Two boys, 24 days •Dolan Twins• // Afsluttet

Kapitel 18

Rosies synsvinkel

Jeg takker Charlie for turen og stirrer op på de genkendelige lejligheder. Charlie kører videre, og jeg tager en dyb indånding. Ingen af deres biler er her, så jeg gætter på, at de er ude. Det håber jeg. De ville gøre det hele nemmere. Jeg går op mod lejligheden og finder ekstra nøglen frem drengene gav mig. Jeg låser stille lejligheden op, og bliver mødt af mørke og stilhed. Perfekt. Det her er den bedste måde for alle.

Jeg går stille ind og finder min vej ind på Ethans værelse, jeg har haft lånt. Mine ting ligger spredt rundt omkring, og jeg samler alt effektivt og hurtigt, og jeg pakker det hele ned i min kuffert. Da jeg er færdig, lægger jeg dynen og puden pænt på plads, før at jeg kigger rundt på det tomme værelse. Så kort tid, men så mange minder. Jeg sukker og skal lige til at græde, men jeg holder tårerne inde. Jeg sætter min kuffert fra mig og går stille hen til en kommode. Jeg åbner den tredje nederste skuffe, den skuffe jeg ved, at Ethan opbevare sine hættetrøjer i. Jeg finder hans lilla hættetrøje frem og tager den op til mig. Den dufter af ham. Jeg kommer sådan til at savne ham. Jeg vil altid huske ham, for han ændrede ting for mig. Det er synd, at det skal ende som det gør.

Jeg lægger hættetrøjen ned i min kuffert, og så lyner jeg den for sidste gang. Jeg ruller den stille ud i gangen og suger alt til mig. Graysons værelse, jeg husker dengang, at jeg skulle vække Ethan, og han så overraskede mig. Første gang jeg så hans mave. Badeværelset... dengang vi var tæt på at kysse. Og ikke mindst stuen, hvor at vi har spillet en masse spil og dansede. Jeg trækker vejret meget hurtigt og mit hjerte hamrer afsted.

Da jeg står ude i stuen, stiller jeg dog min kuffert igen og går hen til køkkenbordet. Jeg åbner en af skufferne og finder en flap papir og en kuglepen. Jeg slår mig ned ved spisebordet og tager en dyb indånding og skriver så alt det ned, som jeg ikke kunne sige højt.

Kære drenge, Ethan og Grayson! Tak for alt. I er de mest fantastiske drenge, jeg har mødt, og i har ændret meget for mig på den gode måde. Jeg er ked af den måde det kommer til at ende på. Jeg er ked af, at jeg ikke har været helt ærlig. Der er nogle ting jeg ikke har fortalt og det er ærligt ret så forvirrende alt sammen. Jeg ved ikke, hvor at jeg skal starte, men jeg vil prøve. Jeg vil gøre det for jer.

Jeg er fra Brighton i England som i nok ved. Jeg boede med min mor og far, og i ved hvordan det stod til med min far. Men der er mere. Jeg... blev ikke opdraget særligt godt derhjemme. Ovre i skolen hang jeg ud med de forkerte, og jeg kom ind i nogle grupper med folk der var ret hardcore. Jeg røg og drak stort set hele tiden. Lidt ligesom min far. Han misbrugte mig derhjemme. Det har jeg ikke fortalt... men jeg kunne ikke. Hvad ville i ikke tænke om mig? Da jeg var væk hjemmefra, drak jeg mig væk for at glemme det. Eller for ikke at være til stede når det skete. Men alkohol var til sidst ikke nok. Så en aften mødte jeg Daniel. Daniel var den sejeste badboy dengang, og han havde kontakter til stoffer. Daniel og jeg mødtes igennem nogle venner, og jeg blev hans højrehånd. Jeg troede, at vi var kærester. Men jeg var en del af hans spil. Hans spil gik ud på at være den med mest magt i kvarteret. Og jeg var ret populær, så jeg var perfekt til at opbygge hans omdømme. Men som sagt, han havde kontakter til stoffer. Og jeg var hurtig på dem sammen med ham. Det var fantastisk. Jeg kunne ikke mærke mig selv, og jeg var ikke tilstede i min egen krop. Ligesom jeg ønskede. Men mit forbrug blev værre. Jeg blev virkeligt afhængig, og jeg begyndte at opbygge en gæld. Det tænkte jeg ikke over. Jeg var høj på liv og fester. Men dagen kom, og min mormor bragte mig tilbage til virkeligheden. Hun fandt ud af hvad der foregik, og hun tog mig til sig. Hun hjalp mig igennem det. Og det er takket være hende, at jeg er her i Los Angeles. Men jeg betalte aldrig min gæld tilbage. Og det er derfor Daniel er her.

Jeg troede ikke, at han ville finde mig. Men det gjorde han, og jeg kan intet gøre. Det er derfor, at jeg rejser. Jeg ved ikke hvorhen men i hvert fald langt væk. Jeg vil ikke have, at der sker noget med jer. Det er bedst for alle på den måde. I har været helt utrolige. Det skal i vide.

Tak for alt det i har givet mig. Jeg lover, at jeg nok en dag skal give jer tilbage. Men lige nu, må jeg væk. Jeg vil altid holde af jer. I har gjort den her december til den mest vidunderlige december nogensinde, og det er jeg jer evigt taknemmelig for.

De kærligste hilsner

Rosie.