Imperfect? Or Not...

Kapitel 12.

Justins POV.

Jeg stønnede irritereret og smadrede min hånd ind i væggen, hvilket fik drengene til at kigge overrasket på mig. Ryan rejste sig fra sækkestolen og satte sig ved siden af mig på sengen.

"Hvad sker der?" spurgte han interesseret.
"Willow hader mig," svarede jeg ærligt og sukkede højlydt.
"Calm down bro, hvad så?" Alfredo blandede sig og slukkede xbox'en. "Hvad har du gjort?" spurgte Chaz og kiggede sjovt på mig.
"Læs selv," mumlede jeg og rakte dem min mobil, så de kunne læse vores samtale.

"Woow, hvem er Amber?" spurgte Alfredo og kiggede undrende på mig.
"How the fuck should i know?" svarede jeg og trak på skuldrene.
"Stadigvæk Bieber. At skrive 'fuck you' til en vred tøs, er nok ikke det bedste. Meeen, du ved at vi støtter dig," sagde Ryan og smilede oprigtigt.
"Thanks," sagde jeg og sendte ham et skævt smil.

Jeg rejste mig fra sengen af og gik en smule forvirret rundt, inden jeg kiggede over mod fjernsynet, hvor der kørte 'Hangover'. Jeg elskede den film. Den var seriøst genial. Dog kunne jeg ikke koncentere mig, da min tanker fløj omkring Willow. Hvordan fuck kunne hun tro, at jeg ville være hende utro igen?

Min mobil vibrede og jeg håbede inderligt, at det var Willow, men nej. Det var det desværre ikke. Det var Nathan. Og selvfølgelig havde jeg hans nummer. Vi var ret gode venner, selvom han var yngre, men whatever.

"Willow? Hvordan har hun det?"

"Hun siger, at hun føler sig død :("

"Ohh. Er du sammen med hende lige nu?"

"Hun er selv hjemme. Bare lad være med at gøre noget dumt, okay?"

"Jeg vil gøre alt for at gøre hende glad."

"Godt! Hvis du skynder dig, kan du bare tage hjem til hende!"

"Er du sikker?"

"Yup, bare tag de andre med."

"Thanks bro !"

"Guys?" mumlede jeg med et håbefuldt smil på mine læber.
"Mmh?" mumlede de nærmest i kor, og kiggede spørgende på mig.
"Vil i med over til Willow?" spurgte jeg og smilede overdrevet stort.
"Selvfølgelig mate," svarede Chaz og rejste sig op, hvorefter de andre gjorde sig enige med ham og fuldte efter os.

Nu skulle der bare undskyldes på højeste plan!

Willows POV.

Becky og Nathan var taget ned i byen, bare for at hygge lidt, mens jeg blev hjemme. Jeg var ikke i humør til at tage med nogle steder, og jeg ville allerhelst bare blive inde på værelset, hvor der var mørkt og så dø langsomt til min musik.

Jeg havde seriøst lyst til at græde. Jeg forstod virkelig ikke hvordan han kunne gøre det igen. Først med Selena og nu Amber. Lort, lort og atter lort. Med et suk smed jeg min mobil på sengen og slukkede mit fjernsyn. Jeg var egentlig ret sulten, så hvorfor ikke lave noget mad. Jeg traskede ud i køkkenet og kiggede mig lidt omkring. Jeg fandt en nuddelsuppe, som jeg varmede op og begyndte at spise. Jeg nynnede en smule for mig selv, men da jeg tog mig i at nynne 'Be Alright', gav jeg mig selv en mental lussing.

Jeg var virkelig en fiasko, når det kom til kærlighed. Der havde jeg i hvert fald arvet mine forældres erfaring. Hvorfor kunne kærligheden ikke bare komme til mig? Hvad havde jeg egentlig gjort Gud, siden han ikke brød sig om mig, huh? Karma måtte vel også være efter mig, idk.

Mit blik gled op på det store ur, der hang på den hvide, lyse væg i det store rum. Shit, klokken var allerede halv fem og jeg havde en date med Adam i aften klokken seks. Suk, men jeg ville ikke være en lyseslukker. Desuden kunne jeg faktisk godt bruge en aften sammen med ham.