Imperfect? Or Not...

Kapitel 16.

Justins POV.

Det var en kæmpe lettelse, da ordet "ja" røg ud gennem Willows læber. Det var jo også to fluer med et smæk. Jeg elskede virkelig Willow, og desuden havde jeg haft en stor mund overfor Adam. Tsk. Jeg kunne stadig ikke lide ham. Han var så..... arogant og forkælet. Han var bare en stor flab. Bare hans navn provokerede mig.

Jeg kom dog på andre tanker, da mit blik endte på Willow. Hun havde lukket øjne og trak vejret tungt. Hun lå ved siden af mig og sov, men ud fra hendes ansigts udtryk, kunne jeg se at hun drømte.

Jeg kunne dog ikke lade være med at grine lavt, da hun grinte i søvne. Det lød virkelig sjovt og næsten som om, hun var ved at blive kvalt.

Jeg flyttede mig let fra sengen af og satte mig på sengekanten, uden at vække Willow. Jeg lændede mine abuer mod mine knæer og låste min mobil op.

Twitter appen fik min opmærksomhed og jeg trykke hurtigt ind på den. Det strømmede ind med tweets om alverdens ting. Dog fangede et bestemt tweet min opmærksomhed, og et stort smil bredte sig på mine læber.

"Single Justin is the Best Justin. Silly Willow is the cutest Willow.
But we love the wild #jillow"

Selvom det sikkert ikke ville være den bedste idé, at retweete tweeten og skabe en masse rygter, gjorde jeg det alligevel.

Jeg lagde min mobil fra mig igen og skulle til at rejse mig op, men Willows stemme rungede pludseligt i mine ører. Jeg drejede langsomt hovedet og kunne ikke lade være med at smile, da jeg så hun kiggede på mig.

"Du må ikke gå," mumlede hun hæst. "Jeg ville aldrig gå fra dig babe," sagde jeg lavt og lagde mig ned til hende igen.Hun kravlede forsigtigt op på mig og lagde sig på mine mave, mens hendes hænder sneg sig om min nakke. Jeg lagde mine hænder om hendes ryg og holdte hende tæt ind til mig,
"har du sovet godt?" spurgte jeg hende om og knugede hende mere ind til mig; hvis det var muligt.
"Mmmmh, og dig?"
Jeg nikkede hurtigt og kyssede hende i håret.

"Ligger du egentlig godt?" spurgte hun mig om, og jeg kunne ikke undgå at blive en smule tændt af hendes hæse stemme.
"Ja, hvorfor da?" spurgte jeg hende roligt om.
"Det gør ondt i mine bryster," svarede hun, hvilket fik mig til at grine.
"Jeg mener det faktisk," forklarede hun og flyttede sig fra mig.
"Aww, hvor snydt for dig," smilede jeg og lod mine læber ramme hendes kort.

**

"Seriøst Willow, stop så!" sagde Chaz med en irriteret under stemme.
"Jeg gør ingen ting," grinte hun og scorede endnu et mål.
"Omg, så stop dog," sukkede han igen, hvilket fik Alfredo til at grine.
"Guurl, hvordan kan man være så sygt god til at spille fifa?" spurgte Ryan overrasket og kiggede spørgende på Willow, der bare fniste sjovt.
"Det er kinda det eneste 'sportslige og drengede' jeg må for mine forældre, så jeg udnytter det," forklarede Willow med et anspændt ansigt, og jeg forstod det egentlig også godt. Jeg havde efterhånden kendt hendes forældre siden starten af min karriere, hvor jeg mødte dem for første gang. De virkede ikke ligefrem glade for, at Willow engang i mellem gik rundt i jogging bukser og stod på skateboard - hvilket hun også var ret syg til.

"Har du nogensinde været oppe at skændtes med dem, fordi i havde forskellige meninger?" spurgte Alfredo og kiggede nysgerrigt på hende.
"Alt for mange gange," svarede hun med et sjovt smil og rakte kontroleren til Ryan, så han kunne fortsætte spillet med Chaz.

"Der var engang hvor jeg var kommet hjem fra skole i hullet jeans og en croptop. Da min mor fandt ud af det, tog hun min mobil og gav mig stuarest i en uge, men da det var slut gjorde jeg det igen," sagde Willow med et glad smil og lagde sig ned, så hendes hoved lå på mit skød.

Vi sad inde på mit værelse og spillede fifa, hvilket vi efterhånden gjorde ret tit; men jeg var ligeglad. Det var virkelig hyggeligt og jeg trangen til at slappe af var der.

