ANOREXIA

5️⃣

"Vi skal nok klarer det sammen, du behøver ikke gøre det alene, og du skal ikke være bange for at be om hjælp, vi er her alle for dig!"
De berømte ord, min far havde sagt til mig da, de fandt ud af at jeg har anoreksi. De berømte ord, betød ikke noget for ham, men jeg kan ikke fatte jeg troede på ham, da han sagde det. Jeg skulle have vist bedre end at lade mig selv, falde ned i hans fælde. Men stadig sidder jeg her, i mit hospitalsværelse, og venter på han ringer og siger at de er kede af det, og at de savner mig. Selvom jeg ved det aldrig kommer til at ske.

"Så er det blevet tid til din morgenmad søde!" Mie afbryder mine tanker, det gør hun altid. Det er jeg glad for, hvis hun ikke gjorde, ved jeg ikke hvad der ville være sket med mig. "Yup, jeg er klar." Jeg bliver nødt til at slippe væk, og selv Alexander skal ikke ødelægge min plan! For hvis han gør, så skal jeg nok klippe nosserne af ham.

De to rør bliver sat ind i min næsebor, i starten er det vildt irriterende, men så bliver man ligesom van til det. Og mens vi er igang med det, kommer Alexander og Sofia ind på værelset. Det må se virkelig mærkeligt ud, altså to rør er proppet op i en piges næse. Det er ikke ligefrem normalt.
Jeg kan ane, at Alexander prøver at holde sit grin inde. Den nar, han kommer altid på de værste tidspunkter. Ikke at jeg har gode tidspunkter i mit liv, men I ved hvad jeg mener.
"Var der noget I ville?" Spørger jeg surt, ikke at jeg er sur, de kommer bare på et forfærdeligt tidspunkt.
"Nej, vi ville bare se til dig." Svarer Sofia, det lyder mærkeligt, aldrig i mit liv, har der været nogen der ville 'se til mig.' Så jeg ved ikke helt hvordan jeg skal reagere. "Hvorfor ville I dog se til mig?" Sofia kigger på Alexander, og han kigger tilbage på hende, så kigger de begge to pludseligt på mig, som om de skjuler noget. "Jeg gider ikke holde det hemmeligt! Alexander har fortalt mig, at du prøvede at begå selvmord forleden dag!" Jeg kigger vredt på Alexander, den dreng kan ikke andet, end at give mig hovedpine! "Undskyld Violet, men hun er din veninde, hun burde vide det. Og jeg kan ikke se til dig helt alene." Jeg krydser armene over kors, og kigger væk. "Så har jeg er forslag til dig, lad være med at se til mig! Seriøst jeg har ikke bedt om din fucking hjælp!" Det er ligesom der er en knude i min hals, jeg kan se at det faktisk sårede ham. Hvad laver han egenlig stadig her? Han har ikke forladt sin søsters side i 3 fucking dage nu. "Jeg tror ikke jeg er velkommen her længere, så jeg går bare." Mumler Alexander og går. Endelig fatter han, min pointe.

"Måske var du lidt for led ved ham?" Konstatere Sofia. "Tager du nu hans parti?" Hun ryster med hovedet. "Hvad er problemet hvis jeg ved du har selvmordstanker? Vi er jo allerede på et sygehus." Hun har ret, der er intet problem, jeg overreagere sikkert bare. "Det er ikke et problem, du ved det, men hvis lægerne her finder ud af det, så kommer jeg aldrig ud!" Hun nikker forstående, men hendes forstående ansigtsudtryk, bliver vendt til et chokeret et.
Hun peger mod min rude, ud til gangen, en pige med lyst blond hår, og skinnende blå øjne. Hun råber og skriger, mens hun stritter imod, lægerne som prøver at få hende ind på et værelse. "Wow, hun er virkelig køn!" Min mund står på vidt greb. "Du er da lige så køn?" Siger Sofia, jeg kigger på hende med et "helt ærligt!" Blik. "Det passer!" Jeg ryster bare med hovedet.