ANOREXIA

1️⃣2️⃣

Vi går stille og ingen siger noget, der er akavet stemning, især mellem mig og Alexander. Jeg kan ikke lide det, det plejer altid at være Alexander, der kom hen til mig, men nu er det vist omvendt. "Alexander!" Kalder jeg, men han fryser mig totalt ude.
Jeg går ind foran ham, så vi står ansigt til ansigt. "Hvad? Hvad er det der er så vigtigt?" Han kigger bare, jeg har aldrig set ham sådan? "Jeg var bekymret! Undskyld! Jeg vidste ikke du røg herude," undskylder jeg.
Han fnyser og kigger væk. "Ved du nu, hvorfor jeg heletiden har stoppet dig," hvisker han. Jeg stopper op, og kigger bare såret på ham. Jeg har aldrig forstået hvorfor han gjorde som han gjorde, men det gør jeg åbenbart nu. "Så må du da kunne se hvordan jeg har det nu!" Han vender sig om, og kigger først ned også kigger han ind i mine øjne. Mie og Vicki går foran os, så de ligger slet ikke mærke til at vi er stoppet.
"Jeg har idet mindste haft en skide grund! Hvad er din grund?" Havde han haft en grund til at redde mig? Hvad er hans grund så? "Hvad er din grund?" Han griner bittert, og kigger dumt på mig. "Du har stadig ikke regnet det ud? Du er langsommere end jeg troede," efter det, så er han på vej væk.
Jeg har en mulighed for at stikke af og løbe den anden retning, men så kan jeg jo også bare følge efter de andre, tilbage til det dumme psykiatriskehospital. De finder mig sikkert igen, så hvis jeg skulle stikke af, så skulle jeg have et super godt gemmested, men det har jeg så ikke. Jeg har ikke en gang en bil!
Jeg står og tænker lidt, men kommer til ingen beslutning. Jeg kigger op, men de andre er væk? Og jeg kender ikke denne vej, de har taget en anden vej, fordi Mie og Vicki ikke ville igennem skoven. Hva fanden skal jeg nu gøre? Jeg tror bare jeg vælger at gå gennem skoven, mens jeg håber på det bedste, selvom det ser ret sort ud.

Så jeg har valgt bare at gå ligeud, men jeg tror nok, jeg er faret mere vild, jeg er sindsygt bange. Men det går ikke hvis jeg stopper, og det bliver jo snart mørkt. Jeg må finde en vej ud af den her skov, og det skal være hurtigt.
Jeg går lidt rundt, men standser straks, der står to drenge og ryger. De er heltklart ældre end mig, måske i 20'erne. En ting er helt sikkert, jeg skal ikke den vej! Jeg lister stille den anden vej, men selvfølgelig skal jeg lige træde på en gren! De kigger hen på mig, mens jeg gør alt for ikke at kigge tilbage. Jeg hører grene knække, og lydene kommer tættere på, de er på vej over til mig.

"Hvad har vi så her?" Siger den ene, han har mørke brune øjne, med brunt krøllet hår. "Vi har vist fundet os noget, vi kan distrahere os med i et stykke tid," siger den anden, med blå skinnende øjne og blondt hår. Jeg kigger på dem, mens jeg ryster på hovedet af skræk. "Nurh søde du skal da ikke være bange, vi kommer bare til at få det lidt sjovt!" Med et, så vender jeg mig om, og er på vej væk. Men ham med de blå øjne, hiver mig tilbage, ved at tage fat i min overarm. Jeg står nu ansigt til ansigt, med djævlen selv, han virker værre end den anden med brune øjne. "Det sårer mig virkelig at du prøver at stikke af!" Siger han ironisk og tager sig til hjertet for sjov. Men det her er ikke spor sjovt overhovedet! "Kan I ikke bare lade mig gå, please!" Hvisker jeg. De grinder begge, de kigger på hinanden og nikker, så kommer de begge tættere og tættere på mig, de er så tætte at jeg kan mærke deres åndedrag.
"Det er altsammen din skyld!" Hører jeg en stemme sige, længere ind i skoven. Det lyder som Felix' stemme! "Gud du holder bare aldrig din kæft!" Det er Alexander! "HJÆLP!" Skriger jeg af mine lungers kræft. En hånd bliver hurtigt sat over min mund, men den hånd dækker uheldigvis også for min næse, så hvis jeg pludselig kan trække vejret fra ørerne, så tror jeg, jeg dør. Drengene hiver mig bag et træ, så vi gemmer os. Jeg prøver at stritte imod, men det er lidt svært når man er ved sit sidste åndedrag.

