Two boys, 24 days •Dolan Twins• // Afsluttet

Kapitel 9

Rosies synsvinkel

Jeg vågner tungt op med en masse tanker myldrende rundt i mit hoved. Jeg har sovet forfærdeligt i nat, og jeg kunne virkeligt godt bruge en kop kaffe. Jeg står op og finder noget tøj som ender med at være en par joggingbukser og en hoodie. Så sætter jeg mit hår op i en rodet knold. Jeg hiver min telefon ud af min lader og ser, at klokken kun er 08:04. Jeg vælger at skrive en seddel til drengene om, at jeg tager en dag alene og lægger den så på køkkenbordet og lister så ud af lejligheden.

Da jeg kommer ned på gaden og rigtigt indånder den friske morgenluft, kan jeg endeligt trække vejret helt. Jeg ved ikke hvad der sker for mit hoved men efter episoden i går med Ethan har mit hoved været et kaos af tanker. Jeg kan slet ikke stoppe med at tænke på Ethan. Hans hår, hans øjne, hans dejlige solbrune hud, i december? Hvordan? Hans mave, hans tøjstil, hans grin, hans smil...

alle disse tanker om ham, har holdt mig vågen hele natten. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre med mig selv, jeg har aldrig følt sådan her før i mit liv.

Jeg når til den Starbucks, jeg havde spottet dagene før og går glad ind i varmen. Det er helt underligt at tænkte at det snart er jul. Og drengene fortalte mig i går at deres fødselsdag er her den 16 december! Jeg skal også finde en gave til dem... jeg føler mig helt stresset. Jeg kan i forvejen ikke se Ethan i øjnene, jeg kan ikke sove, jeg har ingen lejlighed og intet job. Men jeg skal finde en gave til dem. Det er det mindste som jeg kan gøre for dem.

Jeg stiller mig hen i køen og det bliver hurtigt mig. Jeg bestiller min kaffe og finder et bord ovre ved et vindue. Jeg bliver kaldt op kort tid efter, og jeg sætter mig tilbage på min plads med min kaffe. Gud hvor har jeg savnet kaffe!

Imens jeg drikker den, sidder jeg bare og kigger ud på byen og alle menneskerne. Der er allerede en masse som er ude og købe julegaver. Ikke mange, men man spotter indimellem folk med pakker og gaver. Jeg ved ikke engang hvordan jeg har tænkt mig at holde jul i år. Og på en måde midt i alt det her rod, savner jeg, da jeg var lille. Jul har altid været min yndlings højtid. Jeg husker, da jeg var lille, da mig og min mor bagte julekager den 21 december. Den 22 tog vi på et hyggeligt julemarked som vi altid tog på, hvor min mor og jeg ville købe en ny nisse til samlingen. Min mor har en kæmpe kærlighed til nisser. Den 23 ville vi køre ud og løbe juletræ og så pynte det da det var kommet hjem i stuen. Den 24 ville hele familien komme over, og vi ville holde jul.

Jeg savner gamle dage. Dengang var ens eneste bekymring hvis man ikke kunne finde en legekammerat. Jeg har så meget at tænke på i dag.

Og sjovt nok er Ethan det eneste i mine tanker. Jeg ved ikke hvad han har gjort ved mig. Men jeg har på fornemmelsen hvad det er der sker. Jeg... jeg falder for ham! Det eneste jeg aftalte med mig selv at der ikke skulle ske. Jeg har bare ikke tid til at have en kæreste. Måske hvis situationen var anderledes men ikke som det er nu. Jeg ved dårligt nok hvem jeg er. Jeg har så mange problemer, og ingen af drengene ved rigtigt noget om min tid tilbage i Brighton. Om den måde min far drak... eller... den måde han misbrugte mig! Derfor har jeg aldrig rigtigt ladet nogen komme tæt på. Hver eneste gang nogen rører ved mig er det som om, at jeg kan se det hele for mig igen.

