Mit liv.

skal jeg sige ja?

Lykkes synsvinkel.

Den er 08:05 om morgenen så der faktisk kun 25 min til at jeg skal sidde på min sædvanlige plads i klasse lokalet, der er bare lige det at jeg har valgt at tage fri (rettere sagt jeg vælger at pjække) idag fordi jeg vil gerne tjekke op på Michael og få en meget GOD! forklaring på hvad der skete for to dage siden. Skolen sender sikkert en mail til mine forældre om at jeg ikke kom i skole idag, jeg har valgt at fortælle sandheden denne gang for som man siger sandheden kommer man længst med men jeg håber sgu at de vil forstå det. Når jeg går træt ned af trapperne og ind i køkkenet tager en skål og ske, min morgenmad bliver min ynglings nemlig havregryn jeg hælder havregrynet ned i skålen og på med mælken jeg er hurtig færdig med morgenmaden og er nu på vej ud af døren.

 Istedet for at kontakte Michael for at spørge om han vil hente mig så vælger jeg at tage bussen hold kæft det er fandme også hvad hunrede år siden sidst jeg har gjort det, kl er 09:15 og bussen skulle have været her for 10 min siden jeg synes nu eller jeg havde tjekket bus tiderne rigtigt men fuck det jeg venter da bare lidt længere, når jo nu kan jeg huske hvorfor jeg holde op med at tage bussen det er fordi de ALTID! kommer for sent. Ud af horisonten kan jeg se at bussen endelig kommer kørene hen imod mig, den standser og jeg går ind får en bus billet jeg går ned bagerest og sætter mig inderst for at kunne se ud af vinduet, Efter lidt tid er jeg der hvor jeg skal af så jeg trykker på stop knappen og står af.

Jeg stikker hænderne i lommerne og begynder min færd hen til drengenes lejlighed, jeg står foran deres dør til lejligheden og skal til at banke på men tøver altså hvad fanden skal jeg sige øhm lad os starte med et hej ja det gør vi (hold kæft jeg føler mig dum jeg ved for helvede ikke hvad jeg skal sige, men jeg ved jo altid hvad jeg skal sige så hvorfor nu hvorfor!?) okay jeg tager mod til mig og banker på (bank bank bank!) der går lidt tid før døren bliver åbnet og jeg bliver mødt af Luke "hej Lykke kom ind" siger han og træder til side så jeg kan komme indenfor "øh hej Luke" svare jeg ham imens jeg tager mit overtøj af og følges med ham ind i stuen, de andre vender hovederne og får øje på mig "HEJ Lykke!" siger de i kor jeg smiler stort til dem imens tager jeg hånden op til hovedet og klør mig lidt i håret "må jeg lige snakke med Michael under fire øjne?" spørger jeg nervøst. De nikker og går fnisende ud af stuen. Jeg sætter mig ved siden af ham og prøver at få øjenkontakt med ham men Michael undgår mit blik ved at kigge ned i gulvet "må jeg godt få en forklaring på hvad der skete?!" begynder jeg. 

Michaels synsvinkel.

Jeg løfter hovedet og kigger hende i øjnene "ja det må du vel godt!" svare jeg hende Lykke kigger på mig med et meget alvorligt glimt i øjet, når det skal vel overstå-es så jeg begynder på hvorfor hun endte med at finde mig med med næseblod og Christopher. Lykke følger lystigt med i hvad jeg sige, hun får meget store øjne "så du gjorde det fordi at du synes at han skulle betale for det han havde såret mig!?" spørger hun, jeg nikker stille "men Lykke der er en ting mere jeg sagde til ham" siger jeg og jeg kan hurtigt mærke mine kinder bluser op "hvad sagde du?" spørger hun måske lidt for spændt "jeg, jeg sagde at vi var kommet sammen!" svare jeg og kigger rødmende ned i gulvet. Lykke kigger op og smiler stort "drenge i kan godt komme frem istedet for at smug lytte til vores samtale!" siger hun med hævet stemme og de kommer alle fire frem fra deres skjul, jeg rejser mig hurtigt op og tager hende i hånden "så! Lykke vil du gøre mig den ære komme sammen med mig?" spørger jeg nervøst.

hej mine ællinger.

så tog han endelig mod til sig og spurgte hende
hvad mon Lykkes svar bliver?
jeg håber i kan li kapitlet og jeg undskylder for at
det er et lidt kort kapitel, men sådan er det
jo nogle gange hvis i har nogle ideer så
sig endelig til for det kan jeg skam godt bruge.

KH. Emilie.