Skam

Kapitel 14

Min krop rystede. Den havde ikke fået den beregnede søvn eller den tilstrækkelige mængde af mad. Den var begyndt at mærke sulten, og maven knurrede som aldrig før. Den havde formået at bære sig selv hen i sengen, da den ikke længere kunne sidde oprejst i vindueskarmen.
Trods min sult, forblev maden Hans endnu engang havde været inde med på bakken. Jeg havde ikke fortjent det, ikke engang en lille bid.  Jeg fortrød inderligt de ord, jeg havde sagt til Lucas, og da det ved tre tiden igen bankede på døren, bedte jeg til Gud med håb om at det var Ham. Selvom jeg ikke troede på Gud, takkede jeg ham af hele mit hjerte. I døråbningen stod Lucas i sin røde og blå uniform og holdte en pizza. Jeg havde været lang tid om at nå ud til døren, så Hans havde nået at åbne den før jeg var nået halvvejs. Lucas og jeg fik øjenkontakt, og da Hans opdagede noget havde fanget Lucas interesse vendte han sig om mod mig. Hans øjne skinnede af begejstring. Det var nemlig første gang, jeg var ude for mit værelse pånær de gange jeg havde været nødt til at besøge toilettet. Han lagde en 100 kr seddel i Lucas' håndflade, og han ledte efter penge at give tilbage. Der gik det op for mig, Lucas ikke var kommet for at se mig, men istedet gøre sit job. Min krop føltes pludselig endnu tungere og mine øjne var ved at lukke i. Jeg kunne dog stadig se, hvordan Lucas ønskede at hjælpe mig, da jeg satte mig ned på gulvet, men også hvordan han prøvede at holde sig tilbage og huske sig selv på, hvad jeg havde sagt til ham dagen før. Jeg kunne ikke bebrejde ham. Jeg havde været modbydelig, men det var jo egentlig ikke noget nyt. Hans hjalp mig ind på mit værelse igen, og blev siddende på kanten af min seng. Han betragtede mig uden at sige et ord, mens jeg med siden til ham græd øjnene ud. Døren bankede igen på, men denne gang bedte jeg hverken til Gud eller prøvede at nå ud til døren. Jeg blev liggende i min varme seng. Skridtene nærmede sig min seng, og en hurtig idiotisk tanke skød mig. Det kunne jo ikke passe. Hans stemme passede dog, men jeg turde ikke åbne øjnene.
"Victoria" sagde han med en blid stemme.
Jeg tog mig sammen og kiggede mod den trygge lyd. Jeg begyndte med det samme at græde endnu mere, end hvad jeg i forvejen gjorde. Jeg prøvede at tage mig sammen, men jeg græd så meget jeg ikke kunne få ordene ud. Til sidst fik jeg fremstammet et "undskyld" med en stemme, som næsten ikke kunne høres. Lucas lagde sig i sengen ved siden af mig, og jeg vidste han havde forstået hvad jeg mente. Hans arme var om mine, og jeg holdt så godt fast på dem, at han aldrig ville kunne slippe fri. Vi lå så tæt, at jeg kunne mærke hans ånde i nakken, og jeg nød tryghedsfornemmelsen af at have ham omkring mig.
"Du ryster" sagde han.
"Mhh" svarede jeg, og tænkte hvis bare han vidste hvordan et lyn skød ned i mit bryst, for hver gang jeg trak vejret.
"Skal vi ikke gå ud i køkkenet, og se om der er noget du kunne have lyst til?" Spurgte han undskyldende. Jeg vidste hvad jeg var nødt til at gøre, så jeg sagde pænt ja. Det vigtigste var bare, at jeg havde ham ved min side. Lucas rejste sig først, og hjalp derefter mig op. Jeg støttede mig op af ham, men min krop blev så tung han ikke kunne holde den oprejst. Det sortnede for mine øjne, og pludselig så jeg hele ugen for mig igen. Lucas' fest, Kasper, Hans og .Simon , maden på vej ud af vinduet og Lucas gående over vejen efter vores skænderi. Til sidst mærkede jeg et slag i hele kroppen. Ikke bare et lyn i brystet, men torden som rystede hele min krop.