ANOREXIA

9️⃣

"Øh jeg tror jeg lige ser til Alexander," siger jeg og er på vej derhen, men bliver hevet tilbage. "Hvorfor?" Spørger Felix nysgerrigt. "Ja nok fordi han er min ven, og jeg ser til mine venner, hvis de måske ikke har det godt!" Jeg kan godt være hård til tider, men hvis man ikke er det, så ender man galt afsted. "Vi har det jo alle dårligt! Hvorfor tror du vi er på et psykiatriskhospital?" Der er han gået overstregen! Så jeg ignorer ham og går.

Jeg står foran Alexanders værelses dør, og jeg har stået her i 10 minutter. Jeg tør simpelthen ikke, hvad hvis han ikke vil have mig her? Det ville være så pinligt, hvis han bare sagde jeg skulle gå igen. Selv fortjener jeg det, jeg har været så skide ond ved ham, og han hjalp mig bare, ved at skubbe mig af togskinnerne. Men jeg har så mange spørgsmål til ham, og jeg tror ikke jeg vil kunne sove, hvis jeg ikke fik svar.
Okay! Jeg gør det.

Bank bank
Okay, jeg har gjort det. Han åbner døren, med bar overkrop. Hvis jeg havde tid, havde jeg sgu stirret på ham. Men jeg har ingen tid. "Hej?" Siger han forvirret, og kigger bag mig, som om han har forventet at andre ville være sammen med mig. "Hej, jeg ville bare lige sikre mig om at du var okay?" Han kigger forbavset på mig. "Okay! Jeg ved vi ikke har været særlige gode venner, men jeg tog fejl, okay jeg indrømmer det!" Han smiler, og bider sig i læben. Jeg håber det er et godt tegn. "Kom ind!" Siger han begejstret. Jeg går ind, og her stinker virkelig af drenge deodorant!
"Var der noget du ville spørge mig om?" Nu spiller han bare dum, han ved hvorfor jeg er her. "Er du okay, efter det der skete lige før?" Han begynder med at grine. Er der noget jeg har overset? "Ja! Helt fint. Han var en gammel ven, vi har bare altid skændes." Så de er ikke venner længere? "Hvorfor gamle venner? Er I så ikke venner længere? Hvad skete der egenlig imellem jer?" Okay måske lidt for mange spørgsmål. "Fanden du er nysgerrig, men okay. Vi har bare ikke talt sammen i langtid, og nej vi er ikke venner, det der skete imellem os var et normalt drenge problem." Findes der noget der hedder 'drenge problem' ? "Men hvad handlede jeres skænderi derude om?" Spørger jeg, og han kigger straks ned. "Det burde du af alle vide," "men det gør jeg ikke, vil du ikke nok fortælle det?" Han kigger på mig, han trækker vejret dybt, inden han taler. "Det er omkring denne pige, hun er smuk, eller hun er bare perfekt, så jeg forelskede mig hurtigt i hende, og jeg fortalte det til Felix, men da Felix så så hende for første gang, blev han også forelsket." Han holder pause og kigger væk fra mig. "Han flirter med hende, mens jeg ikke kigger, og får mig til at være den slemme fyr her, og pigen kan nu bedre lide ham end mig." Jeg kigger mundlamt på ham, jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal sige. "Jeg vidste ikke han var sådan en fyr?" Han griner og hælder et glad vand. "Ja, han ligner en okay fyr, men når man så lærer ham at kende, så er det det der sker." Han giver mig glasset med vand, og sætter sig foran mig på sengen, jeg sidder på en stol, så er den lyseblå seng foran mig.
"Du har ikke fået din mad Idag, vel?" Jeg ryster forvirret på hovedet. Hvordan kan han se det? "Du er lidt bleg i ansigtet, så du skulle til at drikke noget, eller tag hen til din læge og sig at du skal have noget." Han lyder bekymret, eller han har faktisk altid været bekymret. "Nah det er fint." Siger jeg og trækker på skuldrene. "Er du nu sikker?" Jeg nikker. "Jeg ved egenlig ikke særlig meget om dig?" Godt mene skift Violet! "Hvad vil du da vide?" Jeg tænker mig om, inden jeg svarer. "Alt!" "Alt?" "Alt." Han griner af vores forbrug af ordet 'alt', i forskellige former. "Okay, jeg hedder Alexander Smith, jeg er 18 år gammel, jeg har været indlagt i snart 2 måneder." Jeg kommer til at stoppe ham. "2 måneder?!" Han nikker. "Jeg har været her i snart 3 uger, og jeg er ved at flippe ud!" Han griner så hans brystkasse pumper sig op og ned, har jeg nævnt at han stadig ingen trøje har på? "Man vænner sig sgu bare til det." Siger han mens han hiver en kasse op, fra under sengen. Jeg troede jeg var den eneste der havde en kasse under sengen? Han hiver en smøger ud af kassen, som er helt sort, og rektanglet. "Vil du have en?" Spørger han, men jeg ryster på hovedet. "Hvad med dig? Jeg ved jo heller ikke det mindste om dig?" Please ikke hårde spørgsmål! "Hvad vil du vide?" Han tænker sig om. "Alt!" Siger han og griner. "Okay, jeg hedder Violet Starr.." "Starr?" Griner han. "Hey! Jeg afbrød ikke dig!" Han tager hænderne op i forsvar. "Så ja, jeg er 17 år gammel, jeg har som sagt været her i 3 uger." Så er det overstået! "Hvad er din yndlings farve?" Spørger han, "blå, din?" "Blå." Vores samtale bliver nødt til at ende her. "Jeg tror jeg bliver nødt til at gå, før Mie begynder med at lede efter mig." Han nikker sig enig.
Jeg rejser mig, men bliver meget hurtigt svimmel, det hele kører rundt i mit hovedet og omkring mig. "Violet! Er du okay?" Jeg kan ikke svare ham, men jeg nikker bare, mens jeg holder fast om sengens kant. Han indser at jeg ikke kan gå eller bare bevæge mig, før jeg besvimer. "Jeg har dig!" Hvisker han i mit ører, og bærer mig hen til mit værelse. Mere husker jeg ikke, før alt blev sort.