"Så hvis hun så dig i Justins tøj, hvad ville hun så sige?" spurgte Alfredo og pegede på det tøj Willow havde på. Hun havde et par af mine grå jogging bukser på, samt en af mine t-shirts. Hun så virkelig sød ud i det, da det var alt for stort til hende.
"Hun ville sige, at jeg ikke måtte gå uden for en dør, men eftersom det er Justins tøj, ville hun sikkert være ligeglad," forklarede hun med et skuldertræk.
"Uddyb lige det med Justin," sagde Alfredo nysgerrigt og rykkede sin lænestol tættere på sengen, så han kunne have fødderne på sengekanten.

"Mine forældre forguder Justin. De kan lide hans penge, hans navn og hans popularitet, hvilket jeg hader dem for. De er røv ligeglade med at jeg kendte Justin inden han blev kendt," sukkede hun og man kunne sagtens høre på hendes stemme, at hun blev vred. Derfor fortsatte jeg også med et lege med hendes hår, for at få hende til at slappe af.
"Wow," mumlede Alfredo og tænkte lidt på ordene.

"Det gør lidt ondt nogle gange," mumlede hun lavt, men stadig højt nok til at vi andre kunne høre det.
"Hvorfor flytter du ikke bare? Du er jo atten anyways?" spurgte Alfredo med et undrende smil.
"Nathan er kun fjorten, og jeg ved hvor lidt han elsker at være derhjemme, så jeg bliver for ham," svarede hun kort.
"Du er virkelig en god storesøster."

"I know right. Jeg er fab," sagde hun, hvilket fik Alfredo og jeg til at grine.

Jeg elskede hende virkelig!

**

Willows POV.

Det var vildt at tænke på, at der allerede næsten var gået en måned. Alle de ting der var sket, wow. Hvordan kunne Becky holde mig ud? Imponerende!

Der var sket så mange fantastiske, og knap så fantastiske, ting. Jeg var blevet venner med Ryan, Chaz, Alfredo og endda blevet kærester med Justin igen. Jeg fortrød ikke en eneste ting der var sket, men jeg var bekymret.

Bekymret for hvad der skulle ske nu. Justin boede i Los Angeles og jeg boede i London. Jeg var en kedelig overklasse pige, der stadig gik i skole og Justin var en verdenskendt popstjerne. Det ville jo aldrig fungere for os. Sidste gang vi forsøgte, endte det helt galt og vi gik hver til sit.

Tanken om, hvis det ville ende som sidste gang, fik et trist smil til at glide ned over mine læber. Mine øjne stirrede ned i sofabordet og jeg kunne ikke undgå at pille en smule nervøst ved mine negle. Hvad havde jeg egentlig gang i ?! Det ville ikke ende som sidste gang - uanset hvad.

Jeg sukkede over mig selv, inden jeg rejste mig op og begav mig ud i køkkenet, hvor Nathan var ved at lave mad. Becky var i byen med Erin og nogle flere af deres veninder, så Nathan og jeg ville overraske hende med aftensmad.

Jeg havde spurgt om jeg ikke måtte beholde Justins tøj på, og det havde han sagt ja til. Det var utroligt behageligt at gå rundt i og jeg nød det hundrede procent.

"Er kyllingen færdig?" spurgte jeg ham om, og han rystede hurtigt på hovedet. "Okay, så skærer jeg bare salat," sagde jeg efterfølgende og sendte ham et smil. "Har du noget i mod, hvis jeg sætter noget musik på?" spurgte han pludseligt. Jeg nikkede hurtigt og smilede kort.

Jeg syntes det virkede så anspændt mellem Nathan og jeg, hvilket jeg ikke helt forstod. Var han sur på mig eller havde jeg gjort noget ved ham? Hvad det så end måtte være, kunne jeg flovt tilstå, at jeg intet anede.

"Nate?" spurgte jeg pludseligt og blev egentlig en smule nervøs.
"Mmmh?" mumlede han og kiggede mig for første gang i øjnene i dag.
"Har jeg gjort noget eller hvad?" spurgte jeg undrende og så en smule undskyldende på ham.
"Nej," svarede han kort og kiggede ned i skålen med mad igen.

"Nathan, jeg kan se på dig, at der er noget der går dig på," forklarede jeg og stoppede med et skære salat.
"Dig og Justin er sammen for alvor nu, ikke?" spurgte han og kiggede endnu engang på mig.
"Jo," svarede jeg kort og gjorde alt, for at holde øjenkontrak med ham.
"Flytter du over til ham i Los Angeles?" spurgte han og jeg kunne se at han fik en smule tåre i øjnene.
"Jeg ville aldrig kunne forlade dig i London," svarede jeg ærligt og gik over for at trække ham ind i et kram. "Lover du det?"

"Jeg lover det."