ANOREXIA

1️⃣

Jeg sidder på min hospitals seng, og tænker. Ja jeg tænker bare sådan lidt over tingene. Som på hvordan det hele begyndte, tænk at det hele startede ved at jeg lavede min første Instagram profil. Var det ikke for de tynde modeller, havde jeg aldrig været her Idag. Så det blev ved, jeg så på forskellige metoder om hvordan man kunne tabe sig, blive kønnere, blive tyndere.
Stop med at spise, og drik kun vand.
Ja det stod så tydeligt, det virker måske nemt, indtil du får lavt blodtryk og besvimer i timerne. Når alle har for store forhåbninger til dig, men du kan ikke andet end at dumme dig. Når du ser dine forældres skuffede ansigtsudtryk, og tænker at du ikke ville andet end at blive tyndere. Pludselig var det bare blevet en vane aldrig at spise. Folk stillede dog spørgsmål, om hvordan jeg kunne holde ud ikke at spise. Svaret var nemt, dog også svært, så jeg træk bare på skuldrene.

Jeg har nu lagt her i sengen, i 2 uger. Ingen besøg, ingen kort, ingenting. Nu ved jeg idet mindste sandheden, om mine venner, de var aldrig rigtigt mine venner. Bare nogle klassekammerater, som jeg blev tvunget til at lege med. Jeg vil hellere fortrække en tyk roman på 437 sider, end at være sammen med en flok idioter. Ja siger pigen, der er endt på et sygehus.

"Violet Starr, hvordan har du det?" Spørger en sygeplejerske, jeg mumler et stille 'fint' men jeg tror knap nok, hun hørte det.
"Glæder du, dig ikke til næste uge?" Jeg kigger forvirret på hende, så hun indser at jeg ikke aner hvad hun taler om. "Det er bare hvor der kommer nogle nye patienter fra overalt!" Er det en tradition? Glæder hun sig virkelig til at få mere arbejde? Og de kalder mig for syg! "Ja virkelig fedt." Siger jeg ironisk.
"Har mine forældre været her?" Spørger jeg nervøst, "ja de kom for at betale for din tilstedeværelse, så gik de, de havde vist noget virkelig vigtigt, siden de ikke kom og sagde hej." Jeg nikker bare.
Det er bare en undskyldning, ligesom når jeg har time og ber om at komme på toilettet, jeg skal ikke rigtig på toilet, jeg vil bare slippe for timen. Det er hvad de gør lige nu, siger de har noget vigtigt, så de kan slippe med at se til mig. Det gjorde ondt de første 3 gange, nu er jeg ligesom van til det.
Sygeplejersken er gået, så jeg hiver min hemmelige bog op fra skuffen. Nej det er ikke en dagbog, for jeg skriver ikke hvordan og hvad jeg føler, jeg skriver ned alle de gange jeg har tænkt på selvmord. Det er ikke fordi jeg gør det, selvom der er en stor trang til det. Jeg tror at den mindste ting, ville få trangen til at vokse, også ville jeg måske gøre det.

Det er blevet tid til aftensmad, jeg har tilbragt hele dagen på at se Netflix. Nogen ville sige at jeg lever et dejligt liv, hvor jeg ikke laver en skid. Men det gør jeg så ikke. Når man først bliver frataget noget, bliver det pludselig meget mere værdifuldt end før. Jeg er blevet frataget min frihed, derfor er det ikke så vidunderligt.

"Hey Violet, vil du sidde med os?" Spørger Ofelia. Hun er en meget sød pige, gid jeg var ligeså glad som hende. Hun har det med at glemme ting meget hurtigt, og derfor er hun her. Hun glemte engang, hvor hun boede, og endte derfor hos en fremmede dame, og siden hendes forældre ikke er der så meget, begrund af arbejde, så er hun her.
Jeg ryster med hovedet, og kigger rundt i cafeteriet, for en fri plads alene. Jeg finder en plads i hjørnet, helt alene. Med en flaske vand.