Two boys, 24 days •Dolan Twins• // Afsluttet

Kapitel 22

Rosies synsvinkel

Jeg vågner op ved en masse rumsteren ude fra køkkenet. Det tager mig lige et øjeblik at huske, hvor at jeg er, og jeg sætter mig så op i Ethans seng. Jeg kigger på pladsen ved siden af mig og ser, at den er tom. Jeg kigger så over på min telefon, og ser at klokken allerede er 11:23 AM. Jeg må godt nok have været træt. Jeg rejser mig op og finder en sweater og nogle joggingbukser, og jeg sætter mit hår op i en rodet knold. Jeg åbner så døren ud til gangen, og jeg kan tydeligt høre stemmerne og skridtene ude fra køkkenet. Jeg går ned af gangen, og da jeg træder ind i køkkenet, står begge drenge i fult overtøj og Ethan med bilnøgler i den ene hånd, og Grayson med noget i sin raske. Den anden har det vidst bedre, men den er stadig indbundet. Men i det at de ser mig, gemmer Grayson sin væk bag sin ryg, og de kigger overrasket på mig.

" Rosie... godmorgen! " Siger Grayson og ligner virkeligt en der prøver at gemme noget. Jeg kigger nysgerrigt på ham, og jeg krydser så mine arme.

" Hvad har i to gang i? " Spørger jeg grinende. Ethan og Grayson kigger på hinanden og ligner nogen der telepatere, og de kigger så tilbage på mig.

" Vi laver absolut ingenting, og vi vil nu forsætte at lave ingenting udenfor " Meddeler og Ethan. Jeg kigger grinende på ham, imens at han skynder sig ud af døren.

" Du må lige... der er boller i fryseren " Siger Grayson og forsvinder så ud. Jeg kigger på den smækkede dør og ryster så grinende på hovedet. Gad vide hvad de to tvillinger nu har gang i. Jeg går over i køkkenet og laver mig en kop te og laver mig en bolle, og jeg slår mig så ned ovre i sofaen. Jeg har fundet noget papir og en blyant ovre i skuffen, og jeg sætter mig godt tilrette, og jeg begynder så at skrive et kort til min mormor. Det skylder jeg hende virkeligt. Og jeg vil egentligt godt fortælle nyheden med Daniel. Jeg tror virkeligt at det er en hel julegave for hende. Og jeg skriver også og fortæller om min tid med drengene. Jeg ville virkeligt ønske, at hun kunne være her, men sådan går det ikke altid. Men jeg tror nu også, at hun hygger sig derhjemme. Hvis jeg kender hende godt, har hun tændt op i pejsen, hendes kat Rolf ligger på gulvtæppet foran, hende selv er i gang med at bage julekager, og hendes veninder hjælper hende med at pynte op. De hygger sig og snakker. Jeg savner faktisk min mormor en hel del. Hun var en virkeligt god del af min barndom. Nok det eneste gode faktisk. Men det er også takket være hende, at jeg er her hvor, at jeg er i dag. Uden hende ville jeg ikke være kommet ud af mit stofmisbrug. Og jeg ville i hvert fald ikke have rejst til Los Angeles alene. Men se mig nu. På under 24 dage har alt ændret sig, og det er ufatteligt. Det havde jeg aldrig troet på ville være muligt, men det viste sig at være det. Og det er det bedste der nogensinde er sket for mig. Og tanken om, at jeg mødte Ethan ved at støde ind i ham fordi, at jeg er klodset, det er virkeligt underligt. Men han er fantastisk. Han får mig til at føle mig tryg og beskyttet, og han giver mig den her underlige kildende følelse i maven. Jeg tror, at jeg er forelsket. Og tanken om, at han også kan lide mig, får det hele til at snurre rundt. Jeg føler mig som den heldigste person i hele verden. Grayson må vi heller ikke glemme. Den dreng gjorde det hele muligt ved at lukke mig, en fremmed person, ind i deres hjem. Og det vil jeg aldrig glemme. Han er noget særligt, ligesom hans bror. Grayson fortjener mega meget en kæreste. Hun ville blive en af de heldigste piger på hele jorden.

Jeg skriver alle mine tanker og historier ned på papiret, og jeg tager så min frakke på og sko. Jeg putter papiret i lommen og snupper min pung. Jeg snupper så Graysons bilnøgler, og jeg låser lejligheden efter mig. Jeg sætter mig ud i hans bil, og jeg starter den lige så forsigtigt. Jeg håber, at han er okay med, at jeg lige låner den.

Jeg kører ned igennem Los Angeles gader som nu for alvor er klar til jul. Alt er pyntet og oplyst.

Jeg kører ned til det lille posthus, som jeg havde bemærket her en af de andre dage, og jeg holder ind til siden. Derinde bliver jeg mødt at travle mennesker og breve overalt. Jeg går hen og finder en kuvert og nogle frimærker, og jeg får så sendt brevet afsted til min mormor. Jeg takker damen på posthuset, og jeg går så ud igen. I et øjeblik, hvor at jeg står og kigger rundt på snebedækkede Los Angeles, føler jeg mig mere end klar til jul.