Skam

Kapitel 18

Hele mit liv var fucked up. Det var noget lort. Amen for fuck sake, hvorfor gad jeg overhovedet længere? Hvordan lød det lige på en ansøgning "droppet ud af gymnasiet grundet mental fucking lidelse"? LORT. Hvis jeg ikke kom tilbage lige efter jul, ville jeg blive smidt ud. Slut med jura drømmen. Det var egentlig også ligemeget. Jeg gad alligevel ikke læse jura længere. Jeg anede ikke hvad jeg ville. Jov vent - ikke være der længere - dø. Der var intet at se frem til, intet at glæde sig til, intet at leve for. Men det kunne jeg alligevel heller ikke få mig til. Hvem vidste om jeg ville fortryde det et par måneder efter? Men folket kunne trods alt blive frit for mig. Ingen behøvede at bekymre sig om mig. Og jeg var jo også dyr for hele samfundet. 

Jeg stirrede op i det samme hvide loft. Jeg kunne ikke falde i søvn ligesom de sidste par nætter. Tomheden spiste mig levende. Det var ikke længere mig. Mine tårer trillede ustandseligt ned af mine tykke kinder. Jeg havde lyst til at skrige, hvis bare jeg kunne. 

Det var i dag, jeg skulle snakke med Lucas. Lægerne havde alligevel sagt, jeg ikke ville nå ud inden jul. Men jeg vidste det ikke hjalp en skid, at forblive inde i dette hul. Så jeg havde lagt en plan. 

"NEJ" sagde han højt, så jeg måtte tysse på ham. 

"Kan du ikke se, hvor dårligt jeg har det her? Jeg får det aldrig bedre af at blive her jo, og det ved du også godt" 

"Nej Victoria" 

"LUCAS JEG BEDER DIG. Du er den eneste jeg har lige nu, og hvis jeg ikke engang kan stole på dig, jamen..... så" 

Der var en lang tavs pause. Lucas gik frem og tilbage på min værelse med armene over kors. 

"Kan jeg ikke blive meldt for det, hvis jeg bliver opdaget?"

"Det sørger jeg for du ikke gør" svarede jeg 

"Jeg ved ik Vic" 

"Tænk over det, okay?" sagde jeg med tiggende øjne og kyssede ham. 

Mens jeg var nede i det nye musikrum her på afdelingen, fik jeg en besked fra Lucas. 

"Okay", stod der. 

Jeg begyndte at græde, ja jeg græd hele tiden. Men denne gang var det glædes tårer. Nu var det ingenting når jeg vidste, at jeg snart skulle væk fra dette forfærdelige sted. Men jeg havde alligevel ondt af ham. Hvad havde jeg dog fået ham rodet ud i? Jeg var egoistisk, og han var den sødeste og kærligeste dreng på hele kloden. Hvorfor gad han? Hvorfor gad han overhovedet bruge sin tid på en fucked up forskruet pige? Lidt dum var han vel. Men jeg elskede ham. Ja jeg gjorde squ. Han var den første, jeg nogensinde havde elsket så højt. Han var grunden til, at jeg levede. Jeg var også så dum, jeg ikke havde fortalt ham hvordan jeg følte. Men jeg var så bange. Jeg var mere skræmt end nogensinde før. Jeg vidste jo egentlig ikke, om han havde en anden i tankerne.