ANOREXIA

2️⃣1️⃣

Violets synesvinkel
Jeg vågner stille efter nogen lukkede døren hårdt i. I starten ved jeg ikke hvor jeg er, men når jeg ser alle de maskiner rundt omkring mig, husker jeg på det hele. "Hvem gik?" Siger jeg hæst. "Det er ikke vigtigt søde." Jeg kigger på Sofia, som smiler ned til mig, og Luke som sidder ved en stol lige ved siden af min seng. "Er mine forældre her?" De kigger lidt akavet på hinanden, og ryster så på hovederne.

Det er egenlig også ligegyldigt, de blev nok bare mere skuffede af mig, nu da jeg faktisk prøvede på at begå selvmord. At vide at jeg gav op, gjorde mig bare endnu svagere. "Hvad laver I egenlig her?" Spørger jeg stille. Hvordan fandt de ud at jeg er her? "Vi tog hjem til dig, for at tale med dig, så fandt Alexander dig druknet." Mumler Luke, men hvisker Alexanders navn. "Så hvor er han?" Luke tøver, mens Sofia bare snakker videre for ham.
"Han gik."
Nå okay? "Okay.." Mumler jeg. Jeg vil da gerne have ham her, selvom det måske ikke lyder sådan. Men hvorfor gik han? Nå ja, han er sikkert taget hentil hans "kæreste" Julia.
Luke kigger lidt underligt på Sofia, men nikker så bare.

Der forgår et eller andet, og jeg skal finde ud af det. Hvad nu hvis det er noget med Alexander, ikke at jeg bekymre mig om ham, men hvad nu hvis der er sket ham noget? Jeg er jo hans ven efter alt, så måske kunne jeg hjælpe?

"Hvordan slap I ud af hospitalet?"
De svarer ikke men kigger bare ned, så jeg lader det ligge.

Pludselig braser min mor ind, hun ser glad ud, men så ser hun mig... Og hendes smil falmer. Hvad havde jeg også regnet med? Hun er kun sød ved mig, når mine venner eller familie er her.

Sikke en dejlig mor.

"Hvorfor står ham der, Alexander derude, og snakker om at forsvinde?" 

Så lige en ting på det rene, hun tænker mere på hvad Alexander laver, end det faktum at hendes egen datter lige var ved at slå sig selv ihjel. Hvad skal jeg sige til hende? At jeg er ked af det? Men det er jeg ikke, eller jo, men kun fordi det ikke lykkes. Jeg fejlede igen, og denne gang så alle det, og jeg kunne ikke ændre det, eller gøre det godt på nogen måde. "Jeg har det fint, tak for at spørge." Mumler jeg. 

vent...

"Hvor er Alexander?!" Råber jeg, og kigger med store øjne på Sofia. Hun sagde at han gik, altså tilbage til Julia, eller det sagde hun ikke direkte, men hun sagde han gik. "Jeg så ham ved parkerings pladsen, han snakkede vist med en der hed Willliam?" Burde det bekymre mig, at hun lytter til folks samtaler? Eller er det sådan normale folk gør? Det ved jeg ikke, jeg er jo ikke ligesom normale mennesker. 

Jeg springer op af sengen, selvom jeg kun er klædt i en hospitals kjole. Mens jeg løber ud af døren, råber de alle sammen efter mig, men jeg ignorer dem. Hvis Alexander stadig står der, så kan jeg måske finde ud af hvad der sker. Selvom han måske er skuffet, jeg håber bare ikke han så mit brev, fordi jeg fortryder virkelig overhovedet at have skrevet det. Men hvis jeg nu døde, ville jeg nok være glad for at have skrevet det alligevel. Bare det ikke gav Alexander dårlig samvittighed. For jeg gav op for længst. 

Jeg står nede ved parkeringspladsen, og jeg kan sagtens se ham, han står jo lige der. Det ville være så let bare at gå over til ham, men jo tættere jeg kom, jo mere bange blev jeg. Men jeg ville vide hvad der forgik, jeg kunne ikke bare gå rundt, og undre mig over hvad der nu var sket, og hvorfor han bare sådan udenvidere ville forsvinde? 

"ALEXANDER!" Skriger jeg af alle mine lungers kræfter, da jeg ser ham gå ind i en sort bil. Frygten for aldrig at se ham tager over, og uden at tøve løber jeg over til ham. Han hørte mig vist skrige, for han vender sig straks om. Han smiler, men ikke et af hans berømte smil, nej. Det her smil var fyldt med tristhed og skuffelse. Tænk jeg nogensinde skulle sige det her, men jeg savner hans smørrede smil, og hans frække blikke, som jeg aldrig så, men altid vidste de var der. 

Pludselig sætter han sig i bilen uden ord, og efterlader mig grædende. "Undskyld." Hvisker jeg.