Skam

Kapitel 10

"Du, du" Lucas tøvede, tog en dyb indånding og tog sig sammen.
"Du spiser aldrig frokost, og hvis du gør, går du på toilettet bagefter. Måden du tygger hver en bid på, sådan det er lettest at nedbryde. Måden du ser maden på. Det hele Vic, det hele" gentog han.
"Jeg kan se du ikke er lykkelig, og hvis nogen fortjener at være lykkelig, er det dig Vic" Sagde Lucas, mens hans øjne begyndte at blive røde.
Jeg sagde ikke noget.
Jeg kunne ikke sige noget.
Det eneste jeg kunne, var at blive ved med at græde. Jeg var ikke længere herre over min egen krop.
Lucas' varme og trygge hænder kørte igennem mit blonde hår, mens jeg lå i hans skød. Tankerne fløj rundt i hovedet på mig, så det dannede en forfærdelig hovedpine. Jeg var så småt stoppet med at græde, og troede næsten jeg havde opbrugt alle mine tårer. Men da jeg drejede hovedet op mod Lucas og vores øjne mødtes, begyndte de igen at trille nedad mine kolde kinder. Hele min krop rystede og jeg skulle på toilettet, men alligevel lod jeg mig ligge i hans skød. Jeg ønskede at ligge der forevigt. Jeg nev mig i armen, for at være sikker på det ikke var en drøm (nærmere et mareridt). Men smerten gjorde mig sikker på, at jeg desværre var vågen. Jeg vendte mig igen mod Lucas, og så hans brune øjne. Denne gang vendte jeg mig ikke om igen, men blev ved med at kigge ind i hans dybe øjne. Jeg var ikke længere bange for, at han kunne læse mine øjne, for han kendte allerede til min allerstørste skam. Jeg havde ikke lyst til at prøve mere, snakke mere, græde mere eller trække vejret mere, men alligevel gav hans øjne mig en form for håb. Hans læber bevægede sig tættere mod mine. Vi brød ikke øjenkontakten, før han var helt tæt på og vi lukkede øjnene, mens vores læber mødtes. En varme skød igennem kroppen på mig og gjorde mig afslappet. Vores læber skiltes, og han tørrede mine sidste tårer væk fra mine kinder.
Et hårdt bank på døren efterfulgt af to til, gjorde  at vi rejste os og bevægede os ud mod den høje musik. Et jag dannede sig i mit hovede og jeg ømmede mig. Tanken om at skulle ud, gav mig en rædselsfuld smerte. Lucas tog min hånd, og lige inden døren åbnede stoppede jeg mig i, at sige at det skulle blive mellem os. Jeg vidste nemlig, at det ikke var nødvendigt. Han gav mig så stærk en tryghedsfornemmelse, at jeg vidste det aldrig ville komme ud.
Jeg holdte stadig fast i Lucas' hånd, ja jeg nærmest maste den. Jeg var endnu ikke klar til at give slip.

En drink blev til to, blev til tre, blev til mange mange flere.

-------------------------------------------------------
Jeg håber i kan lide historien indtil videre. Husk at stem!!