Imperfect? Or Not...

Kapitel 1.

Willows POV.

Den store vej, blev lyst op af de få, svage lygte pæle, der ikke var i stykker eller blinkede. Mørket havde lagt sig tungt over London. En kølig brise ramte mine arme og automatisk strammede jeg grebet om min tynde, slidte jakke. Oktober måned var ikke til at tage fejl af, og det skulle ikke undre mig, hvis det snart begyndte at regne. Himlen var næsten kulsort, hvor nogle tydelige grå skyer, hang i himlen, som var de malet på et billede. Men selvom det så ville begynde at regne, havde jeg ikke noget i mod det - tværtimod faktisk. Jeg elskede regnen. Den fredfyldte lyd, der fyldte mine ører, gjorde mig ekstremt rolig og jeg nød at gå i mine egne tanker, uden at skulle bekymre mig om noget som helst.

Det var vidst min lykkedag i dag, for allerede som tanken om regn strejfede mig, landede de første par dråber på min næse. Et smil gled henover mine læber, i takt med at det regnede mere og mere.

Jo længere hen af vejen jeg kom, jo tættere kom jeg på det gigantiske hus. Man kunne ikke engang kalde det et hus, snarere et slot eller et palæ. Det var helt overdrevet, men ikke engang det største var godt nok til min far. Jeg fattede virkelig ikke hvorfor min far gad have sådan et stort hus. Min mor var ret ligeglad, hun ville bare shoppe. Og hun ønskede jeg var ligesom hende. Hun regnede vel også med at jeg blev glad, hver gang jeg fik lov til at købe alt det tøj, jeg overhovedet havde lyst til. Min mor regnede med, at jeg ville købe det dyreste af det dyreste tøj, man kunne købe, men nej tak. Jeg købte kun tøj i topshop og ikke andre steder. Og for at nævne noget, folk ikke regnede med; jeg hadede at shoppe. Det gjorde ondt i mine fødder og jeg gad ikke bære på alle de mange poser. Jeg hadede at prøve tøj og jeg hadede at høre på de irriterende ekspedienter, der mente de havde styr på alt. Desværre var det bare sådan, at når vi skulle noget vigtigt, måtte jeg ikke selv vælge mit tøj. Det gjorde min mor, for hun vidste, at jeg ville tage jeans, Converse og en t-shirt på. Men helt ærligt? Hvad regnede hun med? At jeg gad gå i alt for høje stiletter og i stramme gallakjoler hele tiden? Ja, det gjorde hun faktisk. Men hun kunne godt tro om. Desværre var det bare sådan, at hvis hun først havde bestemt sig, kunne hendes mening ikke laves om.

Mit blik gled ned i min slidte taske, hvor jeg ledte efter mine nøgler til huset. Jeg havde faktisk en smule travlt, eftersom jeg først var kommet hjem fra festen nu. Tylor og Adam havde flere gange prøvet at fylde mig med alkohol, men heldigt for mig, havde jeg Naomi til at passe på mig.

Jeg elskede at feste. Jeg elskede at komme hjem stang stiv og provokere mine forældre med det. Selvom jeg havde lyst til at bunde alle de mange glas, de serverede for mig, gjorde jeg det ikke. Jeg skulle nå et fly allerede om tre timer, så travlt havde jeg hundrede procent.

Naomi. Naomi Crawford var min bedsteveninde og hun havde været der for mig hele livet. Vi mindede ret meget om hinanden. Vi havde begge to samme latterlige humor, og vi havde begge to samme indstilling på livet. Hendes forældre var også ret rige, og mindst lige så snobbet og falske som mine forældre, vores mødre var oven i købet ret gode veninder.

Dog lignede vi overhovedet ikke hinanden. Naomi var virkelig smuk, med hendes lange lysebrune hår, hendes lysegrønne øjne og hendes flotte, store smil. Hun kunne sno selv den lækreste og klogeste fyr i verden om sin lillefinger, ved bare at smile til ham. Altså jeg var ikke selvfed eller selvglad på nogle måder, men køn var jeg da også. Jeg havde selv langt mørkebrunt hår, store brune øjne, et skævt smil og søde smilehuller. Naomi sagde også tit, at hun var misundelig på mine smilehuller, men jeg var misundelig på hende, mere end hun kunne forstille sig.

Jeg fandt endelig nøglerne i min taske, og låste mig ind. Min mor kom gående ud i gangen med ret ryg og et stort falskt smil.

"Jeg troede du ville komme hjem tidligere?" Lød undrende fra hende, men hun fjernede ikke smilet. "Jeg gik hjem, så Naomi ikke behøvede at køre mig," svarede jeg kort og smed mine sorte stiletter på gulvet. En klingende og irriterende lyd ramte mine ører, da de ramte gulvet.
Min mor gispede forskrækket og trådte et skridt tilbage. Jeg kiggede op på hende og grinte kort over hendes reaktion. Det så ret morsomt ud.