ANOREXIA

7️⃣

"Så, skal vi ikke prøve noget nyt?" Spørger Mie, og stiller en skål med frugt, på bordet ved siden af mig. Jeg kigger med store øjne på skålen, derefter hende. Hun kan fandme ikke mene det seriøst? Det er sindsygt, jeg ved allerede at jeg ikke kan, jeg kan allerede mærke kvalmen i min hals. "Du skal ikke være nervøs, vi skal bare prøve det lidt af, okay?" Jeg nikker selvom, jeg ved det kommer til at ende galt. Hun tager en vindrue i hånden, og holder den for øjnene af mig, men så spiser hun den selv. Jeg troede hun ville give mig den? Nå det er bare bedst, hvis hun selv spiser det. "Din tur." Åh nej..
Yup, det endte galt, nu er der opkast over det hele. Det er ikke et kønt syn, det er så klamt. Der er gået 5 minutter, kun fem fucking minutter, og de føltes som fem sekunder. "Okay måske ikke en god ide," nej det siger hun ikke. "Hey, undskyld jeg forstyrre, men har nogen af jer set Stacie? Vi kan ikke finde hende." Det er vist Stacies sygeplejerske. "Øh nej," jeg bliver vel nødt til at lyve. Men hvad nu hvis hun gør noget dumt? Jeg lyder så dobbeltmoralsk lige nu. "Faktisk, stak hun af igår," jeg bliver nødt til det. Hun kan have gjort noget dumt, eller kommet alvorligt tilskade. "Mie, der er en fyr, han er kommet lidt forsendt, kan du ikke hjælpe ham?" Og ind kommer der en tatoveret fyr, med grønne skinnende øjne, og mørkt hår. "Hej, jeg hedder Felix." Han har ikke en dyb stemme, men heller ikke en lys, den er perfekt. Af en eller anden grund, så kigger han virkelig intenst på mig, det er på en måde ret behageligt, men også skræmmende, fordi jeg ikke kender ham. Også kommer jeg i tanke om, at der er opkast på gulvet, det er så pinligt. "Hej, det her er Violet, og jeg hedder Mie. Du må undskylde rodet her, Violet har det ikke så godt." Han smiler bare. "Det er fint, Violet god bedring," han står bare der, og ved ikke hvad han skal, sikkert fordi det er meningen Mie, skal hjælpe ham med at finde et værelse. "Oh ja!" Mie kigger forskrækket ud, og tager fat i Felix's overarm.

Han er sikkert en player, ingen kan se så godt ud, også være god indeni. Altså det har jeg aldrig set, ikke engang ved piger. Men hvem ved? Måske er der stadig masser af folk, som stadig er smukke uden på og indeni. Hvis ikke, så er den kommende generation, dødsdømte. 

Mie kommer brasende ind på værelset igen, hun havde overladt mig at vaske gulvet, siden hun skulle hjælpe Felix. "Så jeg har fundet ud af noget omkring ham," jeg kigger forventningsfuldt på hende. "Han er 19 år, han er her begrund af selvmordstanker, og hans værelse ligger ikke så langt fra dit!" Jeg kigger dumt på hende, altså jeg kunne ikke være mere ligeglad, ja han er lækker, men han hader mig sikkert alligevel. Hvad spilder jeg min tid på? En dreng jeg ikke engang kender.  "Det er sødt af dig Mie, men jeg tror ikke jeg gider at spilde min tid på ham."  Hun kigger med et løftet bryn på mig. "Ja som om, jeg så godt hvordan han kiggede intenst på dig, eller er det fordi du har en anden i tankerne, som jeg ved ikke... Alexander!?" Det kan hun fandme ikke mene! Sætter hun mig sammen med Alexander? Ja så hellere ende alene, med 37 katte. Måske ikke lige det med kattene, jeg har pelseallergi.
"Jeg kommer aldrig i hele mit liv, til at være sammen med Alexander, og jeg gider ikke engang at have en kæreste." Siger jeg forlegent. "Ja, det har vi alle sagt på et tidspunkt, det kun fordi du har det dårligt nu, senere bliver det bedre. Det lover jeg." Jeg mimer hende et tak.

Mie er den mor, jeg mangler lige nu. Det er jeg virkelig taknemlig for, for jeg har virkelig brug for hende.

"Hey smukke!" Sofia kører vadende ind, jeg har faktisk lyst til at prøve den kørestol. "Hey søde." Hun kigger på mig, med et mærkeligt ansigtsudtryk. "Hvad er der?" Selfølgelig kan hun se der er noget. "Der er den her ny fyr, Felix. Mie synes at jeg passer sammen med ham, men på samme måde vil hun have mig og Alexander skal komme sammen." Sofia kigger med store øjne, hun tænker sig lidt om, også kommer det ud:" Jeg synes måske også at dig og Alexander, kundeværdi ret søde sammen, men først må jeg tjekke ham Felix-Fyren ud!" Åh nej, så vækker hun jo mistanke for ham, måske er der allerede masser af mistanker om det, men ingen beviser! Sådan er det bare.
Beviser ellers skete det ikke.

Sofia er gået amok! Hun kører rundt på hele sygehuset, og leder efter Felix. Hun vil se ham, før hun kan afgøre, hvem jeg skal være sammen med, men hun er fast besluttet på at ingen kan slå Alexander. Selvom jeg hader Alexander, så kan jeg ikke lyve over at han er lækker. "Er det ham der?!" Hun har munden på vidt greb, mens hun kigger på Felix. "Øh ja.." Før jeg kan nå at sige mere, er hun allerede på vej hen til ham.

"Hej Felix! Jeg hedder Sofia." Han kigger bare mærkeligt på hende, og aner ikke hvad han skal svare. "Øhm hej, hvor kender du mit navn fra?" Han kigger bag Sofia, og der står jeg jo selfølgelig og kigger. Han begynder med at grine, og han forstår pludselig hvad der forgår. "Hey Violet, dejligt at se dig igen, jeg håber du har fået det bedre!" Jeg smiler og kigger akavet ned i jorden, jeg aner ikke hvad jeg skal gøre med mig selv? Det er sygt pinligt. "Kender I to hinanden?" Spørger han, og peger på Sofia, som nu står bag ham. Og han står så lige foran mig. "Ja, hun er min veninde," siger jeg og kigger på Sofia, mens hun laver store øjne til mig. "Og hvor kender du mit navn fra?" Han vender sig om mod Sofia, og kigger skarpt på hende. Han er ret klog, jeg ved ikke jeg havde nok ikke forventet at han ville være klog. "Øh jeg hørte bare dit navn omkring." Fed løgn Sofia, men uheldigvis, havde han forstået det hele. "Nå okay, men kan jeg hjælpe jer med noget?" Vi ryster begge med hovedet.

Mens vi står der, løber alle sygeplejerskerne, hen til et værelse. "Hvem er mon kommet til skade?" Jeg går lidt efter dem, og ser de alle sammen går ind til Lukes værelse. "Sofia! Det er Luke!" Sofia sidder der, og er helt mundlam, man kan se hun holder sine tårer helt ind.