Two boys, 24 days •Dolan Twins• // Afsluttet

Kapitel 15

Rosies synsvinkel

Jeg åbner forvirret mine øjne og kigger op i et hvidt loft. Jeg kigger forvirret rundt, og jeg opdager, at jeg befinder mig på en sofa. Men jeg var i varehuset? Jeg er tilbage i drengenes lejlighed. Jeg sætter mig helt op og kigger rundt. Jeg tager mig til hovedet, men det dunker ikke. Jeg kigger rundt, og jeg opfanger så Ethans stemme ude fra gangen.

" Ja... han er okay mor! Han ligger og sover nu, og det er altså ikke første gang, at han brækker armen "

Jeg gætter på, at han snakker i telefon. Hans fodtrin kommer så tættere på, og han kommer frem i døren ind til stuen, og da han ser mig smiler han.

" Ja hun er lige vågnet. Ja jeg skal nok tage mig af hende... og ja du må gerne møde hende en dag " Siger han. Han siger så farvel og lægger på. Han kommer smilende hen til mig.

" Hey du " Siger han og sætter sig ved siden af mig. Jeg smiler op til ham.

" Er det ikke lidt tidligt allerede at møde din mor? " Spørger jeg og fniser, og Ethan kinder bliver svagt rosa, og han griner lavt.

" Det er kun hvis du vil selvfølgeligt... min mor har bare hørt meget om dig, og hun er meget nysgerrig " Siger han. Jeg nikker og lægger hovedet på skrå.

" Hvem har mon snakket om mig? " Spørger jeg og griner af ham, for han bliver helt stille. Måske har Cameron ret. Måske har han også følelser for mig.

" Æh... " Starter Ethan, men jeg afbryder ham ved at ryste på hovedet.

" Det var bare for sjov! Men du må hellere fortælle mig hvad der er sket, for jeg er ærligt ret så forvirret lige nu " Siger jeg. Ethan griner af mig.

" At være forvirret og klodset, er det det eneste du er blevet skabt til?" Spørger han.

" Hey " Siger jeg og dasker ham i siden, men det får ham kun til at grine mere.

" Jeg er da også virkeligt sød, klog og jeg er pisse lækker "

Mine ord får Ethan til næsten at min kvalt i sine egne grin, og han begynder at hoste. Jeg griner af ham, og da han er færdig med at hoste, kigger han over på mig med mørkere øjne end før. Jeg forstår stadigt ikke hvordan, at han ikke har en kæreste.

" Du ser faktisk ikke særligt dårligt ud " Siger han, og jeg stopper nærmest med at trække vejret. Jeg kigger overrasket på ham. Det havde jeg ikke forventet, at han ville sige. Hans mund trækker sig op i et skævt smil af min reaktion, og jeg rødmer kraftigt.

" Skal du ikke sige noget tilbage? " Spørger han grinende. Jeg kigger op på ham og griner.

" Så beskeden du er, var? " Griner jeg. Ethan griner også.

" Men jeg er sgu da også mega lækker! " Siger han. Jeg kigger ham i øjnene. Han ved godt, at jeg syntes det samme.

" Men jeg er det mest " Siger jeg. Han stirrer på mig med løftet øjenbryn.

" Øh nej? " Siger han.

" Øh jo? " Svarer jeg.

" Vent! " Siger jeg før, at han når at sige mig imod igen.

" Hvad? " Spørger han forvirret.

" Jeg ved hvad der er brug for! " Siger jeg og smiler. Ethan kigger forvirret på mig.

" Og det er? " Spørger han.

" En dance battle! " Siger jeg begejstret. Ethan stirrer med store øjne på mig.

" Det har da intet med noget at gøre? " Siger han forvirret.

" Jo det har! Hvis man virkeligt er lækker, så er man også lækker når man danser " Siger jeg. Ethan stirrer skræmt på mig. Jeg griner indvendigt af ham. Det her bliver så sjovt!

" Danse er en af de enkelte ting, som jeg ikke har mestret " Siger Ethan. Jeg griner af ham. Kan ikke holde det tilbage. Jeg har jo været inde og stalket dem lidt, og hvis man søger på videoer af dem danse, er det videoer hvor de ligner døde fisk der spræller. De er nærmest sjovere end katte videoer. Og det siger en del. 

