Imperfect? Or Not...

Kapitel 9.

Willows POV.

En blitz blændede mine øjne, og gjorde det umuligt for mig, at se ordentligt. Der var mennesker over det hele og jeg led ekstremt meget af klaustrofobi. Jeg følte, at jeg skulle dø. Det var ulideligt, forfærdeligt og grænseoverskridende. Jeg havde kvalme og det gjorde ondt i mit hoved.

"Willow, er du okay?" hviskede Justin i mit øre og aede mig forsigtigt på ryggen. Jeg svarede ham ikke. Jeg stod fuldstændig stille. Stiv som et bræt og stirrede ud på de mange paparazzier, der klikkede løs på kameraet, for at få et perfekt billede.

"Willow? Er dig og Justin sammen igen?" nej.

"Willow, hvad laver du i Canada?" besøger min tante.

"Willow, kom her" gu gider jeg ej.

"Willow, et hurtigt spørgsmål?" ellers tak fætter løgsovs.

Willow mig her, Willow mig der, jeg var træt af det. Jeg havde lyst til at råbe svarene ind i fjæset på dem alle sammen, og bare skrige. Jeg blinkede et par gange, inden jeg slap Justins hånd og løb ned af gaden. Væk fra alle menneskerne og egentlig bare væk. Et par biltzer røg hurtigt hen på mig, inden jeg forsvandt langt ned af gaden og hele vejen ned i parken.

Et højlydt suk forlod mine læber, da jeg satte mig på en bænk og trak benene op under mig. Jeg begravede mit hoved ved mine knæer og mumlede kun ren brok. Jeg hadede paparazzier. Ikke at jeg var vildt kendt selv, men når man havde kendte forældre, og når man engang kom sammen med en af verdens mest kendte mennesker, blev man hurtigt en del af det.

Et lille smil gled ned over mine læber, da i detjeg sad og gloede ned i jorden, og kunne se Justins orange Supras foran mig. Han satte sig ved siden af mig og lagde sit hoved på min skulder, hvilket fik mit smil til at blive en smule større.

"Willow," hviskede han og greb fat i min hånd. "Lov mig, at du aldrig bare løber på den måde igen," sagde han svagt og aede min hånd. "Jeg lover," hviskede jeg med svag stemme, da jeg ikke havde sagt et ord, i et stykke tid.

"Hvor er drengene?" spurgte jeg, da jeg havde fået taget mig sammen, til at snakke. "De tog hjem. Jeg sagde, at jeg ville finde dig først," svarede han med et skævt smil. "Så er de hjemme hos dig?" spurgte jeg uforestående. "Ja," svarede han med et grin. Jeg nikkede lidt for mig selv.

"Skal vi ikke tage hjem til dig?" lød det spørgende fra ham. Jeg nikkede hurtigt og rejste mig op. "Gider du da ikke være sammen med drengene?" spurgte jeg drillende med et løftet øjenbryn. "Naaa, jeg synes du er hyggeligere, at være sammen med alene," svarede han og blinkede kækt. Jeg grinte kort, inden vi bevægede os ud til vejen, hvor vi fik fat i en taxi.

**

"Justeeen," hvinede jeg og grinte højlydt. Hans søde grin, der fyldte mine ører og lød højt i værelset, selvom jeg selv skreg i vildens sky. Han sad på min mave og kildede mig, og da han var en del stærkere end mig, kunne jeg ikke flytte mig.

"Stoo-oopp," grinte jeg og prøvede at holde fast i hans hænder, men opgav da det ikke lykkedes mig. Han stoppede pludselig, men holdte stadig min hænder fast ved siden af mit hoved. Han lændede sig indover mig og lagde sin pande mod min. Han sendte mig et kort smil, inden han slap min hænder og lod sine læber ramme mine. Jeg lod langsomt mine hænder gribe fat i hans nakkehår, mens jeg åbnede munden let og lod hans tunge komme ind.

Jeg lukkede øjnene og nød hans nærvær. Jeg havde savnet ham så meget, at det var begyndt, at gøre ondt i mit hjerte. Jeg havde haft det svært uden ham i mit liv, og at vide, at vi kunne fortsætte hvor vi slap, fik et smil frem på mine læber.

Vores læber slap hinanden, og et øjeblik blev jeg næsten skuffet, men skuffelsen forsvandt dog hurtigt igen. Justin greb fat i kanten af min t-shirt og rev den over mit hoved. Hans blik hvilede kort på mit bryst, inden han lod en finger glide henover den tattovering, jeg havde lige over brystet.