ANOREXIA

1️⃣3️⃣

Da jeg kom hjem igår aftes, havde Sofia sprunget i armene på mig, og sagde hvis det sker igen, ville hun selv lede efter mig. Og siden hun er i kørestol, så ville det måske tage lidt for langtid. Selv efter det der skete igår, så havde Felix og Alexander endelig arbejdet sammen, for at finde mig.

Sofia havde tilbragt sin tid sammen med Luke, og at de havde kysset, og da hun faldt i søvn i hendes kørestol, i hans værelse, havde han beret hende i hans seng, også sov ved siden af hende. Da hun sagde det var hun lalleglad, og helt oppe at køre da hun vågnede i hans seng, ved siden af ham. Jeg er virkelig glad på hendes vegne, men hun sagde også at da Alexander fandt ud af, at jeg var væk, havde han stormet ud af sygehuset, og ledt efter mig i timevis.

"Hvad tænker du på?" Jeg kigger henved døren, og der står Stacie.
"Jeg mener bare, du stirre op på loftet og du lagde ikke engang mærke til at en lækker dreng stod og beundrede dig," griner hun og sætter sig ved sengekanten. "Jeg tænker bare på hvad der skete Idag, og hvem stod og beundrede mig?" Hun tænker sig om. "Han havde brunt hår, grønne øjne." "Havde han tatoveringer?"
"Nej, men det ville klæde ham."
"Det var så Alexander." Jeg smiler og bider mig i læben. "Uh er man lidt forelsket var?" Spørger Stacie.
"Jeg ved det ikke." Hun kigger på mig og griner. "Du er så forelsket!"
"Hvem er forelsket?" Spørger Sofia, som er henne ved døren. "Violet er så forelsket i en dreng der hedder Alexander!" Sofia kigger vildt chokeret på mig, men begynder med at grine. "Endelig indrømmer du det!" Siger Sofia. "Jeg har ikke indrømmet noget! Det var hende der sagde det!" Pointere jeg. "Det jo rigtigt!" Siger de begge på samme tid. "Ja ja så siger vi det," siger jeg udmattet.

Sofia og Stacie er gået, så jeg tænker at jeg kan skrive lidt. Jeg trækker kassen under min seng ud, åbner den, men der mangler noget? Hvor fuck er min bog?! Det kan umuligt passe! Der er ingen der kender til min bog, eller måske er der en, Felix! Han så at jeg lade bogen tilbage under sengen! Det må være ham. Jeg løber ud af værelset, hen til hans værelse, men han er der ikke.
Cafeteriet! Jeg løber derhen, og der sidder han, med Alexander, Luke og Sofia. Jeg stormer derhen, måske skal jeg ikke gøre det, men han må bare ikke læse den! "Hvad fanden har du gang i Felix?!" Råber jeg af ham, han kigger bare forvirret på mig. "Hvad har han nu gjort?" Spørger Alexander, som om han er van til det. "Han har vist stjålet noget der tilhører mig!" Jeg kigger meget strengt på ham. "Violet hvad fuck snakker du om?" Han rejser sig, så vi står ansigt til ansigt. "Du har stjålet min bog," da jeg når til ordet 'bog' hvisker jeg. "Gu' har jeg sgu ej?" Han kigger vredt på mig, men stormer så ud af cafeteriet.
Måske var jeg lidt for hurtig, til at beskylde ham.
"Violet, hvad sker der?" Spørger Sofia, men jeg gider virkelig ikke at svare hende. Jeg vender om og er på vej ud herfra. Men Alexander standser mig. "Hvad sker der? Hvad har Felix gjort?" Jeg går forbi ham, og svarer ham ikke. 
Jeg går forbi nogle værelser, men standser brat ved Stacies værelse. "Haha så I hvem hun beskyldte! Årh stakkels Violet, hun aner ikke hvad der venter hende!" Hører jeg Stacie sige til to andre piger. De griner, men da Stacie tager min bog op af hendes taske, går jeg fuldstændig amok! "Lad os nu se hvad den lille pige gemmer," også åbner hun den.
"STOP!" Skriger jeg, og løber ind til dem, tager bogen og trækker den hårdt ind til mig. De griner bare, men hvis der er nogen der er god til at læse øjne, så er det mig. Og jeg kan se hvor vred Stacie virkelig er, over at jeg har gennemskuet hendes plan.
Jeg løber ud af værelset og hen til mit. Jeg aner ikke hvad jeg skal sige til Felix! Jeg bliver nødt til at undskylde, og det er jeg virkelig dårlig til!

Jeg sidder på min seng, og tænker jeg hvordan jeg skal sige undskyld til Felix? Jeg ved bare jeg skal gøre det hurtigt, måske burde jeg gøre det nu? Ja jeg gør det nu!

Jeg har fandme ledt overalt! Hvor kan en tatoveret dreng dog være henne? Jeg drejer rundt om hjørnet, men standser ved et chokerende syn. "Nåde I idet mindste at læse lidt?" Spørger Felix, Stacie og to andre piger om. De ryster på hovedet, og tager så smøger ud af deres vildt dyre tasker. "Men vi skal på en eller anden måde få hende væk!" Siger en af pigerne, jeg har aldrig set dem her, de er ikke indlagte, måske bare for at besøge Stacie.

Nu ved jeg, hvem jeg kan stole på, og tænk at jeg var ved at undskylde for Felix. Det minder mig om, hvorfor jeg aldrig siger undskyld. Måske vil lidt hævn sætte dem på plads?

"Mie! Der er nogle indlagte der ryger længere nede af gangen!" Jeg smiler ondskabsfuldt, mens Mie er på vej hentil dem. "I bestemmer ikke hvad vi må og ikke må!" Skriger Stacie, mens hendes to veninder er blevet bedt om at tage hjem. Og her står jeg og griner, måske vil det alligevel blive sjovt her? Det ændrer dog ikke min mening om at komme hjem igen, ja den sag skal jeg nok arbejde på.
"Hvad sker der her?" Spørger Sofia, som kommer rullende, med Luke og Alexander hælende. Jeg forklar dem det hele, og de griner bare med mig. Dog kan jeg se en lille bekymret rynke, i Alexanders pande. Men det gider jeg ikke at tænke på lige nu! For jeg har det for første gang i langtid, godt.