Two boys, 24 days •Dolan Twins• // Afsluttet

Kapitel 16

Rosies synsvinkel

Jeg kigger mig en sidste gang ind i spejlet. Kjolen sidder stramt om min krop, og jeg har endnu ikke fundet ud af, om jeg kan lide det. Det er tvillingernes fødselsdag hvilket vil sige at der selvfølgeligt er fest. Festen bliver holdt ovre i varehuset, og drengene venter kun på mig nu. Jeg lavede fødselsdagsmorgenbord for dem i morges, og de blev virkeligt glade. Jeg stod tidligt op og lavede pandekager, som de jo virkeligt elsker, og så fik de deres gave. De blev begge virkeligt overraskede men også meget begejstrede. Og måske lidt for begejstrede. For de ville ud og teste den med det samme, og det første Ethan gjorde var, at flyve dronen direkte ind i et træ.

Jeg kigger mig igen i spejlet og vælger, at min røde kjole er fin. Jeg har bare tænkt mig at tage vans på til kjolen, da jeg ikke har lyst til stiletter. De er ikke rigtigt mig, og det bliver de nok heller ikke. Jeg kan bare meget godt lide behageligt fodtøj, og det er de altså ikke. I hvert fald ikke dem jeg ejer.

Jeg tager en dyb indånding og åbner så døren ud til gangen. Jeg kan høre drengenes stemmer nede i stuen, og jeg går stille derned.

" Slap af bro... det skal nok gå! " Siger Grayson ude fra køkkenet.

" Tak... det håber jeg også " Lyder Ethans stemme.

Jeg træder ind i rummet, og de kigger begge over mod mig. Ethans øjne bliver store, og Grayson smiler stort til mig.

" Wauw Rosie! Det må jeg nok sige... " Siger han smilende, og jeg rødmer som altid. Grayson har selv en grå/blå skjorte på og nogle ret så fancy bukser, og Ethan har en lyseblå skjorte på og nogle sorte jeans til.

" Du ser heller ikke værst ud " Siger jeg komplimenterende, og Grayson smiler tilbage. Vi kigger så begge på Ethan, og Grayson rømmer sig. Ethan vågner op fra en form for trance, og han møder mine øjne. De er mørkere end normalt, men de er også en del mere intense. Hans mund er let åbne, og han ligner en der har set en engel.

" Du er virkeligt smuk ud " Siger han, og jeg kigger overrasket på ham. Ethan kigger rødmende ned i jorden, og Grayson ler. Grayson visker noget til Ethan, og han giver mig så et vink og forsvinder ud af lejligheden.

" Jeg venter i bilen " Råber han, og så er han væk. Jeg går stille over til Ethan og smiler til ham. Han kigger op på mig igen og smiler.

" Du ser også ret godt ud " Siger jeg smilende. Sommerfuglene fra tidligere er tilbage, og jeg føler en form for lethed i min krop. Han smiler ned til mig.

" Er du klar til at møde familien? " Spørger han og smiler skævt. Jeg trækker nervøst på skuldrene.

" Altså jeg er ret klodset, så vi burde måske pakke mig ind i bobleplast, før at vi tager afsted " Siger jeg. Ethan ler sin vidunderlige latter, og den får næsten nervøsiteten til at gå væk. Han smiler varmt ned til mig, og jeg glemmer næsten af trække vejret.

" Bare rolig! De vil elske dig " Siger han. I det øjeblik er det som om, at tiden stopper. Og en stemme begynder at snakke til mig langt indefra. Fortæl ham det! Fortæl det! Jeg kigger ham ind i øjnene. Camerons ord fra vores shoppetur er tilbage. Flirtende blikke. I ville være søde sammen! Måske ville vi det faktisk. Måske ville mig og Ethan have en chance som et par! Men det får vi ikke, hvis jeg ikke mander mig op og fortæller mine følelser.

" Rosie? " Spørger Ethan. Men hvornår ved man, at det er tidspunktet til at fortælle om sine følelser? Måske senere. Det er deres fødselsdag, og så kan jeg nå at snakke med Cameron inden. Hun kan hjælpe mig!

" Jeg er klar til at gå! " Siger jeg. Ethan kigger overrasket på mig og ligner en der skulle til at sige noget. Jeg smutter over til døren og hopper i mine vans, og Ethan følger forvirret med. Jeg smiler bare stort til ham. Han ved slet ikke, hvad han har i vente i aften.