Mit liv.

væk fra de andre!

Edda's synsvinkel.

Mine håndled er efterhånden begyndt at gøre meget ondt og lige meget hvor meget jeg prøver at få lænkerne af lykkes det ikke, Lykkes far er her ikke lige nu jeg forstår godt at han vil betale for hendes operation. Men problemet er at Lykkes far ikke har råd til operationen, også vælger han at kidnappe os og endda sin egen DATTER! men det har sikkert gjort fordi han er bange for at hun vil sladre om det til hendes mor, plus så ville han også komme i fængsel.

Der er meget mørkt og skummelt herinde jeg kan knap nok se de andre "er i okay?!" spørger jeg bekymret og udmattet "ja sådan da!" svare Lykke hun lyder udmattet"jeg har det fint men det er håbløst lige meget hvor meget jeg prøver at komme fri fra lænkerne lykkes det ikke!" svare Sophia opgivende jeg kan høre hende hulke det er lavt men højt nok til at jeg kan høre det "jeg ved godt jeg har selv prøve, vi må finde på en plan eller noget!" siger jeg, det er med (er i okay) det var et temmelig dumt spørgsmål det ved jeg godt, fordi de er selvfølgelig er de ikke OKAY. 

Sophia's synsvinkel.

Jeg er sindsygt træt og ikke nok med det er jeg ekstremt sulten og skal virkeligt på toilettet. Jeg aner heller ikke hvor lang tid vi har tilbragt inde i den her skumle kælder, måske en dag eller to jeg ved det virkeligt ikke. Jeg kan høre trin uden for døren mit hjerte sidder helt oppe i min hals, døren bliver låst op og ind komme selve djævelen (Søren) han kigger skiftevis rundt på os da hans blik når til mig går han med faste skridt hen imod mig, jeg sidder frosset fast til gulvet jeg prøver at bevæge mig men min krop vil ikke gøre som jeg vil. Søren hiver en nøgle frem han sætter sig på hug "hvis du rør dig så slår jeg dig ihjel!" siger han alvorligt og viser mig en kniv jeg kan ikke få et ord frem og sidder stadigvæk helt stille, han får låst lænkerne op og hiver mig op og stå "følg med hvis du prøver på noget ved du godt hvad der sker!" siger søren hårdt.

Karen's synsvinkel.

Pigerne og Søren har været væk i 12 timer nu, åh bare der ikke er sket dem noget slemt! jeg aner ikke hvad jeg skal gøre hvis der er sket dem noget "politiet er på vej nu Karen!" råber Luke fra fra køkkenet. Luke er igang med at lave kaffe til politiet og jeg ja jeg ved ikke hvad jeg skal gøre af mig selv, Michael kommer hen til mig og trækker mig ind i et kram "jeg er helt sikker på der ikke er sket dem noget slemt de skal nok komme helskindet tilbage!" siger han beroligende. Calum og Luke kommer ind med et sølv fad med småkager kaffe og kopper "bare sæt på stue bordet" siger jeg inden de overhovedet kan nå at spørge mig. 

BANK, BANK BANK

jeg begynder at gå ud imod bryggerset, men Asthon kommer mig i forekøbet "jeg åbner!" siger han jeg kan høre ham byde politibetjentene velkommen. Jeg sætter et falsk smil på læberne for at de ikke skal se at jeg er helt ude af den (pisse bekymret) og går ud til dem "skal jeg tage jeres jakker?" spørger jeg med en så glad tone jeg kan mønstre "det må du gerne mange tak!" siger den ene af dem, Asthon og jeg tager deres jakker og hænger dem op på bøjler "følg med!" siger jeg og følger dem ind i stuen hvor drengene venter. Betjentene begynder at give hånd, og hilse på de andre nu er de nået til mig "Karen!" siger jeg og rækker hånden frem imod dem "John!" siger den ene "Mads!" siger den anden de smiler begge venligt til mig.

Søren's synsvinkel.

Sophia følger med mig hun har ikke prøvet på noget endnu men det regner jeg heller ikke med at hun gør, ide hele taget var det ikke meningen jeg skulle have bortført/kidnappet Lykke og hendes veninder. Jeg så det egentligt som en sidste udvej, min kone (Karen) ville ikke have operationen uden den dør hun og jeg vil ikke have Lykke skal leve uden sin mor, jeg vil heller ikke miste hende. Jeg tager hårdt fat i Sophias arm og hiver hende ind i et lille rum "sæt dig Sophia!" siger jeg hårdt hun gør som jeg siger og sætter sig ned på stolen, jeg finder håndjernene tapen og rebene frem "hvorfor gør du det her!" skriger hun tårerne triller ned af kinderne på hende. Jeg har fået den ene side af håndjernene på Sophia, hun spræller som en sindsyg "skrid din stodder!" hyler hun og skubber hårdt til mig inden jeg når at få fat i Sophia er hun ude af døren "KOM TILBAGE!" råber jeg og sætter i løb. 

Ide hele taget er jeg ret glad for at jeg tog pigerne helt her ud (der hvor kragerne vender) fordi der er ikke nogen der bor ikke nogen lige i nærheden, jeg hører skramlen ude fra køkkenet og løber der ud. Jeg ser Sophia stå med en køkken kniv den er rettet imod mig "ikke et skridt mere ellers dræber jeg mig selv!" hyler hun, tårerne triller stadigvæk ned af kinderne på hende. 

hej mine små ællinger.
jeg undskylder mange gange 
for den meget lange
vente tid jeg håber i kan
lide det nye kapitel smid gerne en 
kommentar eller et like det vil
gøre mig meget glad.

Emilie