ANOREXIA

3️⃣5️⃣

Vi sidder i stilhed i bilen, der er akavet stemning. Det var mere akavet at sige farvel til de andre, da de slet ikke var glade på mine vegne, hvilket gjorde mig ret irriteret. 

De forstår ikke hvad der vil ske med mig, hvis jeg forbliver her. Stephen gjorde det mere vanskeligt end det allerede er, og siden han er Alexanders bror, er det værre. Han fortalte mig at han ikke ville have jeg skulle stikke af, selvom han selv gør det samme med politiet. 

"Ham Stephen fyren, han var da ret flink, hvor mødtes I?" Jeg kigger overrasket på min far, som spørger indtil Stephen. Jeg forstår ikke hvorfor, men han er nok bare bekymret for mig, eller jeg ved det virkelig ikke. 

"Han er Alexanders store bror," jeg får en knude i halsen, hver gang jeg nævner hans navn. "Undskyld, det var ikke meningen jeg skulle nævne ham." Jeg kigger på mine negle, og snøfter mens tårerne kommer ud, alle dem jeg har prøvet på at holde ind. 

Hvorfor kommer alle mine følelser ud nu? Gid det første forsøg på selvmord fungerede, gid Alexander ikke havde fundet mig, gid han ikke havde set mig på den måde. "Det hele skal nok ende godt igen, det lover jeg." 

Jeg kigger op på ham og nikker, selvom jeg ved det ikke kommer til at ske, jeg får det ikke bedre, og jeg vil ikke tro på denne løgn. Jeg fjerner tårerende med min tommelfinger og trækker vejret. Jeg kan ligeså godt gøre en indsats, i at prøve på at få det bedre. 

2 timer senere

"Violet, vågn op, vi er her nu." Jeg vågner stille op, og det første jeg ser er det enorme hus. Det ligner næsten det andet, vi boede i før, men det her er meget større, og sikkert mere dyrt end det andet. 

"Er det her?" Jeg vender mit blik imod min far, og han nikker stolt. Jeg smiler bare tilbage, jeg kan ikke ødelægge hans glæde, det fortjener han ikke. "Skal vi se på det?" Spørger min far, og jeg svarer ikke, men hopper bare ud af bilen. 

Selvom jeg ikke er så glad, så gør det her hus det hele bare meget bedre. Flyttemændene er her også, og tager allerede de fleste møbler ind, møblerne er sorte. 

Jeg løber ind, og ser at der er så mange etager. Selvfølgelig tager jeg det største værelse, men jeg skal bare lige finde det først. Endelig for en gangs skyld føler jeg mig normal. Jeg har savnet denne følelse. 

"Skat, du skal være forberedt på at starte i skole igen på mandag." Jeg kigger hen på min far med store øjne. "Nu på mandag?" Jeg vil ikke engang lyve, jeg er så tæt på at græde, men det er nok normalt for en teenager. At græde over skole er intet nyt. 

"Du skal nok klare den, og desuden er det kun fredag, du har massere af tid til at forberede dig." Han smiler og går hen til en af flyttemændene. 

Han har ret, jeg har massere af tid, men jeg kommer sikkert til at bruge den tid på at overtænke. Mig og min store hjerne, jeg skal gennemgå alle de dårlige ting der kan ske, uden at være sikker på at det overhovedet vil ske. 

"Violet dit værelse er ovenpå!" Råber min far fra stuen tror jeg, jeg aner ikke hvad vi kommer til at bruge så meget plads til? Nå skidt pyt, så længe jeg har massere af plads. 

Jeg går hen til den hvide runde trappe, som fører ovenpå og hen til mit værelse. Jeg når helt op på toppen, og ser en lang gang med mange forskellige hvide døre. Jeg åbner en af dem, og ser det er et enormt garderobe skab. 

Jeg åbner den anden dør for enden af gangen, og ser alle mine ting hjemmefra, men der er også nogle ting som er nyere og mere moderne som sengen, men alle de andre ting som min reol, og lamber altså alle de der nips ting. 

"Kan du lide det?" Jeg vender mig om, og ser for første gang i min fars øjne, med glæde. "Jeg elsker det far, tusinde tak!" Jeg skynder mig over til ham, og giver ham et hårdt knus, hvor han straks gengælder det. 

"Få nu lidt søvn, imorgen skal du ud og købe skole ting, og et nyt sæt tøj, men du skal også pakke dit tøj ud." Han kigger på mig, med et blik der siger:" Du har bare at være frisk imorgen." Også er han på vej væk, men vender sig hurtigt om og tilføjer:" Dit skab er den dør derovre." Han peger på det store garderobe skab, som jeg pegede på før. 

"Okay godnat far!" Siger jeg og lukker døren efter ham. 

Næste dag

Jeg vågner op fra en fantastisk drøm, som handlede om at jeg flyttede hjem, og havde det godt til mine dages ende. Det er så længe siden jeg sidst havde en god drøm, men jeg ved der ikke går længe før der kommer endnu et problem. 

Hvorfor er jeg så negativ fra morgen stunden af? 

Jeg skubber alle de dårlige tanker tilbage, og går op af sengen. Jeg kigger mig omkring i mit nye værelse, alle papkasserne med mit tøj i, er der stadig. Jeg begynder med at lede efter badeværelset, men det her hus er så stort, at jeg ikke ved hvor jeg skal starte med at lede. 

Jeg åbner en eller anden dør, og der er badeværelset! Dagen starter faktisk godt. 

Stephens synsvinkel

Hvad fuck skal jeg gøre?! Jeg går snart amok, det var jo ikke meningen hun skulle rejse, Alexander vil aldrig tilgive mig for det her. 

Jeg er tilbage i hytten, men denne gang er det med Luke. Han er en fin fyr, stille og mystisk som jeg kan lide det. "Hvad skal vi gøre ved Violet? Og hvad sker der når hun finder ud af sandheden?" Jeg går i cirkler, mens Luke bare drikker sin øl videre. Spørg ikke hvordan han kom ud af sygehuset, jeg aner det ikke. 

"Tag det roligt, hvor stor er sandsyneligheden for at hun finder ud af det? 0%!" Han har ret, men jeg ved hvor meget den her hemmelighed betyder for Alexander, jeg har skuffet ham for mange gange, jeg vil bare gøre ham den her ene tjeneste. 

"Du har ret! Altså hvor stor er sandsyneligheden for hun skulle møde ham, i sådan en stor by?" Jeg sætter mig ned på sofaen ved siden af ham, og tager en slurk af min øl som står på bordet. 

"Det jo ikke fordi de begynder i samme skole?" Siger Luke, efter han sagde det, kigger vi begge på hinanden med store øjne. "RING TIL HAM! HVA FUCK VENTER DU PÅ?!" Skriger han nærmest. 

Jeg tror ikke jeg kan gøre det her for Alexander længere. 

----------------------------------------------------------------------------------

AAAAAHHHHH UNDSKYLD! Jeg har ikke opdateret længe, men her er det! Det er halvdelen af sidste kapitel, som jeg har opdelt da det er ret langt... 

Håber I kan lide det, og at I vil stemme og kommentere 😘✔️