Skam

Kapitel 5

Efteråret var atter begyndt. Bladende var begyndt at falde af træerne, og jeg var så småt ved at blive desperat efter at finde en vinterjakke. Blæsten gjorde mine ører kolde og røde, og min næse begyndte at løbe. Jeg trådte ind i bussen, der kørte mod skolen, mens jeg proppede mine høretelefoner i ørerne. Jeg nåede lige at få en plads, for der var mange mennesker med. Overfor mig sad et ældre par og kiggede ud af vinduet, mens de holdte i hånd. Til højre for mig sad en lille dreng på omkring 10-11 år og spillede på sin mobil. Min yndlings kunster Troye Sivan spillede uforstyrret i mine ører, mens menneske i bussen gik ud og nye kom ind. Jeg mærkede et sus af den kølige luft, hver gang dørene åbnede. Det ældre par havde rejst sig længe før vi var nået til stoppestedet, så de kunne nå at komme ud. Jeg kunne høre lyden fra check ind maskinen, når rejsekortets ramte den blå flade. Bag mig hørte jeg en velkendt stemme, som sagde mit navn.
"Vic, er det dig Vic?" Hørte jeg og vendte hovedet, så jeg kunne se Kasper der snakkede til mig.
"Hey Kasper, du pleje da aldrig at tage bussen" sagde jeg undrende.

"Nej, men jeg har slået min fod, så jeg har svært ved at køre på skateboard, og mine forældre ville ikke køre mig sååå"
Han satte sig på den ledige plads overfor mig, hvor den ældre mand havde siddet.

"Hvordan har du slået foden?" spurgte jeg.
Han fortalte om hvordan han havde prøvet at lære et nyt trick på sit skateboard, men var faldet ned fra rampen og nærmest landet ovenpå sin egen fod. Samtidig nærmede den modsatte fod sig mere og mere min, og da den rørte min kiggede jeg ned med undrende øjne, selvom Kasper stadig fortalte om hans fald. Han havde sikkert ikke lagt mærke til det, så jeg trak min tættere på mig selv og lod som ingenting. Først da vi var på vej ud af bussen og hans hånd strejfede min, spekulerede jeg på om det mon var et tilfælde. På den anden side var der mange mennesker på vej ud af bussen, og man kunne nemt komme til at ramme hinanden. Igen valgte jeg at lade som ingenting, eftersom det jo var Kasper, en gammel bedste ven og min bedstevenindes ekskæreste. Da vi ankom på skolen trak vi vores computere op, og satte os ved et bord. Et par minutter efter trådte Lucas ind ad døren, og slog sig ned ved siden af mig. Kasper var forholdsvis stille, mens Lucas og jeg diskuterede om hvordan vi kunne gøre dette projekt godt. På trods af Kaspers stilhed, kunne jeg igen mærke hans fod køre hen mod mine. Jeg trak mine fødder længere og længere hen mod mig selv, men han kunne på bemærkelsesværdig vis stadig nå dem. Jeg fjernede mit blik fra computeren op til Kasper. Han kiggede ned på hans egen computer som om intet var hændt, men da jeg lod mit hovede vippe ned mod skærmen igen, mærkede jeg hans øjne der kiggede på mig og et der smil tegnede sig på hans læber. Hvad var det han var ude på?

Sofie og Mie stod i den lange kø for at få frokost. Dagens menu stod på boller i karry, som var kendt for at være det bedste måltid man overhovedet kunne få her på skolen. Selv sad jeg og tog en bid ad mit æble, da jeg mærkede bænken om det runde bord jeg sad ved synke.

"Hey" sagde Kasper
"Hey"
"Kan du ikke huske den tid, hvor vi to altid sad her, faktisk ligepræcis ved det her bord, og grinede røven ud af bukserne, mens vi ventede på at Sofie og Mie fik en klat ris, en kødbolle med en tynd karrysovs ovenpå?"

Jeg tænkte tilbage på de mange tirsdage Kasper og jeg havde siddet her. Vi lavede altid grin med dem der stod i køen, fordi vi ikke kunne begribe at de gad at spise det. Vi havde det simpelthen så morsomt, og jeg havde egentlig altid betragtet det som "vores ting".

Jeg grinte

"Ja man, og jeg forstår stadig ikke hvorfor de gider at spise det der" sagde jeg og smilte.

"Jeg savner det" sagde Kasper
"Jeg savner dig" tilføjede han.
Det tog lidt tid for mig, før jeg opfattede hvad han havde sagt. Det lød ikke som noget der normalt ville være kommet ud af Kaspers mund. Kun en enkel eller to gange havde jeg set Kasper udtrykke sine følelser, men det var til Sofie. Nytårsaften sidste år da klokke slog tolv, tog han hendes hånd, kyssede hende og fortalte hende hvor meget hun betød for ham. Jeg var på vej ud for at finde Sofie, da jeg stoppede op og så dem flette fingre. Jeg iagttog dem et kort sekund, og beundrede deres bemærkelsesværdige kærlighed til hinanden. Men at Kasper skulle side og fortælle mig, at han savnede mig havde jeg ikke set komme. Ja, Kasper og jeg havde et helt specielt venskab, og jeg savner da også vores drillerier, men havde han bare regnet med at alt ville blive som det altid havde været, efter det han havde gjort?

"Jeg savner også dig" sagde jeg med en mindre overbevisende stemme. Men jeg mente det, det gjorde jeg oprigtigt, jeg savnede bare den Kasper jeg kendte og ikke ham jeg havde set komme frem i ham de sidste par uger.

Vi kiggede begge over mod køen, som nu havde rykket sig en del. Mie og Sofie stod som nogle af de aller forreste.
"Jeg må hellere gå, vi ses i næste time" sagde Kasper, og inden jeg vidste af det var han væk.