ANOREXIA

1️⃣4️⃣

Jeg er på vej hentil cafeteriet, og der er gået to dage siden det med Stacie og Felix og de to andre. Hvilket jeg har det helt fint med, jeg snakker ikke med Felix, og det vil jeg heller ikke. Så det hele passer perfekt! Også har jeg hellere ikke set til de to andre piger! Dog er der en ting der irritere mig, Felix og Alexander er så hemmelighedsfulde, og jeg ved at Alexander skjuler et eller andet for mig. De hvisker og hvergang jeg kommer over til Alexander, så holder de pludselig mund, jeg håber bare ikke at Alexander var inddel af deres plan, om at få mig væk. Jeg ved ikke engang hvad de mente med det? Altså vil de få mig ud af sygehuset? Eller vil de have jeg skal dø? Skidt pyt, gider jeg ikke at bekymre mig om.
Nu til gode nyheder!
Sofia og Luke er officielt sammen! Jeg er så skide glad på Sofias vegne, også måske lidt jaloux, fordi jeg også vil have en der holder så meget af mig, som Luke holder af hende.

"Hvad tænker du på smukke?" Alexander kommer gående bag mig, med et kæmpe smil. "Øh ikke noget," svare jeg, og går med ham ind i cafeteriet. Jeg havde åbenbart stået derude i noget tid. Jeg henter en flaske vand, og sætter mig ved Sofia og Luke, og Alexander som følger efter mig. "Alex må jeg spørge dig om noget?" Spørger Sofia. Alexander nikker, men hun gør tegn til at det skal være under 4 øjne, så de går.
"Så hvordan går det med dig og Sofia?" Spørger jeg Luke om, for at starte en slags samtale. "Det går faktisk rigtig godt! Og dig og Alexander?" Jeg rømmer mig lidt, men svarer:" vi er ikke et par eller noget, men det går da godt." Vi når ikke længere i vores samtale, før Sofia stormer ind, det ser egenlig ret sjovt ud, fordi hun sidder i kørestol.
"Sofia hvad sker der?" Spørger Luke, han lyder bekymret. "Violet, undskyld, men en af Stacies veninder kom direkte hen og kyssede Alexander, og han kyssede tilbage." Sofia ser oprigtig ked af det ud. "Seriøst? Han er ikke min kæreste, han kan gøre hvad han vil." Jeg ved hvad det er jeg siger, og måske gør det lidt ondt, men det passer. Han er ikke min kæreste, og det ville han nok alligevel aldrig blive. "Vi ved alle sammen, at du og Alex har noget!" Konstatere Luke. "Men hvor længe ville det overhovedet vare?" De når ikke at svare tilbage, før Alexander kommer gående ind, med et usikkert smil. "Violet kan vi lige tale sammen?" Han kigger alle vegne, helt ude i stand til at kigge nogen i øjnene. "Alexander det fint! Seriøst, jeg er ligeglad! Det er ikke fordi vi er kærester eller noget?" Siger jeg og rejser mig og går, men da jeg når ude af cafeteriet, kommer Felix hen til mig. "Violet vil du ikke nok høre på mig?" Ignorer ham, siger jeg i tankerne. Jeg går ind i mit værelse og låser døren, jeg vender mig om, og ser en af Stacies veninder? "Du må så være Violet, jeg har set frem til at møde dig." Hun ser nu ikke så ond ud, men jeg ser dig ikke bort fra hvad hun og de andre gjorde. "Jeg er Julia, min anden veninde er Amy, og du kender allerede Stacie." Jeg begynder af en eller anden grund at grine. "Haha ja! Hvem kan dog glemme Stacie, hun stjal jo mine ting."
Julia griner lidt med, men jeg kan se hun er usikker. "Ja sådan er Stacie, hun er ret stædig over hvad hun vil have." Jeg kigger forvirret på hende. "Hvad vil Stacie have, som jeg har?" Stacie har alt, udseendet, venner. "Hun vil have Alexander." Svarer hun kort. "Sjovt, for jeg har lige hørt at du kyssede ham?" Jeg står med armene over kors. Jeg ved ikke hvorfor jeg reager på denne måde, men altså hun skal da ikke give alt skylden til Stacie. "Ja, jeg har kendt Alex siden vi var helt små, og da jeg så ham efter så langtid, kunne jeg ikke kontrollere mig selv," siger hun sødt. Men hun kan godt droppe det, for jeg falder ikke for det. "Okay, I kan bare tage ham, han er alligevel ikke min." Og med et banker det på døren, og Julia åbner den. Selvfølgelig skal denne dag blive værre. Alexander kommer ind, og kigger akavet på os begge. "Violet du har vist allerede mødt Julia." Jeg nikker og kigger ned, ingen siger noget, og den akavede stemning går mig på nerverne.
"Okay, hvis ingen af jer skal sige noget, må I meget gerne gå ud!" Julia går med det samme ud, men Alexander bliver stående. "Nu hvor du er herinde, kan du godt fortælle mig hvad der forgår?" Jeg kigger vredt på ham, og venter et svar. "Hvad mener du?" Jeg kigger dumt på ham. "Du ved udmærket hvad jeg mener! Du og Felix har været så skide hemmelighedsfulde, også kommer der pludselig den her pige, som jeg slet ikke kender!" Måske flipper jeg ud over ingenting. "Det er ikke noget, du skal slet ikke bekymre dig." Jeg nikker bare og peger på døren. "Hvis du ikke vil forklare mig det, så er døren lige der." Han kigger på døren også på mig, ryster på hovedet også er han ude.

I ved den plan som skal få mig hjem, ja den skal bare fungere, og den begynder efter denne her skod dag, og ingen skal stå i vejen for mig, især ikke Alexander, ikke denne gang. Han skal glemmes, det samme skal alle andre. Det var bedre for mig, da jeg var helt alene, og skulle håndtere mine egen problemer, og ikke andres.