Home

17 // forsvundne forældre 4/4

Jessica's synsvinkel:
Vi har nu siddet i stuen i et godt stykke tid, og vi har fået det hele på plads, altså hele historien om mig.
Brandon, Zac og Ariana er vist også med, og det er jo godt. Brandon stoppede straks sit attraktive player hejs, da han fandt ud af, at vi var tvillinger.

"Lige én sidste ting, Brandon vil du hente billedet af pigen på dit værelse?" Spørger jeg.
Han nikker og er hurtigt oppe af trappen, men mindst ligeså hurtigt nede igen. Han har billedet med:

Forsigtigt fører jeg de 2 separate billeder hen imod hinanden, og med rystende hænder får jeg dem sat sammen, så man kan se, at det igen er ét billede og ikke 2 dele:

Vi krammer alle hinanden, og jeg bliver og sover natten over. Martinus tog hjem igen, da han havde fuld forståelse for, at min familie og jeg havde brug for familie tid. Igen - verdens bedste kæreste!

Klokken er efterhånden 21:00, og Brandon og jeg sidder og hygger inde på hans værelse.
"Skal vi se på baby billeder af os?," spørger han pludseligt.
Jeg nikker ivrigt, for det kunne være mega sjovt.
"Og bagefter kunne vi måske fortælle lidt om os selv, så vi kunne lære hinanden bedre at kende? U know vi er 17 år bagud i tvillinge-branchen," griner jeg, og han griner heldigvis også med.

Vi starter med at kigge på et billede, hvor han har sine arme rundt om mit hovede, sådan som om han nusser mit hovede, og jeg synes det ser enormt cute ud. Jeg tager et billede af billedet, ligger det ud på insta og skriver:

#twingoals! @Brandon_White1❤️🔥

Det næste billede vi ser vil jeg gætte på er fra julen, men hvad ved jeg også? Det er et billede hvor Brandon og jeg står i hver vores matchende sæt tøj. På mit sæt tøj står der 'i love mom' og på Brandons sæt står der 'i love dad'.
Det er seriøst også et cute billede.

Vi kigger på en masse forskellige andre billeder, af os som små. Det bliver lidt kedeligt i længden, men vi har jo trods alt 17 år, som vi jo er bagud, da vi ikke kendte hinanden dengang.

Vi sidder egentlig bare og snakker om vores liv lige nu, og vi prøver at lære hinanden godt at kende.
"Såååå er der nogen på skolen, du har et crush på?" Spørge jeg nysgerrigt.
"Ja der er én, en ved navn Katie, som jeg har crushet på siden de små klasser. Jeg spurgte selvfølgelig, om hun ville gå ud med mig, men hun afviste mig kold og blindt. Siden den dag, da jeg fik mit lille hjerte knust, besluttede jeg, at jeg ligeså godt kune knuse andres hjerter så. Og fra den dag af blev jeg en hjerteløs, kold og egoistisk player, men jeg vil gerne være den romantiske kæreste type igen, som også bekymrer sig for andre og viser følelser," sukker han trist.

"Det er jeg ked af, og jeg håber, at du en dag vil finde dig en pige, som kan se alt det gode i dig, og jeg kan hjælpe dig med at blive dig selv igen," smiler jeg oprigtigt.

* 1 time senere
Vi har nu lært en del om hinanden. Jeg har lært, at Brandon er en følsom fyr med et hjerte af guld inderst inde, han ser tit dear John, han elsker hundehvalpe, opmærksomhed gør ham utilpas, men han vender det så han kan bruge det til sin fordel og han elsker sin familie højere end noget andet.

Han har lært om mig, at jeg er højdeskræk, jeg elsker at rejse, jeg elsker at synge og skrive sange, men dog har jeg sceneskræk, jeg er en stærk pige udvendig, men indeni er jeg som den skrøbeligste porcelænsdukke, jeg vil gerne til Paris og lære fransk og jeg sætter familie og venner-(og kærester) før alt andet.

"Jeg tror vi er ved at indhente det," griner Brandon, hvorimod jeg bare ryster på hovedet af ham. Indhentet det?! 17 år?! Næppe på 1 time.

"Du ved Martinus ikke? Han har en tvilling og de har højst været væk fra hinanden i 15 timer, og vi har været væk fra hinanden i 17 år, så tror du virkelig, at vi er ved at have indhentet 'dét'?" Spørger jeg skeptisk, men for sjov.
Han sukker, men giver mig så ret.

Vi ligger os til at sove, og jeg falder i søvn denne gang med en rolig fornemmelse i maven.
_____________________
Heiii❤️
Det var så det Marathon, jeg hover virkelig i kunne lide det, for det har tager lidt tid at lave
- Bolette