ANOREXIA

3️⃣3️⃣

En time tilbage, også er min far her, også vil alt dette ændre sig. Folk har bare kigget mærkeligt på mig, og ikke nok med det, så kommer politiet om lidt, og skal til at afhøre mig. Jeg kigger omkring i værelset, og får øje på min bog?

Hvem har dog lagt den der? Jeg går over og tager den og åbner den, jeg kigger den første side. 

Hvordan? Hvordan kan man føle sig så ubrugelig? Jeg ved ikke hvorfor jeg har det sådan, og det ikke fordi noget skete. Jeg var bare til en fest, som en normal teenager, og folk begynder at hviske hver gang jeg kommer forbi? Alt gav mening efter jeg så billedet næste dag, jeg var så fuld, at jeg havde glemt hvad der skete aftnen før. Jeg har mistet de fleste af mine venner, da de syntes at jeg var en tøjte, sikke noget bullshit, jeg er bare en normalpige, der vil have det lidt sjovt, fordi de udfordrede mig til det, fordi jeg var for stille ifølge dem. Fuck dem, jeg har ikke brug for dem, jeg har mine forældre. 

Tårerne strømmer ud, om tanken om at mine forældre engang var mine bedstevenner, jeg savner det. Jeg kan sagtens huske den dag, hvor jeg sagde det til mine forældre, og jeg så var nødt til at sige undskyld, for at have det sjovt, som en normal teenager. 

Det banker på døren, og når lige at sætte bogen i skuffen, inden politiet kommer ind, sammen med min far. "Goddag, jeg er Mikkel, det her er min partner Peter," siger en ret gammel politimand, mens han peger på den anden ret yngre politimand, som vist hed Peter. 

"Hej, jeg er Violet," jeg går tættere på dem, og giver dem begge hånden, men jeg går over og giver et kram til min far. "Så Violet, vi har et par spørgsmål til dig, omkring hvordan din kæreste døde," jeg retter ham inden han fortsætter. "Han var ikke min kæreste." 

De to politibetjente kigger akavet på hinanden, og fortsætter:" ja, din ven. Hvad skete der lige før han døde?" Jeg kigger skræmt ned på mine håndled, og husker at det var der Alexander begyndte med at opføre sig underligt, men burde jeg sige sandheden?

"Øh jeg havde lige fundet ud af at han havde selvmordstanker, og jeg havde så set hans håndled, hvor der var ret mange sår." Jeg får denne klup i halsen, ved bare at snakke om det, fordi ærligt, hvem vil snakke om døde folk, du engang elskede, eller måske stadig elsker! 

"Hvor var I så henne da du så hans sår?" Jeg kigger på den yngre betjent, som bare bryder ind i samtalen, men ikke på en høflig måde, nej han mente det som var han oprigtig sur, og jeg har ingen anelse om hvorfor. 

"Ude i skoven," hvisker jeg så lavt, at jeg ikke selv kunne hører det. "Kan du ikke gentage det lidt højere?" Så kommer der endnu en ond kommentar. "Peter stop så!" Siger den lidt ældre betjent, som hed Mikkel. 

"Nej! Hun pinlig gjorde min lille bror!" Jeg kigger overrasket på ham, og ligner sikkert et spørgsmålstegn. "Hvad fanden snakker du om?" Spørger jeg vredt. Vi kigger alle overrasket på ham, men han ser kun på mig, det er ret skræmmende. 

"Min bror, Daniel." Damn, nu ved jeg hvad han taler om. "Nåh, idioten som ødelagde mit liv, ved at dele billedet." Hvis han vil have drama, skal jeg nok give ham det. 

"Ingen sagde du skulle blive fuld," han kigger sleskt på mig, og det er ret klamt, men hvad kan jeg sige, hans bror var lige så klam. "Og ingen sagde til Daniel han skulle tage det billede, same shit." Min far og den anden betjent, står bare og kigger mærkeligt på os. 

Jeg har ikke sagt noget til mine forældre om det dumme billede, som sikkert kommer til at forfælge mig i hele mit liv. "Din bror har ødelagt mit liv!" Skriger jeg af ham, så at han tager et skridt tilbage. 

"Okay, så det nok! Violet jeg tror vi er færdige her," siger Mikkel. De går, mens jeg bare kigger akavet ned i gulvet. "Burde jeg spørge?" Min far står akavet og leger med hans bilnøgler. "Hvis du vil have jeg skal få det bedre, så skal du lade være." Han nikker forstånede og lader det ligge. 

"Har du truffet en beslutning? Eller skal jeg vente lidt længere?" Jeg kan mærke hans nervøsitet fra ti meters afstand, og han kan sikkert det samme mærke. 

"Nej far, du behøver ikke vente længere, fordi jeg har truffet en beslutning," jeg kan mærke klumpen i halsen komme tilbage, og straks bliver jeg usikker om at min beslutning er den rigtige. "Så sig frem skat," han lyder spændt, og jeg bearbejder ham ikke, rejse væk herfra ville være en mulighed for os begge, til at starte forfra. 

"Det ser ud til at vi flytter!" Siger jeg begejstret. 

"HVAD!" Hører jeg et par stemmer sige bag døren, så min far går hen til døren og åbner den stille, og der står de, Felix, Sofia, Luke, og en person jeg overhovedet ikke havde tænkt mig at se her, nemlig Stephen.