"Jeg er helt sikker på, at jeg hørte en råbe hjælp!" Siger Alexander, og kigger allevegne. "Du er ikke sikker på noget din tåbe! Du er ikke engang sikker på dine fucking følelser!" Svarer Felix tilbage. Selvfølgelig skændes de, kan de ikke finde ud af andet? Alexander fnyser af ham, men bliver ved med at kigge efter mig. Med vilje træder jeg på en gren, og håber på at Alexander vil høre det, med hans så gode hørelse.
Han stopper op for et sekund, og kigger så hen i retningen ved træet, vi står ved. Han kommer tættere på. Pludselig springer drengen med brunt hår, på Alexander. Så drengen med blå øjne, springer på Felix. Så jeg hiver efter vejret. "Violet løb!" Råber Alexander, mens han ligger på jorden. Jeg står frosset til stedet i et minut, og aner ikke hvad jeg skal gøre! Skal jeg gå og efter lade dem, eller skal jeg blive her og hjælpe til?

Jeg ser en stor gren, og tager fat i den, slår den ned i ham den brunhåret fyr i hovedet med den, så han arver sig og tager sig til hovedet. Alexander slår ham en ekstra gang, og løber så over til Felix, for at slå ham den anden fyr ned. Han stikker af, og efterlader sin ven liggende på jorden. Jeg får pludselig ondt af ham. Alexander kommer løbene hentil mig, og trækker mig i et kæmpe kram, og selvfølgelig krammer jeg tilbage.
Felix kigger bare akavet på os, mens han bider sig i læben. "Er du okay?!Har de rørt dig?!" Spørger Alexander panisk, og kigger efter skrammer på mig. Jeg griner og siger:"det fint, bortset fra jeg nær var blevet kvalt." Jeg kigger over på Felix, og går så derefter hen og krammer ham. "Tak," hvisker jeg. "Lad os tage tilbage til vores galehus, desuden sagde Sofia at hvis jeg ikke kom tilbage før midnat, så tog hun gerne selv ud for at lede efter dig!" Alexander griner over det han lige havde sagt, og jeg griner med.

Mens vi er på vej hjem, trækker Alexander en smøger op og begynder med at ryge, mens jeg bare kigger på ham. "Hvad? Bare begrund af at jeg er blevet opdaget, betyder det ikke jeg stopper!" Griner han. "Hey! Har du smøger uden at give mig?!" Siger Felix såret, så Alexander rækker ham en, og tænder den op for ham. De kigger begge på mig, mens de ryger. "Har du ikke lyst til en?" Spørger Felix, men Alexander giver straks Felix dræberblikket. "Nej ellers tak!" Han trækker bare på skuldrene. "Felix kan du ikke lige gå foran, jeg vil gerne tale med Violet privat." Jeg kigger på Alex, og forstår ikke præcist hvad han vil. "Skal du da til at kysse hende?" Spørger Felix for sjov, men går alligevel.

"Violet! Jeg vil bare sige undskyld, fordi jeg overreagerede! Det hele er min skyld! Og jeg har været så skide bekymret for dig, egenlig så stak jeg af, bare for at finde dig. Men selvfølgelig så fuldte den klovn efter!" Siger han og peger på Felix. Jeg griner, men krammer ham bare tilsidst. "Det er okay, du har redet mit liv Idag, det er jeg ret taknemlig for." Han kigger chokeret på mig. "Vent, så du er glad for stadig at være i live?" Jeg nikker, og smiler stolt af mig selv.

Jeg er faktisk stolt af mig selv, det er da noget nyt.