Mit liv.

DØENDE!?

Eddas synsvinkel.

vi har nu kørt i en halv time sådan cirka, jeg vil stærkt gætte på at Lykkes far har kørt forkert eller endnu værre faret vild. Og byen er sygt lille "øhm hvornår er vi der?" spørger Sophia og sender lille nervøst smil ud i den tomme luft, Lykkes far kigger på skift rundt på os alle tre igennem bakspejlet "piger vi er ikke på vej hen til jeres små venner!" siger han i en hård og temmelig skræmmende tone. Lykke sender og et blik der siger (hvad fanden sker der blandet med hold kæft jeg skidder grønne grise med glimmer på, af skræk) man skulle fandme tro at hun havde set et spøgelse, også er der Sophia hun er besvimet men bare rolig det gør hun tit når hun er bange.

Lykkes synsvinkel.

Altså hvad fanden skete der lige jeg må have hørt forkert, fordi min far er ikke den slags person som kidnapper folk "undskyld mig! hvad var det lige du sagde?" spørger jeg alvorligt "nu skal jeg forklare!" siger min far og holder åbenbart en lille pause som gør det hele noget mere skræmmende. Edda prøver at mime hvad fanden foregår der? til mig men jeg når ikke at mime noget tilbage "jeg tager jer et sted hen hvor ingen kan finde jer!" siger min far med ro i stemmen. Hvordan i helvede kan han være så rolig? hvem er han og hvad har han gjort ved min far "hvorfor gør du det her mod os?" spørger en hulkende Edda "Jeg gør det fordi Lykkes mor er DØENDE!" svare han og ser trist ud "er, er mor døende?" hulker jeg og begynder stille at græde.

jeg tager mig til hovedet det føleles som om mit hoved er ved at eksplodere, at finde ud af at ens egen far er en psykopat og at ens mor er DØENDE! er ikke ligefrem sjovt det kan du bande på at det ikke er. Sophia er lige vågnet Hun ser pænt forvirret ud fordi hun er vågnet op til at både Edda og jeg græder "hvad er der sket?" hvisker hun stille, jeg får ikke en chance for at svare hende fordi min opmærksomhed ligger et helt andet sted. Min far stopper bilen og låser alle bilens døre, han roder rundt i en taske eller noget og det han finder frem er nogle kanyler med en form for noget gennemsigtigt væske. Jeg begynder at gå i panik, jeg prøver at søge efter noget jeg kan slå min far bevistløs med eller bare noget som kan hjælpe os med at komme væk når jo forhelvede vi har stadigvæk vores telefoner.

Sørens synsvinkel. (faren)

Jeg ved godt at det er et kæmpe chok! bare pludseligt ud af det blå få at vide at ens egen mor er døende, og det er tydeligt at Lykke er knust og i kæmpe konflikt med sig selv. Fordi hun har jo også lige fundet ud af at hendes far kidnapper hende og hendes VENINDER, men for mit vedkommende føler jeg det jeg gør er nødvendigt fordi jeg vil IKKE! miste min kone, jeg kører ind på en rasteplads parkere bilen og låser alle bilens dører. Jeg finder kanylerne frem (med bedøvelses/søve middel) jeg vender mig om for at give Lykke den første sprøjte, skrækken står malet i hendes ansigt. idet Lykke finder sin iphone frem gisper jeg højt oh, shit jeg griber hurtigt frem efter hendes iphone og til mit held Lykkedes det jeg tager også Eddas og Sophias iphones. 

Efter maxs femten minutters anstrengelse fik jeg givet dem alle tre en sprøjte (med bedøvelses/søve middel) jeg starter bilen og køre imod det et hus der ligger så langt ude, at det er der hvor kragerne vender. Da vi er ankommet til huset er (bedøvelses/søve middelet) næsten ude af deres kroppes system, så jeg skynder mig at bærer pigerne en efter en ned af nogle trapper og ind den (hemmelige) kælder. Jeg lægger pigerne et godt stykke fra hinanden så de ikke kan prøve at komme fri, ikke nok med det lænker jeg dem også til væggen pigerne er ved at vågne nu "godt i er vågnet!" siger jeg lidt creepy.

Hej mine ællinger.
jeg undskylder for vente tiden
plus det korte kapitel, men jeg har så
en nyhed til jer. Bogen her bliver oversat 
til engelsk, altså jeg skriver (en ny bog)
det er nøjagtig den samme bare oversat til 
engelsk, håber i kan lide kapitlet.

Kh. Emilie.