Mit liv.

hjerte stop!

Karens synsvinkel.

Ej hvor ligger jeg dårligt tænker jeg og prøver at finde en god stilling at ligge i, okay jeg vender mig om for at se om jeg kan ligge bare lidt bedre "av for helvede!!" brokker jeg mig og ømmer mig lidt fordi det gjorde altså pænt ondt at slå sin fod ind i. Hvad var det jeg slog min fod ind i jeg åbner mine øjne op "hvad laver jeg nede i stuen?" spørger jeg mig selv om, men jeg slog min fod ind i stue bordet når lige gyldigt jeg rejser mig fra sofaen og går ud i køkkenet for at lave morgenmad til min mand Lykke og jeg. Jeg går hen til køleskabet og finder nogle æg da jeg har gjort det finder jeg en gaffel, skål og sætter den på bordet men jeg begynder at slå æggene ud i den skål jeg fandt men pludselig er der en tanke der slår mig og det løber koldt ned af min ryg "det er da rigtigt de er her ikke" mumler jeg til mig selv. 

Jeg kan mærke der triller tåre ned af mine kinder "HVORFOR! hvorfor sker det HER? hvorfor skal det lige præcis ske for min familie!" råber jeg ud i den tomme luft og smider skålen med æg ind i væggen så den smadre i tusinde  stykker. Jeg lader mig glide ned af køkken bordet og mine tåre bliver nu til et vandfald, altså hvad fanden er det jeg skal gøre min datter og mand er forsvundet (ring ring ring)  det giver et spjæt i mig da min mobil pludseligt begynder at ringe, jeg rejser mig op. problemet er at jeg kan høre den ringe men jeg kan ikke finde den, jeg går hen i kontoret og den ligger forhelvede på bordet jeg tager den 

OPKALD P: Politi K: Karen

P: hej er det Karen jeg snakker med?
K: ja det er det har i nogle nyheder omkring at min mand og datter der er forsvundet
P: ja det har vi 
(jeg puster lettet op og der danner sig et kæmpe smil på mine læber)
K: hvad er det for nogle nyheder?
P: vi har fundet din mands bil ved et tankstation ude på landet
K: okay det var da besynderligt at finde den lige præcis på landet
P: men vi fandt også noget inde i bilen!
(der danner sig en kæmpe knude i min mave og jeg bliver nervøs)
K: hvad var det i fandt i bilen?
P: vi fandt nogle kanyler der faktisk havde været et bestemt sovemid
(jeg begynder stille at hyrperventilere, telefonen falder ud af min hånd og ned på gulvet jeg bliver meget dålig og har det som om jeg skal besvime.)
P: Karen hvad sker der? er du okay?
K: jeg har det som om jeg skal besvime HJÆLP!

OPKALD AFSLUTTET.

Politi mandens synsvinkel (Christopher)

Jeg lægger hurtigt på og finder det program som kan finde lokalituionen på hvor hun er henne "der er nogle der skal med mig ud til (siger adresse) skynd jer!" nogle andre politibetjente kommer ind på mit kontor og gør tegn for at vise de er klar til at tage afsted. 
Vi er på vej derhen lige nu, men det føles som om tiden går i snegle FART! "vi tjekker som det første hvordan kvinden (Karen) har det er det forstået?" spørger jeg dem alvorligt om "ja!" svare de i munden på hinanden.

Endelig er vi ved hendes adresse jeg åbner hurtigt bildøren skynder mig at lukke den igen, og sætter i løb hen imod huset en af de andre åbner døren og vi går ind alle tre. Vi søger igennem hele huset, i køkkenet er der æg op af væggen og en smadret glas skål nede på gulvet. Det er så meget lige gyldigt jeg afhøre hende lidt senere, jeg giver mig til at søge videre efter hende "jeg har fundet hende!" bliver der råbt.

Jeg løber ovenpå "hvor er i!?" råber jeg fustreret "inde i tredje rum til venstre ovenpå!" råber en af dem, jeg løber ind i det tredje rum som ligger til venstre "hvordan har hun det?" spørger jeg dem om "hun er bevidstløs og hun har ingen puls! vi skal tilkalde en ambulance!" svarer den ene af dem "men så gør det dog!" råber jeg (jeg føler virkelig at det er min skyld det her, altså hvem vil ikke gå i shok når man for at vide at ens mand måske er hoved mistænkt i sagen!) den ene er igang med  hjerte massage og den anden snakker med ambulance mændene (telefon) efter lidt tid kommer der ambulance folk løbene ind af døren, de får hende lagt op på en båre og sætter en eller anden hjerte massage maskine på hende. 

Karen måtte have fået så stort et shok at det havde gjort at hun har fået et hjerte stop, jeg har så stor skyld følelse at du tror det er løgn det gør så ondt indeni. Vi er på vej tilbage til politi stationen "jeg sætter jer af og så kører jeg op til hospitalet for at snakke med hende når hun er kommet sig lidt (HVIS hun vågner) de nikker begge tog og så er der igen helt stille i bilen. Jeg har fået sat de andre af og er endelig ved hospitalet. 

Jeg parkere bilen og løber ind til skrænken "hvad kan jeg hjælpe dig med?" siger hun venligt "jeg skal besøge en patient Karen Homann er hendes navn!" svare jeg for pustet "værelse 326 4 etage" svare hun igen venligt jeg nikker som tak og skynder mig hen til værelse 326. jeg stopper lettet op foran hendes værelse (hun overlevede) det letter den store skyldfølelse en anelse, jeg åbner stille døren og går ind til hende hun ligger og sover lige nu så jeg flytter stolen hen til sengen og sætter mig ned for at vente.

HEJ MINE SØDE ÆLLINGER.
jeg er ked af den ekstrem lange
vente tid jeg håber der imod at i kan
li det nye kapitel.

kh Emilie.