Skam

Kapitel 16

Dagene var ens. Jeg havde fået min egen daglige rutine nu, og det var sjældent den blev ændret. Jeg brugte største delen af min tid på at sove. Det var som om, at sove gjorde mig træt, så jeg var faktisk hele tiden i energiunderskud. Jeg var blevet venner med en pige ved navn Amanda. Hun havde anoreksi ligesom mig, og det var dejligt endelig at have en der kunne forstå og sætte sig ind i mine tanker og følelser. Resten af min tid, brugte jeg på at tegne. Det var min eneste måde, at få udtrykt mig selv på. Hvis nogen så mine værker, ville de nok skide grønne grise. Men det var der heller ingen der gjorde. Jeg havde også tilmeldt mig et online undervisningsforløb i et par fag, for at kunne følge med når jeg kom tilbage i skolen igen. Jeg havde snakket med gymnasiets forstander, og fordi jeg ingen fraværsdage havde haft før... ja... det her, fik jeg lov til at fortsætte, hvis jeg bare startede igen senest efter juleferien. Og det gjorde jeg selvfølgelig. Eller det mente mine læger ikke... Men dem kan man heller ikke stole på.

Men det aller bedste ved min dag, var da klokken slog 16:00, og jeg kunne høre de velkendte skridt nærme sig mit værelse. Lucas besøgte mig hver dag undtagen mandag og torsdag, hvor han spillede fodbold. Vi spillede som regel kort, og nogengange havde han taget sin guitar med og spillede et nummer for mig. En gang imellem spillede han foran os allesammen i fællesstuen, og han var blevet gode venner med næsten alle patienterne fra min afdeling. Flere kom over til mig og sagde "Det er en dejlig kæreste du har dig", når han havde været på besøg. Jeg måtte så forklare dem, at vi ikke var kærester, men det var der ingen der kunne forstå. Inderst inde gav jeg dem ret - han var dejlig, monster dejlig. 

Mine forældre havde besøgt mig et par gange, men det var så ubehagligt at jeg havde bedt dem om at komme færre gange. De var altid så kede af det, og skyldte skylden på dem selv. Mie og Sofie havde været der få gange. De havde travlt med deres stressende gymnasie liv forklarede de, men jeg tror det var fordi de blev skræmt af den deprimerede verden. Selvom jeg havde prøvet at undgå det, var jeg til sidst kommet frem til den konklusion, at jeg blev nødt til at fortælle dem det. De besøgte mig en uge efter min indlæggelse, før var jeg ikke klar. Jeg forklarede dem det hele, og de tog det forholdsvis pænt. Mens de tørrede deres våde øjne, forklarede de mig hvordan de altid ville være der for mig og altid støtte mig, men deres blik udstrålede så meget frygt, at jeg vidste jeg nok ikke ville få set meget til dem. Hvilket egentlig ikke gjorde mig det store. 

Simon og Hans havde også besøgt mig, og ringede også et par gange om måneden. Mest fordi de ville høre, hvordan støvsugeren virkede eller hvorfor vaskemaskinen bippede når den var færdig. Men de praktiske opkald fra dem, gav mig håb om at der stadig var et normalt liv der ventede på mig derude.