ANOREXIA

8️⃣

Vi sidder foran Luke's dør, vi har siddet her i 2 timer, og Sofia er ved at være ret træt. Hun er faktisk forelsket i ham, og hun tror han har det på samme måde, altså det kan godt være, men jeg kender ham jo ikke sådan personligt. "Hvad kan have sket? Tror du han er død? Eller har han gjort noget dumt? Som at han har cuttet, for det har han nemlig gjort før!" Hun sidder der og bider sine negle, helt ned til enden! Åh jeg kan ikke holde det ud! "Okay stop! Der er sikkert ikke noget i vejen? Altså han har det måske bare lidt dårligt, du ved at voksne altid går amok når der er en mindste ting galt." Hun nikker sig enig, og tager sin finger ud af munden.

"Hvad forgår der?" Alexander kommer gående, mens han kigger forvirret på os. Jeg ruller bare med øjnene, og Sofia kan se at jeg ikke gider ham. "Der er sket et eller andet med Luke." Tak Sofia, selvom jeg ved det knuser hendes hjerte. Han sætter sig ved siden af mig, og vi kigger alle tre på døren, og håber et eller andet snart sker. "Du kan ikke være sur på mig forevigt!" Og der brød Alexander den dejlige stilhed. Der er en grund til at jeg hader ham. "Jeg kan da prøve, synes du ikke? Eller vil du nu lyve dig ud af det her?" Sofia kigger med åben mund, og store øjne på os. "Jeg løj af en grund? Og du skulle nødigt tale, du havde begået selvmord hvis det ikke var for mig!" Det er over grænsen! "Gid du ikke gjorde! Jeg vil ikke kendes ved dig! Jeg kan ikke udholde dig, hvad forstår du ikke? Lad være med at redde en person, der ikke vil reddes." Jeg har gjort ham mundlam, han kigger bare på mig med skinnende øjne. Jeg ved ikke om jeg havde såret hans følelser, men det er sandheden, selvom jeg ikke selv er glad for den.

"Venner, der var ikke sket noget, bare et lille problem, I skal ikke tænke over det." Som I nok kan gætte, så er Luke ude, men han vil ikke fortælle hvad der skete. "Kom nu! Vi var så skide bekymrede for dig!" Siger Sofia oprevet, han kigger bare på hende og ignorer hende. Det må nok havde gjort ondt for hende. Jeg forstår ikke hvad der sker, men det er som om at det hele er igang med at blive værre, end det allerede er. "Luke, bro!" Råber Alexander, for enden af gangen og er på vej hen til os. "Har du det godt?" Spørger han, men kigger på mig mens han siger det. "Ja, jeg har det sgu godt, har du det godt min ven?" Jeg ved hvad Luke hentyder til, at Alexander kun kigger på mig, og gid han prøvede at skjule det, men det gør han ikke. "Ja... Jeg har det helt aldeles fint," løgn, man skal ikke være hans ven for at se han ikke har det godt. "Er du sikker?" Spørger jeg, og han kigger overrasket på mig, nok fordi det lyder som om jeg er bekymret. "Nu hvor du spørger, så kunne jeg have haft det bedre." Jeg kigger væk fra Alex, og kigger på Luke og Sofia i baggrunden. De prøver at holde deres grin inde, men det virker ikke. "Du siger bare til hvis der er noget vi kan hjælpe med." Jeg ligger tryk på 'vi' fordi, han skal ikke tro det hele er fint. "Tak, det sætter jeg pris på." Jeg smiler bare til ham.

"Hej," jeg kigger bag mig og ser Felix. "Hej!" Siger jeg begejstret. Jeg kan godt lide den fyr, altså han har gode manner, og så ser han godt ud. "Alexander og Luke, det her er Felix." De hilser, men der bliver straks en akavet stemning imellem Alexander og Felix. Måske kan de ikke lide hinanden? Eller så kender de allerede hinanden. "Så hvorfor er du her egenlig?" Spørger Luke. "Jeg har selvmordstanker og så lider jeg af depression, så tager jeg også stoffer og ryger." Svarer Felix, men han virker ikke til at føle sig utilpas, mens han siger det. Jeg ville da føle mig utilpas ved at fortælle folk jeg ikke kender om mit problem. "DU!" Jeg bliver hevet i overarmen, også står jeg ansigt til ansigt med Stacie. "Sagde du til dem at jeg var stukket af!" Det var ikke et spørgsmål, men mere en påmindelse om hvad jeg havde gjort. "Jeg blev nødt til det." Mere siger jeg ikke, før jeg for en kæmpe lussing, det efterlader sikkert et rødt mærke, men det gjorde ikke ondt, ikke efter alt andet smerte jeg selv har forvoldt mig selv. "Hey! Lad hende være!" Råber Felix af hende, han hiver hende væk. "Fuck nu af!" Råber han af hende, mens hun råber og skriger af mig. Når hun endelig er væk, kommer Felix sammen med de andre hen til mig. "Er du okay?" Spørger Felix, han sætter sin hånd på min venstre kind. "Ja det er helt fint." Siger jeg og smiler. "Den bitch skal sgu ikke røre dig!" Siger Alexander ophidset. "Det er ovre nu, du skulle nok have gjort noget istedet for at kigge." Siger Felix til Alexander, mens vi andre står i chok. "Altså jeg ville ikke gøre det værre, og måske du skulle fjerne fingrende fra en pige du lige har mødt?" Han hentyder til at Felix står og rør ved mit ansigt. Men hvad kommer det ham ved? "Hold dog mund, idet mindste gør jeg noget og ikke bare står og glor når en person jeg holder af, kommer til skade." Hvad fanden mener Felix med det? "At du kan gå så lavt, og bringe det på banen igen, fortæller hvem du virkelig er." Alexander går, mens vi andre bare står forvirret tilbage. "Hvad handlede det om?" Spørger jeg, og kigger på Felix, som bare trækker på skuldrene.

Jeg kigger hen på Alexander, som er på vej væk. Der er noget i mig som siger jeg skal følge efter ham, men der er også noget i mig som siger at jeg skal blive. Alexander vender sig rundt og ser mig kigge på ham, så han ryster bare med hovedet og vender sig om og går videre, sikkert hen til hans værelse.