ANOREXIA

1️⃣6️⃣

"Violet! Du har åbenbart fået det meget bedre?" Siger Mie chokeret, da hun ser mig spise kage. "Ja! Meget bedre, hvorfor stoppede jeg dog med at spise? Det her er fantastisk!" Siger jeg med munden fuld af mad, så Mie griner af mig. "Nå men hvis det forbliver på denne måde, kan du sagtens komme hjem snart!" Indeni bliver jeg så glad! Men udenpå lader jeg som om jeg er ligeglad.
Mie går, så jeg løber ud på toilettet, laver min daglige rutine, med at stikke min tandbørste ned i halsen på mig.
"Du ved du ikke får det bedre af det der Starr," siger Alexander og tager mit hår i hans hånd. "Fuck af Smith!" Pludselig bruger vi bare hinandens efternavne. "Du har vist brug for hjælp, så det er måske ikke en god ide at efterlade dig her." Jeg kigger på ham, og tørrer mig om munden. "Alexander, ja jeg har brug for hjælp, men ikke din, så du kan ligeså godt gå." Han griner tørt. "Ja du har vist brug for Felix' hjælp!" Han slipper mit hår, og kigger så surt på mig. "Fint! Okay! Jeg troede vi havde noget? Også er du pludselig bare sammen med Felix?" Det kan han fucking ikke mene? "Det troede jeg også? Men du gik åbenbart hen til Julia med bogstaveligtalt åbne arme!" Jeg kigger såret på ham, og han kigger på samme måde på mig.
"Du har vel ret." Også er han ude, mens jeg bare står tilbage alene.
En tårer eller to triller ned af min venstre kind.

Jeg sidder i cafeteriet sammen med, Sofia, Luke og Felix. Jeg har ikke set noget af Alexander resten af dagen, måske skal jeg være glad for det? Så behøver jeg ikke at stå og græde foran ham. "Hallo Violet?!" Siger Sofia og klapper sine hænder sammen, foran mine øjne, så jeg vågner med et spjæt. "Ja?" Sofia kigger på mig, med et blik der siger "hvad tænker du på?"
"Hun tænker helt sikkert på Alexander!" Siger Luke, han kan vel se det, ligesom alle andre kan, bortset fra mig. Felix spænder i hele kroppen, da Alexanders navn dukker op.
"Nej faktisk ikke! Jeg tænker på at jeg snart kommer hjem, også får jeg mit dejlig liv tilbage." Haha 'dejlige liv' hvilken løgn jeg har fået dem til at tro på. "Hvad mener du?" Spørger Felix chokerende. "Måske kan du finde ud af det nu!" Siger Sofia, og peger bag mig, Mie står der med et lykkeligt smil. Hun får øje på os, og kommer over til os. "Violet jeg har endelig gode nyheder!" Jeg kigger over-lykkeligt på hende. "Din læge har sagt at du kan komme hjem igen! Men det er kun en prøve, så hvis det ikke ender godt, kommer du tilbage." Jeg nikker ivrigt, mens jeg har et kæmpe smil på læberne. Jeg kigger henover til de andre som bare kigger, de ser ikke spor glade ud? Men de ser heller ikke triste ud?
"Det virkede!" Jubler jeg, og laver en lille dans. "Så du tager bare hjem?" Sikke et dumt spørgsmål Sofia, altså selfølgelig skal jeg tage hjem. "Ja hvad skal jeg dog ellers?"
"Du er så egoistisk!" Mumler Felix. "Hvabehar? Jeg har gjort mit bedste for at komme ud af denne her galeanstalt! Og når det endelig sker, så vil mine venner ikke engang være glade på mine vegne! Også er jeg egoistisk." Jeg vender mig om, og går tilbage til værelset for at pakke.
Bank bank!
"Jeg hørte du skulle hjem?!" Alexander står forbavset. "Jep, er du nu også imod det?" Svarer jeg fraværende, mens jeg pakker videre. Han køre sine hænder frustreret igennem håret. "Nej men, jeg kommer til at savne dig." Hvisker han. "Ja, du kommer nok ikke til at savne mig mere, når din lille kæreste kommer." Jeg står med ryggen til ham, så han tager mig ved overarmen, så vi står ansigt til ansigt. "Er du jaloux?" Jeg griner tørt.

"Indrøm at du er jaloux over mig og Felix!" Nu er det hans tur til at grine. "Jeg er faktisk ret træt af dit shit!" Jeg skubber ham ud, og smækker døren i hovedet på ham. "Jeg er også ret træt af dig!" Råber han.

Senere Idag kommer mine forældre for at hente mig, jeg er ret nervøs. Jeg har ikke snakket med dem siden jeg blev indlagt. Og helt ærligt, jeg er ret flov over hvad der skete med mig, og måden de fandt ud af det på. Skidt med det, for jeg skal nemlig hjem! "Violet, dine forældre venter på dig nedenunder." Siger Mie kort og går. Jeg tager mine sidste ting, og løber nedenunder. Men jeg møder de andre, jeg vil gerne kalde dem venner, men de er ikke glade på mine vegne? Sofia kigger ned, men jeg kan se et par tårer der vrimler ned. Jeg går stille hen til hende, og giver hende et stort kram. "Vi ser måske hinanden snart." Hvisker jeg, hende i øret. Jeg krammer Luke, og Felix. Så kommer jeg til Alexander, ham jeg havde råbt af, og trækker ham ind i et kram, og bare tanken om aldrig måske, at se ham, for tårerne til at falde. Han ligger sine arme omkring mig, og trækker mig hårdt ind til ham.
Jeg kan mærke noget vådt, ved min skulder, så hører jeg en snøften, og kan ikke tro på at Alexander græder i min skulder. "Undskyld, for alt." Hvisker han. "Det er mig der skal undskylde." Jeg trækker mig fra krammet, og tørre tårerne væk.
"Farvel venner." Siger jeg og skynder mig væk.

Jeg var så glad, da jeg fandt ud af jeg skulle hjem igen, men hvorfor har jeg det så skide dårligt nu?