Kapitel 5.

855 23 0
                                    


Willows POV.

Regnen plaskede nede på vejen og dannede store vandpytter, som jeg virkelig gerne ville hoppe rundt i. Regnen ramte mit vindue, som små sten der blev kastet mod det. Nogle få børn løb rundt udenfor og grinede, og faktisk var jeg jaloux. Jeg sad selv ulykkelig og alene i vindueskarmen, med benene trukket op under mig, mens mit hoved hvilede mod den kolde rude.

Det bankede på min dør og lyden af Nathans stemme, gjorde mig en smule mere rolig. Han trådte stille ind og lukkede døren lydløst efter sig. Han kom hen til mig med et lille smil, hvorefter han satte sig på en kontorstol.

"Will?" lød det fra ham, hvilket fik et lille smil frem på mine læber. "Mmh?" flød roligt ud af mine læber, i det jeg rettede min opmærksomhed mod ham. "Skal du være med til at spille fifa?" spurgte han med et løftet øjenbryn. "Jep," svarede jeg og hoppede ned fra vindueskarmen, hvorefter Nathan og jeg gik ind på hans værelse.

Med få, hurtige skridt, var vi inde på Nathans værelse, hvor vi begge to smed os i sækkestolene og startede fifa. Nathan valgte Barcalona, mens jeg valgte Chelsea. Chelsea havde altid været mit yndlingsfodboldhold, hvor Manchester fik en stærk anden plads.

Da jeg var lille sagde jeg altid, at når jeg blev stor ville jeg være Chelseas angriber og jeg ville score alle målene. Dog blev mine drømme altid kritiseret. Mine forældre ville jo have vi fik et 'godt' job, og med godt job, mente de, at vi skulle tjene store penge og være kendte i de fleste lande. Jeg, direkte, hadede mine forældre, for at være så ligeglade og så seriøse omkring alting. Jeg måtte ikke engang have en smule sjov. Hvis jeg skulle være hundrede procent ærlig, kunne jeg godt forstille mig, at mor og far ville have, at jeg skulle finde sammen med Justin igen, bare så min 'familie' kunne få lidt omtale.

"Er du klar Will?" spurgte Nathan, med et irriterende flabet smil, der udelukket sagde, at jeg fik tæsk. "Kom an, Nate," svarede jeg selvsikkert og gjorde mig klar.

**

How I met your mother serien kørte i fjernsynet, gardinet var rullet ned, lyset var slukket, nogle starinlys var tændte og jeg sad med en kop te i hånden, mens jeg var pakket ind i mit tæppe. Jeg elskede How I met your mother, og jeg ville seriøst gerne møde dem for real. Specielt Barney, han ville for altid være min favorit. Selvom det sikkert var lidt mærkeligt, kunne jeg sagtens stalke det en hel dag, og så sidde og grine for mig selv.

Nathan og jeg havde spillet fifa i lige knap to timer, og jeg havde virkelig nydt det. Jeg vidste Becky havde gæster, men hvem anede jeg ikke? Jeg ville i hvert fald ikke forstyre dem. Desuden, havde jeg det fint med at sidde lidt for mig selv.

Jeg havde det stadig en smule underligt, angående det med Justin. Jeg savnede ham ret meget, men han havde stadig såret mig dybt. Jeg burde nok være kommet mig over ham, eftersom det allerede var to måneder siden, men det gjorde bare så fandens ondt. Og hvordan mon Selena havde det lige nu? Justin havde jo givet udtryk for, at de ikke var sammen mere. Weird, så de var altså kun sammen i to måneder?

Min mobil bibbede og vibrede i min lomme, så jeg var hurtigt til at tage den op af lommen og låse den op. Jeg trykkede min kode ind og åbnede beskeden, der var fra Naomi. Gud, hvor jeg egentlig savnede hende!

"Hey taber! Jeg savner dig så meget! Hvornår kommer du hjem? Er der sket noget spændende? Nogle lækre fyrer? En fest, jeg skal vide noget om? One Night Stands? Når du har tid, ring til mig, jeg har noget jeg skal fortælle dig!"

Jeg kunne ikke lade være med at grine over hendes besked. Naomi var lidt speciel, men hun var fantastisk. En smule dirty var hun også, men det gjorde mig ingenting, det gjorde faktisk kun alting sjovere. Jeg vidste egentlig godt, at hun ville spørge ind til fester og One Night Stands, for det er bare en typisk Naomi-ting. Jeg havde efterhånden kendt Naomi hele mit liv, og jeg vidste, at ikke engang for alle penge i verden, ville hun gå med til et One Night Stand. Uanset hvor pløre fuld hun så var, ville hun ikke.

Imperfect? Or Not...Where stories live. Discover now