Home

23 // familien Gunnarsen og familien White

Hey søde læsere❤️
Dette er desværre sidste kapitel af Take Me Home. Jeg håber i har nydt den, og så skal de lige sige, at min anden bog: "Never Fall for A player" selvfølglig vil blive startet igen.😊
______________________

Jessica's synsvinkel:
I dag er det fredag, og jeg ved hvad du tænker: 'har det ikke lige været mandag?' Og jo det har det, men det er lidt tid siden nu.

Jeg glæder mig helt vildt til efter skole, for Kjell-Erik, Gerd-Anne, Marcus, Martinus og Emma kommer i dag for at hilse på familien White.
Det bliver så sjovt, for Kjell-Erik og Gerd-Anne er på en måde min familie, fordi de har været der mere, end mine rigtige forældre har.
Men Alice og William er mine biologiske forældre, de har bare ikke haft chancen for at være der endnu.
Måske bliver det lidt kedeligt for Emma, da Ariana jo er 2 år yngre end hende, men vi får se.

Jeg glæder mig nok mest til, at Marcus og Martinus kommer, for jeg savner dem begge rigtig meget, og jeg er sikker på, at Sofia bliver rigtig glad, når Marcus kommer herover igen.

***

Skoledagen snøvler sig så langsomt afsted, at jeg tror selv en skildpadde på land kunne overhale os 4 gange!
Og nej det er ikke en overdrivelse.
Lige præcis i dag, hvor familien Gunnarsen kommer, så har skolen besluttet, at der er skole indtil 17:15. Det er så af den lorte grund, at skolen jo var 'oversvømmet' her den anden dag, så derfor mistede vi nogle timer, og dem skal vi så have nu. Bu hu.

Vi skal selvfølglig have matematik, musik og spansk som erstatning, i de 2 timer ekstra vi skal være der.
Det er ikke de værste fag, men absolut heller ikke de bedste.

***

Uret viser, at der er knap 2 minutter tilbage af spansktimen, hvilet betyder 120 sekunder, som jeg begynder at tælle ned fra nu. Nej vent.... jeg mistede 10 sekunder ved at tænke, så 110, 109, 108, 107, 106, 105....
Andre end mig, der tænker, at jeg når at blive sindsyg, inden jeg bliver færdig?

"Jessica! Op!" Råber mis Tate, som smælder sin pegepind ned i bordet. Det giver et smæld fra sig, og HELE klassen er stille.
Wow faldt jeg i søvn på 105 sekunder? Det må være ny rekord, selv highfive.
Veeeent. Jeg vender mit hovede for at se på klokken, og det viser sig så, at klokken kun er 16:15, hvilet vil sige, at der stadig er 1 time!!
Suuuuuk.

***

Endelig! Klokken ringer, eleverne strømmer ud, jeg pakker sammen og går udenfor i skolegården, og snuser den søde og liflige duft af frihed til mig.
At være fanget på en læreanstalt i 9 timer og 15 minutter, gør ikke ligefrem noget godt for følelsen af frihed, men ak hvem tænker på os stakkels elever?

Da jeg kommer hjem, skifter jeg hurtigt tøj, og så er jeg ellers ovre ved familien White. Jeg har dig stadig ikke fundet ud af, om jeg kalder dem mor og far.... det skal jo komme sådan naturligt.

Familien Gunnarsen er allerede kommet, hvilket jeg havde forudset, men man har vel altid et lille håb.
Jeg giver dem alle en krammer, og det virker til, at alle kommer godt ud af det med hinanden.

"Nu passer du godt på hende ikke?" spørger Brandon Martinus.
"Jo det skal jeg nok Brandon, men når nu jeg ikke er hjemme, så må du passe på hende for mig, og det ved jeg, at du vil gøre mindst ligeså godt som jeg selv," smiler og siger Martinus stolt.

Jeg elsker de her mennesker - dem alle! En verden uden dem ville ikke findes for mig.
Det eneste jeg kan sige nu er, at alt jeg manglede var dem, og ja jeg er virkelig hjemme❤️

_____________________
Sååå kære venner!
Det var slutningen på Take Me Home og All I Need Is You✨
Smid gerne en kommentar om, hvordan du synes den har været, eller om hvad min næste bog kunne handle om❤️
- Bolette