ANOREXIA

2️⃣

Så er det imorgen nye patienter kommer, måske kan det være jeg får nogle rigtige venner. Eller måske får jeg bare fjender? Iværtfald så glæder jeg, mig ikke.

*ding* jeg får en besked, så jeg tager min telefon.
"Håber du bliver hvor du er, du har ødelagt alt! Alle ved hvad vi havde lavet den dag. Nu er de alle imod mig." Det er så fra Daniel, den dreng jeg kan eller kunne lide. Han går i min klasse, men stort set alle pigerne kunne lide ham. Så jeg blev den heldige der fik lov til at arbejde med ham i kemi, så vi havde efter skole taget hjem til ham. Det var meningen vi kun skulle arbejde, men jeg skulle havde set det komme, han er en player, derfor vil alle have ham, og han vil have alle.
Jeg svarer tilbage: "du var selv udenom det." 

"Violet, der er samling i salen om lidt, så gør dig klar." Siger sygeplejersken, hun hedder rigtigt Mie. "Behøver jeg?" Hun kigger strengt på mig. "Det er obligatorisk!" Jeg nikker bare sukkende.
Måske er det tid? Måske er det nu jeg kan gå? Ingen kommer til at ligge mærke til at jeg er væk alligevel. Jeg tager ordenligt tøj på, og pakker stille alting sammen, som min bog, og en kniv som jeg engang havde cuttet med, og så min mobil og andre små ting. Jeg ligger det hele under sengen.

Jeg lister stille ud af døren, kigger hvis der er en læge. Fri bane! Og med et så løber jeg. Jeg når nede ved receptionen, og går stille så de ikke tror at jeg stikker af. Ingen ligger mærke til mig, det er jo bare godt.
Jeg går bare lidt på gaden, der er ikke så langt til togbanen. Solen skinner, fuglene pifter, synd det skulle ende på denne måde, men det er den eneste måde.

Jeg vil virkelig gerne kigge tilbage, og se en eller anden efter mig, som faktisk holder nok af mig, til at de vil stoppe mig. Men som jeg selv har regnet med, så er der ingen, kun min egen sorte skygge. Måske er det bedst på den måde, ingen der holder af dig, så skal de ikke regne med at du holder af dem.

Jeg står på togskinnerne, jeg ved der er et tog på vej, jeg ved at det er sådan det hele ender. Der er det, 800 meter væk fra mig, om få sekunder rammer det mig, så vil denne uendelig lidelse endelig slutte.

Jeg lukker øjnene, trækker dybe indåndninger, ber til at Gud vil tilgive mig for dette. FUD FUD! Jeg bevæger mig ikke, jeg er som stenet til stedet. Da jeg mærker, nogen skubbe mig virkelig hårdt væk. Jeg falder ned med et bump, stadig med øjnene lukkede. Det føles som om min krop er helt slap, jeg kan ikke bevæge mig. "Er du okay?" Spørger en dyb mørk stemme, og rusker stille i mig. Jeg åbner øjnene, men i starten er alt bare sort.
Farverne kommer stille tilbage, så jeg rejser mig op. Drengen kigger bare på mig, mens jeg er på vej væk. "Vent lidt! Hva fuck havde du gang i!?" Han lyder vred, men også chokeret. "Det kommer ikke dig ved." Mumler jeg, og håber mest på han ikke hørte mig, men selvfølgelig skal alt i dag gå galt! "Jeg har altså lige redet dit liv? Fortjener jeg ikke en forklaring på hvorfor du ikke fjernede dig, eller fortjener jeg ikke bare et tak?" Siger han fornærmet, sikke en dramaqueen. "Altså jeg sagde ikke du skulle." Hvisker jeg, mens jeg er på vej væk. "Hvis jeg ikke havde gjort det, var du kommet tilskade, du kunne være blevet dræbt! Er du klar over det!" Han holder om min overarm, så jeg ikke kan gå videre.

"Hvor bor du?" Spørger han, men han holder øjenkontakten. "Hvorfor?" Jeg kigger ned. "Så jeg kan følge dig hjem, jeg tror vist godt dine forældre ville vide hvad du havde gang i." Siger han meget alvorligt. Jeg kommer ikke til at gå rundt, med en fremmede, og han skal overhovedet ikke finde ud af, at jeg bor på et sygehus. "Jeg kan selv gå, og du burde ikke blande dig i private sager der ikke vedrører dig." Siger jeg, og jeg hæver måske min stemme en smule. "Ah ha, så du kan faktisk snakke højt, nå men så følger jeg bare efter dig, du skal nok takke mig senere." Et selvfedt smil, popper op på hans løber. "Du kommer ikke til at tale med mine forældre, for de er her ikke! Og jeg skal ikke engang hjem." Jeg skubber ham væk, og løber min vej. Jeg vil ikke tilbage til det sygehus! Så hellere bo på gaden.

Jeg går rundt i parken, helt alene, og det er mørkt. Jeg har heldigvis sluppet af med ham drengen, jeg kunne ikke stoppe med at ligge mærke til, at han havde en smøg i hånden. Han så egenlig ret godt ud, men hans personlighed var af lort til. Og når man taler om drengerøve! Kommer der en. "Følger du efter mig?Jeg siger det en sidste gang! Lad mig fucking være i fred! Jeg har ikke tid til dit pis!" Jeg er virkelig vred, for jeg er faktisk på vej til sygehuset. Og han skal ikke vide at jeg bor der, næsten. "Faktisk, skal jeg den vej, som du går." Hvad? "Må jeg spørger hvor du skal hen?" Tilføjer han. Hvis jeg ikke siger det, så følger han bare efter mig, måske burde jeg sige det. Alle ved det næsten. "Hen til sygehuset." Hvisker jeg. "Fedt der skal jeg også hen!" Jeg kigger op, og møder hans grønne øjne. "Skal du besøge nogen?" Spørger han, jeg ryster på hovedet. "Hva så?" Han kigger forvirret, så der dannes en rynke i panden på ham. "Øh jeg er indlagt der." Så lavt som jeg siger det, kan han umulig have hørt det. Men den dreng har fandens god hørelse. "Oh.." Han er mundlam.

Fedt Violet, du har gjort drengen mundlam. Jeg kigger ned, og går med det samme. Jeg må indrømme, jeg havde forventet den reaktion.