ANOREXIA

3️⃣

Jeg fik en ordentlig skideballe igår aftes, det havde været sådan at alle, havde ledt efter mig, altså sygeplejerskerne havde ledt. Jeg er ikke spor overrasket, overhovedet. De ville miste deres job, hvis de havde mistet en patient, som altså ikke er død.

Det er blevet tid til min morgenmad. Som er at der bliver trykket to rør, i min næse. Så kommer der forskellige vitaminer, som der ligger i den mad, jeg skulle have spist og tygget med munden og slugt ned.

Jeg går rundt på sygehuset, og kigger på alle de syge mennesker, især en hvis pige, jeg tror hun hedder Stefani. Hun har hjerte kræft, vi ved alle sammen, at hun er på randen til at dø, hun ved det bare ikke selv. Ret synd.

"Violet Hey, nu hvor du er oppe, kan du så ikke hjælpe mig i salen? De nye patienter kommer snart, og vi mangler kun et banner." Spørger Mie, hun tør nok ikke, at lade mig være alene, hun er bange for at jeg stikker af, igen. "Ja det kan jeg da godt."  Vi går hen til salen, der er ikke nogen i salen. "Hvis du går op på stien, så holder jeg den." Foreslår Mie, og jeg nikker bare. På banneret står der "velkommen!" Med rød skrift. Måske burde de ikke have skrevet det med rød, da det minder meget om blod, eller så er det kun mig der tænker sådan. "Mie der er alarm i værelse 258!" Siger en anden sygeplejerske. Mie undskylder og går med det samme.
Jeg prøver at hænge banneret rigtigt, men det er lidt svært, når stien heletiden ryster. Med et så ryger jeg ned, men et par stærke arme griber mig, de samme stærke arme, som skubbede mig af togskinnerne. Nu er jeg bare i hans arme, mens han bærer på mig. "Smukke, vi bliver nødt til at stoppe med at mødes på denne måde." Smukke? Det er der aldrig nogen der har kaldt mig det? Hvorfor skulle han lige være den første? "Hva er du blevet mundlam?" Han kigger mig i øjnene, så jeg kigger ned med det samme. "Ja.. Jeg mener nej! Øhm jeg bliver nødt til at gå!" Han begynder bare med at grine, måske fordi han kan fornemme, at jeg er nervøs. "Hvor skal du da hen? Tilbage til togbanen eller hvad?" Jeg giver ham dræberblikket, hvis dræberblikke kunne dræbe, ville han for længst være død. "Violet er du blevet færdig?" Mie braser ind, og da hun ser mig i den drengs arme, bliver hun helt forlegen. "Undskyld jeg afbryder!" Siger hun og går igen.
Jeg havde håbet på hun ville blive, og få ham smidt ud, men nej. "Violet," han smager lidt på navnet, så kigger han igen på mig. "Det er et smukt navn, jeg hedder Alexander." Hvorfor siger han sit navn? Forstår han ikke, at vi ikke er venner?
Jeg nikker bare, og prøver at komme ned på benene igen, men selvfølgelig holder han fast omkring mig. "Vil du være sød at slippe mig?" Han tænker sig om, men nikker så endelig med hovedet. Da han sætter mig ned, er jeg ved at snuble, så han holder hurtigt om min talje igen. "Det var måske ikke en god ide, at sætte dig ned igen." Griner han, ja virkelig sjovt. "Tal med mig? Så slem er jeg heller ikke?" Siger han en smule oprevet. Bare den måde han slikker sin læbe, når han er vred, wow.
"Okay, måske har du ret, desuden kender jeg dig ikke, til at dømme dig." Der popper et kæmpe smil på hans læber, så hans tænder vises frem. "Må jeg stille et spørgsmål, som jeg har tænkt på siden, jeg fandt ud af du er indlagt?" Jeg ved allerede, hvad han vil spørg om. Jeg nikker bare, selvom jeg er skide nervøs. "Hvorfor er du indlagt?" Han ænser, mit nervøse ansigtsudtryk. "Jeg har anoreksi, bare det at indrømme at jeg har et problem er et stort fremskridt." Han nikker stille med hovedet, og spørger:" så du har også selvmordstanker, siden du prøvede på at slå dig selv ihjel forleden dag?" Jeg kigger ned, og aner ikke hvad jeg skal svare. "Jeg ved det ærligt ikke, det kom så pludseligt til mig." Ingen ved at jeg har selvmordstanker! Og hvis de finder ud af det, så bliver min behandling meget længere. "Og du? Hvorfor er du her?" Han klør sig i håret, og kigger ned. "Jeg... Besøger bare min søster!" Han kigger alle vegne, bortset fra på mig. "Hvorfor er du så nervøs?" Endelig kigger han på mig, med et forvirret ansigtsudtryk. "Jeg er da ikke nervøs, du er nervøs." Ja det er der også god grund til! Men hvis han bare er på besøg, så har han intet at frygte. "Jeg bliver nødt til at gå!" Siger han og som lynet, er han væk.