" Men først... forklar lige hvad der er sket! " Siger jeg. Ethan kigger først forvirret frem for sig men husker så, at vi skiftede emne, og han forklarer mig det hele. Grayson har brækket armen, Cameron tog ham med på hospital, fordi at jeg besvimede. Han tog mig med hjem og puttede mig på sofaen, og selvom det er en enkelt handling som de fleste nok ville have gjort, hvis de var i samme situation som ham, så finder jeg det stadigt utroligt kærligt og sødt.

*** 

" Jeg kan ikke mere... " Stønner Ethan og bevæger sig som en sprællende fisk. Jeg griner af ham og danser videre til musikken. Jeg holder nøje øje med skærmen, og det overrasker mig, at de har Just Dance liggende. Jeg personligt elsker det spil, men jeg har aldrig selv haft det.

Sangen slutter inden længe, og solen er allerede gået ned, og stuen er nu dækket af mørke. Det eneste der lyser den op, er det blå lys fra skærmen. Oppe på skærmen kommer der et billede, og jeg har vundet stort over Ethan... ligesom i de sidste ti danse.

" Jeg vandt " Griner jeg glad. Ethan lægger sin kontroller fra sig og nikker.

" Det gjorde du! Lige fra starten " Siger han. Jeg lægger også min ned på plads. Jeg slukker tv'et og alt bliver mørkt omkring os.

" Indrøm det, jeg er en god danser " Siger jeg smilende og vender mig mod ham. Jeg kan ane omridset af ham. Men pludseligt er han væk. Jeg kigger forvirret rundt i mørket.

" Ethan? " Spørger jeg forvirret og min puls stiger med det samme. Jeg hader mørke. Stilhed og mørke er det værste jeg ved, lige efter måger. De dyr er aggressive, jeg siger det bare.

Jeg træder usikkert frem i mørket med min arm skærmende foran mig.

" Ethan! " Prøver jeg igen lidt højere. Jeg vil nødigt vække Grayson. Jeg træder endnu et skridt frem, da noget pludseligt tager fat op mine hofter bagfra, og jeg hopper flere meter op i luften bare af skræk, og jeg vælter over mine egne fødder. Jeg skriger af mine lungers fulde kraft, og jeg lukker mine øjne og forventer at ramme det hårde gulv men to stærke arme lægger sig om mig, og jeg kigger forvirret op på en person.

" Er man lidt klodset, hva Rosie? " Siger Ethan og selvom her er mørkt, kan jeg fornemme hans skæve smil på hans læber. Lyset ude fra vejen og månen skinner ind på os, og jeg kan fornemme hans skinnende øjne kigge ned på mig. Jeg nikker bare stille og stirrer intenst tilbage i hans øjne. Hans ansigt kommer tættere ned mod mit, og jeg går i et øjeblik i panik, for jeg tror, at Ethan skal til at kysse mig, men før at jeg når at finde ud af det bliver en dør åbnet og noget lyst tændt, og Grayson kommer træt ud fra hans værelse og stirrer ned på os. Ethan hjælper mig hurtigt op og stå, og vi kigger begge ned på Grayson.

" Hvad laver i? " Spørger han med en træt stemme og kigger forvirret på os. Ethan og jeg sender hinanden et blik, og Ethan åbner tøvende munden, men jeg tager over og svarer.

" Jeg faldt... typisk mig! Jeg blev forvirret i mørket, og jeg faldt over Ethans fod " Siger jeg og griner for mig selv. Graysons mundvige trækker sig op i et lille smil, og han ryster smilende på hovedet.

" Jeg kender ingen så klodset som dig... jeg smutter tilbage i seng... og det burde i også gøre " Siger han. Vi nikker og siger godnat til ham, og han forsvinder ind på værelset igen. Ethan og jeg står tilbage, og jeg retter akavet på mit hår.

" Jeg tror, at jeg smutter i seng nu " Siger jeg efter lidt stilhed, og Ethan nikker. Vi går ned af gangen, og jeg stopper i døren.

" Sov godt " Siger jeg. Ethan nikker. Jeg åbner døren og lige i det, at jeg lukker døren, hører jeg Ethans stemme.

" Sov godt Rose "