Mit liv.

støtte fra vennerne/veninderne

Christophers synsvinkel.

Okay hvad skete der lige, for to sekunder siden stod vi og kyssede nu står jeg her alene. jeg køre fustreret hånden igennem håret, jeg ser Luke komme gående hen imod mig "hvad så Chris?" spørger Luke og smiler i håb om at det opmuntre mig, men det gør det ikke. uden at svare ham vender jeg mig bare om og går min vej og efterlader ham helt alene i den tomme skole gang, jeg kan høre ham råbe efter mig men jeg går bare videre. da jeg er kommet i til parkerings pladsen stopper jeg pludselig op min hjerne fortæller mig at jeg skal være ligeglad med Lykke men mit hjerte siger at jeg skal finde hende. altså hvad fanden skal jeg gøre tænker jeg, jeg svinger mit ben over motorcyklen gasser op og køre afsted. da jeg er lige kommet ind af døren kan jeg høre min mobil ringe så jeg fisker den op af lommen og tager den op til øret.

telefon samtale L: LUKE C: Chris

L: hvorfor fanden gik du bare
C: det ved jeg ikke OKAY!
L: hvad er der galt med dig er der sket
noget som for eksempel noget som handler om Lykke
L: hey er du der?
C: ja men NEJ! der er ikke sket noget
L: jo der er så!
C: bare lad mig være i fred okay!
L: okay okay rolig man

også ligger jeg på sikke en dag, jeg ved slet ikke hvad jeg skal gøre af mig selv. Men der er en ting jeg kan sige jeg er ikke som i overhovedet ikke forelsket i Lykke, lige nu ligger jeg inde i stuen og ser et eller andet program i fjernsynet aner ikke hvad det er. det ringer på døren så jeg rejser mig dovent fra sofaen ud i gangen, jeg åbner døren og ser det er Luke "sagde jeg ikke til dig at du skulle lade mig være i fred!" siger jeg vredt han rømmer sig "øhm jo det gjorde du men jeg høre aldrig efter alligevel" svare han, jeg træder til side, han går ind. jeg går ud i køkkenet finder to øl og går ind i stuen, jeg sætter mig ved siden af Luke "fortæl nu hvad der er galt" siger han og skubber lidt til mig "har jeg overhovedet noget valg?" spørger jeg med et fustreret ansigts udtryk, han ryster på hovedet "okay" siger jeg og tager armene over hovedet for at vise at jeg over giver mig. vi åbner begge vore øl, og jeg giver mig til at fortælle hele den lange historie om hvad der skete tidligere idag. han sidder og lytter uhyggeligt meget efter fordihan plejer ikke at sidde så koncentreret som han gør lige nu "okay så hun skubbede dig væk og løb sin vej og nu ved du ikke hvad du skal gøre ved det?" spørger han mig med en undrende ansigt udtryk. jeg nikker stille og kigger ned i gulvet "ja hvorfor gjorde jeg det overhovedet?" spørger jeg Luke begynder at smile overdrevet meget "jeg ved godt hvorfor! du har fået følelser for hende" siger Luke og begynder at fnise lavt "NEJ! det har jeg som i overhovedet ikke fået" siger jeg med hævet stemme "jo du har så, du vil bare ikke indrømme det" svare han mig grinende.

Lykkes synsvinkel.

Jeg er endelig nået hjem igen, da jeg træder ind af hoveddøren rammer duften af pandekager mig, hvorfor dufter det af pandekager, det er mærkeligt jeg er jo alene hjemme. jeg lister stille ud i køkkenet, men det eneste jeg finder er en mega stor stak pandekager på spise bordet men der står dækket til tre personer. nu kan jeg høre stemmer de taler meget lavt så jeg kan ikke høre hvem det er og det irritere mig rigtig meget. jeg tager en køkken kniv lister ind i stuen og gemmer mig bag sofaen, nu kan jeg høre personerne komme nærmere. Jeg hopper ud fra mit gemme sted og ind foran personerne "aaarrgghhh" skriger de men til mit held er det Sophia og Edda da de har fået pusten igen, begynder de at grine lidt jeg står tilbage er lidt forvirret "du må aldrig skræmme os sådan igen og hvad laver du med den der køkken kniv" siger Edda grinende "det kunne jo være en eller random person som ville bortføre mig så jeg ville lige sikre mig!" svare jeg og begynder at grine med. jeg ligger kniven tilbage på plads og sætter mig ned med pigerne og begynder at guffe de lækre pandekager i mig "når vil du tale om hvad der skete mellem dig og Christopher idag?" spørger Sophia jeg nikker på hovedet og smiler "jeg er så glad for at jeg har jer" siger og giver dem et større smil end før. også giver jeg den meget lange historie på hvad der skete, vi snakkede i hvad 2 timer om det hele da klokken var blevet 19:00 smed jeg dem ud af huset eller rettere sagt de tog begge hjem til dem selv.

hej mine ællinger.
undskyld for den lange pause
jeg håber i kan li mit kap er så glad
for at min skrive blokade endelig er
væk det er meget dejligt at skrive igen.

kh. Emilie.