjemme, var jeg en millimeter for at smadre hans ansigt og råbe ham så højt ind i øret, at han blev døv. 

To måneder efter sad vi alle fire samlet om det store, hvide spisebord. Mor havde lavet god mad, og tændt for stearinlys for at gøre det lidt hyggeligere. Men Lasse og jeg vidste begge to, hvad der skulle til at ske, og det var ikke spor hyggeligt. Midt under middagen sagde mor "Der er noget far og jeg bliver nødt til at fortælle jer" og hun begyndte at græde. "Mor og jeg skal skilles" sagde far med en monoton stemme. Det var første gang i 10 år, jeg havde set Lasse græde. Han tog min hånd under bordet og klemte den, der sad vi sammen og græd. Jeg skubbede stolen drastisk væk fra mig, stillede mig op og så ned på hvad jeg førhen havde kaldt min familie.