Skam

Kapitel 15

Mine øjenlåge var tunge og nærmest umulige at tvinge op. Værelsets hvide vægge blændede mit blik. Jeg betragtede det tomme rum som passede meget godt sammen med mit liv. Da mit blik passerede maven, mærkede jeg en indre vrede, klaustrofobi og rastløshed. Jeg skreg. Jeg skreg inden i mig selv. Eller måske ikke, for kort efter kom en hvidt påklædt dame løbende ind til mig.
"Hvad er det her" råbte jeg og nikkede mod min mave. Jeg vidste selvfølgelig godt hvad det var, men det var en hurtig reaktion på noget jeg ikke rigtigt vidste hvad jeg skulle stille op med.
"Det er noget der kaldes en sonde" sagde sygeplejersken meget pædagogisk.
"Oh my"
"Det ved jeg squ da godt, men det skal jeg ikke have. Du kan ligeså godt tage den ud af mig lige med det samme, eller jeg selv gør det" sagde jeg truende. Sygeplejersken satte sig på en skammel ved siden af mig, og kom med en lang, kedelig og fuldstændig ligegyldig forklaring som kom ind af det ene øre og ud af det andet.

"Den skal ud, NU!" skreg jeg hende ind i ansigtet.

"Okay to sekunder, jeg snakker lige med en kollega og så er jeg tilbage" svarede hun med en rar og blid stemme.

Jeg trak vejret med dybe indåndinger og talte til ti. Langsomt faldt mine øjne i.

Tre fingre nussede min arm. Det kildede. Jeg kunne lugte hans parfume. Den duftede dejlig. Rigtig af mand. Jeg lod mine øjne være lukkede lidt længere, så jeg kunne nyde det gyldne øjeblik før jeg ville vænne tilbage til den rigtige og grufulde virkelighed.

Jeg vendte mit ansigt mod hans.

"Hej" sagde jeg.

"Hej" Sagde Lucas og smilte.

Jeg fordybede mig i hans øjne. De var så smukke, at man kunne studere den i timevis. Der lå jeg og kiggede jordens dejligste dreng i øjnene, mens tiden føltes som var den sat på pause. Hans øjne, hans smil ja bare ham, var det eneste der kunne få mig til at glemme alt. Jeg tog hans hånd, flettede mine fingre og klemte så hårdt, at jeg var i tvivl om det faktisk gjorde ondt på ham. Alligvel havde jeg ikke lyst til nogensinde, at give slip.

En læge kom ind af døren, men gav os en venligt smil og gik ud igen. Det ramte mig som et slag. Det var ikke bare en dårlig drøm ligesom alle de andre. Denne gang var det virkelighed. Fucking virkelig, nej hvor jeg hader den.

"Du må aldrig give slip" hviskede jeg.

"aldrig" svarede lucas.

Det var idyllisk, som i et eventyr om prinsen og prinsessen eller som en romantisk film hvor Romeo finder sin Julie. Kærligheden mellem to mennesker. Det som jeg altid fandt overfladisk og urealistisk, og noget jeg troede jeg aldrig nogensinde ville finde.

Men det gjorde jeg