ANOREXIA

✿𝟛𝟞✿

#SIDSTE KAPITEL VENNER! STEM ELLER KOMMENTER FOR EN 2'ER, SIDSTE CHANCE VENNER!#

♥︎♥︎♥︎♥︎♥︎♥︎♥︎♥︎♥︎♥︎♥︎♥︎♥︎♥︎♥︎♥︎♥︎

 "VIOLET SÅ DET OP!" Jeg stønner af irritation, jeg er ikke van til at vågne så tideligt. Jeg glæder mig til at begynde i skole igen, men jeg hader at vågne så tidligt. 

Jeg er klar på at være en ny person, en stærk person. Jeg bliver rask igen, og kommer til at blive en forbedret person. "VIOLET KOM NU OP!" Råber min far igen. "JEG ER OPPE!" Nærmest skriger jeg tilbage. Det her føles normalt. 

Jeg trasker hen til mit skab, og finder mit nye sæt tøj frem, som er en lyserød strik trøje, som er lidt åben ved halsen, med nogle lyse blå jeans med nogle huller ved knæene, så får det mig også til at se lidt tykkere ud, som om jeg faktisk har former. 

Jeg løber på toilettet, og skynder mig at tisse og børste tænder og alt det der. Da jeg er på vej ned af trapperne, dufter det af pandekager! Åh nej. "Far? Hvad har du gang i?" Han står ved siden af en hel stak pandekager, og kigger på mig med et lusket smil. 

"Jeg sagde jo at jeg ville finde dig en læge, så her er din læge!" Siger han og peger på sig selv, hvilket er så dumt, siden han ikke er læge. "Far du ikke læge?" Jeg tror den mand er blevet skør. "Men du skal til at blive rask, så sæt dig ned og tag for dig." 

Jeg når ikke at sige noget før han væk, og efterlader mig med en stak pandekager i en sølv-metal tallerken. Hvorfor gør han det her mod mig? "Du har 10 minutter Violet!" Jeg får en klump i halsen, og kan næsten ikke trække vejret. 

Jeg kan godt? Kom nu Violet! Jeg vil gerne blive rask igen, så bliver jeg nødt til at gøre det her. Jeg går hen og tager den gaffel der er vedsiden af tallerknen, og tager et lille stykke pandekage med sirup på, og tager den straks ind i min mund. 

Jeg kan ikke lyve, det smager fantastisk, men jeg ved at når jeg er færdig, får jeg en dårlig samvittighed. Jeg har allerede dårlig samvittighed nu. 

Fem minutter efter er der lidt tilbage, men jeg er mæt, jeg kan simpelthen ikke mere. At spise hurtigt er ikke nemt, men jeg gjorde det. Jeg  føler mig ret dårlig tilpas, og jeg har den her trang til at løbe til toilettet og kaste det hele op. 

Jeg gør det ikke! Endelig kan jeg måske blive normal igen, ikke helt normal, men jeg er på vej. "Violet så det nu!" Siger min far, som står ved dørkammen. Jeg trækker vejret dybt, og går stille hen til ham, med et akavet smil. 

Jeg kan ikke styre min vejrtrækning, jeg begynder med at ryste. Min far tager straks min hånd, da han ser jeg ryster. Han smiler til mig, og jeg smiler tilbage. Det kommer sikkert til at være en akavet køretur. 

Jeg vidste at en der ville jeg komme tilbage, jeg vidste bare ikke det ville være på denne måde, uden min mor, uden venner, i en ny by. Det skal jeg nok klare, sikkert, jeg kan gøre det her alene, ligesom jeg altid har. 

"Skat, uh, jeg ved du har haft det hårdt, og jeg ikke var der heller ikke din mor, men jeg er her nu. Du ved du kan fortælle mig alt der skete på sygehuset, jeg elsker dig, det skal du vide." 

Han kan sikkert læse mine tanker, for det der kommer ikke ud af det blå. Gid jeg kan sige til ham, at jeg kan klare det alene, men det kan jeg ikke. 

Jeg kommer i tanke om den her lille pige, der altid plejede at lege med hendes dyre legetøj, glad med hendes to rottehaler og lyserøde skørt. Hvad skete der med den lille pige? Hvor er hun blevet af? 

"Violet, vi er her nu." Jeg kigger ud af vinduet af bilen. Først nu kan jeg virkelig se, hvad der kommer til at ske i den nærmeste fremtid. "Gå ud når du er klar, du behøver ikke forhaste dig." Jeg nikker uden at kigge på ham, men han forstår hentydningen.