Min far var engang en god mand. Men så blev han fyret. Vores families økonomi gik ikke godt. Han begyndte at drikke. Min mor vidste det godt men ignorerede det. Hun lod som ingenting og forventede, at jeg også gjorde det samme. Jeg prøvede, men da han begyndte at misbruge mig, kunne jeg ikke ignorere det. Jeg prøvede at snakke med min mor om det, men hun benægtede det hele. Som om de gule og blå mærke på min krop ikke var bevis nok. Så da jeg endelig fik muligheden for at flytte, der tog jeg den. Jeg har virkeligt ikke lyst til at komme hjem nogensinde. Min far vil jeg aldrig se mere.

Og det var ikke engang kun min far den var gal med. Da jeg startede på gymnasiet hjemme i England, mødte jeg den her dreng. Han hed Daniel. Jeg troede virkeligt at han var den eneste ene. Jeg gav alt jeg havde til ham. Han hjalp mig med at glemme min lorte familie. Men vores forhold gik for langsomt for ham. Han ville tage skridtet videre, men jeg var ikke klar. Han begyndte så at presse mig, men han vidste aldrig at min far havde sørget for, at jeg ikke var jomfru. Han vidste ingenting. Men han ville, og han var meget stærkere end mig. Så en aften inviterede ham mig med hjem. Han havde sagt at vi skulle se en film og hygge, og jeg glædede mig. Men det var slet ikke det han havde haft i tankerne. Da jeg vågnede næsten morgen var jeg fuldstændigt smadret. Jeg kunne ikke gå, og jeg havde mærker overalt. Jeg slog op. Jeg lukkede ham ude. Desværre havde der også været nogle andre ting med vores forhold. som gjorde det endnu sværere for mig.

En måned efter den hændelse åbnede muligheden sig for, at jeg kunne tage hertil. Jeg greb den. Min mor troede ikke på mig, men det gjorde min mormor.

Min fortid er noget rod. Ethan og Grayson ved ingenting. Men de er gode ved mig. Det behandler mig som et menneske. De hjælper mig med at glemme alle de forfærdeligt ting i mit liv. Måske er det dem jeg har brug for. Men det kan også være endnu en fælde. Og jeg er ikke klar til et forhold. Efter alt der er sket, tror jeg næppe, at jeg nogensinde bliver klar. Men der sker noget med mig. Når Ethan kigger på mig, hans blik får mine kinder til at blusse op. Han får en masse sommerfugle frem i min mave, som jeg slet ikke ved hvor kommer fra.

Jeg har efterhånden fået drukket min kaffe, og jeg begiver mig ud i Los Angeles gader igen. Imens jeg går og kigger rundt, begynder det sne. Jeg kan ikke lade være med at smile. Gadelygterne lyser gaderne op, og sneen for det til at virke helt eventyrligt. Bare at gå og se alle de andre glade mennesker på gaden får et smil frem på mine læber. Det er godt at vide, at ikke alle har oplevet det som jeg har.

Jeg kommer til et shopping center, og jeg går målretter derind. Jeg får varmen igen og har egentligt tid til at lægge alle mine bekymrer på hylden og bare fokusere på alle de fantastiske ting man kan købe. Det er 100 år siden at jeg sidst har shoppet. Jeg besøger forskellige forretninger og finder så min yndlings. Urban Outfitters. Jeg finder en virkeligt sød julesweater med små rensdyr på, og jeg finder også en puma hættetrøje. Jeg betaler for tingene og går videre. Jeg kommer forbi en IT forretning og bliver nød til lige at gå derind. Jeg har ingen ide om hvad, jeg skal købe til drengene. Men jeg tænkte på en form for ting de kan bruge til når de filmer videoer. Jeg går rundt og kigger lidt og finder så noget der fanger min opmærksomhed. Nede bagved i forretningen på de dyre hylder står en drone. Jeg kigger på den og prisen. Den er ikke billig, men drengene kunne bruge den til at filme med, og jeg tror faktisk, at de kunne blive meget glade for den. Jeg beslutter at købe den. Det er lidt spontant, men jeg har en god fornemmelse i maven. Jeg beder sødt manden i forretningen om at pakke den ind, og han gør det med et smil på læben. Jeg takker ham mange gange før, at jeg forlader forretningen. Klokken er efterhånden blevet mange. Jeg beslutter at begynde at vende snuden hjemad. Jeg er også blevet rigtigt træt, og jeg kunne godt bare bruge at komme hjem og dovne på sofaen med en film.