Mit liv.

Fået tæsk!

Lykkes synsvinkel.

Der er gået 14 dage og Sophia går stadig sammen plastic pigerne (Julie, Alexa og Anne) og mobber mig. Det er virkeligt hårdt at blive mobbet af sin bedste veninde men, bortset fra det er mig og Christopher blevet tættere end før. Jeg er på vej hen til min sidste time inden frokost, da timen lige er begyndt bliver døren smækket op og ind kommer Christopher "undskyld jeg kommer for sent!" siger han lidt med en hård undertone i stemmen. "Du kan sætte dig ved siden af frk. Andersen" siger vores lærer surt, men han gør som der bliver sagt går ned og sætter sig ved siden af mig "hej sveske" hvisker han med en legesyg tone "hej Chris" svare jeg ham stille smilende. Vi har dansk og timen snegler sig simpelthen afsted (ding ding ding) det ringer endelig ud til spisning. Christopher og mig følges ned mod kantinen " de kommer altså gående imod os!" siger jeg hurtigt til Christopher som går ved min side, han vender os rundt så han står overfor mig "hvis de siger noget som helst til dig så fører jeg ordet okay!?" siger han med en lidt alvorlig mine.

 vi begynder at gå videre men bliver afbrudt af Sophia "verden vil helt sikkert være et bedre sted uden dig din klamme so!" Julie og de andre begynder af grine højt Christopher tog min hånd og klemte den blidt men, han slap den ikke "hvad er det Lykke egentligt har gjort dig siden du vælger at mobbe hende var Sophia?" spørger han hendes onde smil begynder at svinde hen til en trist mine, hun får en albue i siden "kom piger vi skrider nu!" siger Julie med sin lyse skingre stemme også går de. Efter de er gået smutter vi ned og køber os noget frokost, men vi når ikke at spise særlig meget før det ringer ind til næste time som er idræt Jubii kan i mærke ironien. "Vi ses sveske" siger Christopher og går til hans egen time også står jeg her helt alene men begynder at gå ned mod hallens pigeomklædning. Vores lærer fløjter i hans fløjte og gør tegn til at vi skal samle os alle i en ring og sætte os ned for at lytte til hvad han har at sige "når idag skal vi spille fodbold og jeg deler jer ind på hold ved at sige et to et to skiftevis okay!" Siger han til os alle sammen.

 "Ja" råber vi ud i hallen, ej hvor jeg håber ikke at komme på samme hold som Julie og i ved hvem. Men det gør jeg "øv pis lort!!!" Siger jeg lavt til mig selv timen gik faktisk utroligt godt selvom jeg var på hold med plastic pigerne. "Timen er slut Julies hold vandt med 9-5" sagde vores lærer også jublede mit hold men man kunne mest høre Julie på grund af hendes høje lyse skingre stemme, da jeg er kommet ud på parkeringspladsen bliver jeg stoppet af Sophia "du har fortjent tæv så det får du værsgo!" Siger hun med et ondt smil på læberne. Nogle drenge træder til  og begynder at slå mig efter lidt tid sparker de mig også, jeg begynder at græde/hulke i takt med at de sparker/slår hårde end før. "Stop gå væk fra hende NU!" Lyder en velkendt stemme i baggrunden og de stopper bagefter stikker de halen mellem benene og løber væk så hurtigt de kan.

 Sophia er også væk så hende kan vi ikke få fat på "kom op og stå ej du bløder de fleste steder kom jeg køre dig på skadestuen!" Siger Christopher efter han har hjulpet mig op at stå på benene igen, vi sidder nu i venteværelset inde på skadestuen "Lykke Andersen" siger en læge jeg stikker en hånd i vejret og vi følges sammen efter hende ind på en anden stue hvor de undersøger deres patienter. "Hvad er der så sket med dig min ven?" Spørger hun med medlidenhed i stemmen "mig og min gode ven som sidder ved min side havde lavet et væddemål om noget den der tapte skulle klatre op i et træ og se hvor langt op man kunne komme!

Jeg tabte og faldte 5 meter ned" svare jeg hende, hun begynder at grine stille og spørger "hvor gør det ondt henne bare peg på stederne" jeg nikker og pegede på min venstre arm brystkassen og min næse. "Jeg begynder at trykke på de steder hvor du mener det gør ondt!" hun begynder at trykke på min venstre arm hold kæft det gjorde ondt jeg begynder at græde det var det samme ved min brystkasse men ikke ved min næse. Jeg blev sendt til scanning og det viste sig at jeg har brækket min arm og havde fået trykket to ribben og fået et slag over næsen. Da vi kom hjem til mig høre vi med det samme min mor sige "er du okay lille skat sikke et dumt væddemål det gør i ikke igen OKAY!" vi nikker langsomt på hovedet bagefter bliver jeg fulgt oven på lagt under dynen af Christopher "vil du ikke godt blive indtil jeg er faldt i søvn?" Spørger jeg ham han nikker og ligger sig ned til mig og begynder at nusse mig i håret, også går der ikke langt tid før jeg faldte i søvn til tanken om at jeg havde en meget god ven som støtter mig og gør mig glad selvom det er svært. 😍

hej mine ællinger.
synes i at Christopher og Lykke skal  finde sammen eller ej?
jeg håber i kan lide kapitlet, kom gerne med 
jeres mening eller smid gerne et like.😱❤️

Emilie.