Imperfect? Or Not...

Kapitel 19.

Willows POV.

"Jeg har altid haft følelser for dig, og det kvæler mig indvendig, at du er sammen med Justin."

Wat?

"Det... det... wat?" mumlede jeg forvirret og kiggede underligt på ham. "Bare glem det okay?" sagde han og kiggede væk.
"Adam... huh, jeg ved ikke, omg.. Hvor lang tid har det stået på?" spurgte jeg ham om.
"Syv måneder," svarede han kort og kiggede ned i gulvet.
"Du er god til at skjule det," sagde jeg med et skævt smil.
"Men undskyld, jeg kan ikke rigtigt hjælpe dig, du er min bedsteven jeg kan ikke have følelser for dig," forklarede jeg ham en smule undskyldende.

Jeg havde sgu medlidenhed med drengen.

"Det er iorden, du kan jo heller ikke gøre noget ved det," sagde han roligt, hvilket overraskede mig. Jeg sukkede tungt og lænede mig helt tilbage i sofaen.
"Adam du bliver nødt til at hjælpe mig, for Naomi er her ikke," startede jeg ud med, og fortrød det allerede.
"Fyr løs."

"Jeg flytter tilbage til London den første december. Justin aner ingenting og jeg ved ikke hvordan jeg skal få det sagt," fortalte jeg ham, og han overraskede mig ved at smile. Jeg vidste at han ikke brød sig om Justin, så selvfølgelig var det en dårlig idé, at spørge ham til råds.
"Sæt dig ned og snak stille og roligt med ham," sagde han med et smil, hvilket fik mig til at se helt forkert ud i ansigtet.

Havde Adam lige sagt det? Wow.

"Du har ret, tak Adam," sagde jeg med et svagt smil og overraskede mig selv, ved at trække ham ind i et kram. "Venner?" spurgte han en smule glad. "Venner," svarede jeg hurtigt og bestemt.

"Men så vil jeg smutte igen," sagde jeg og rejste mig fra sofaen.
"Okay, vi ses senere."

Adams POV.

Jeg havde lyst til at råbe højt og rulle skrigende rundt på gulvet, da Willow begav sig hjem. Jeg kunne ikke beskrive min glæde over, at jeg fik æren af at beholde Willow hos mig, mens jeg bare kunne nyde, at se hende såre Justin på den måde. Det gjorde mig afsindig glad.

Jeg lukkede døren efter hende og bevægede mig ud i køkkenet, hvor jeg hurtigt fik fundet en øl i køleskabet. En stor trang til at få fat i Beau og Jai og så tage ud og feste, ramte mig hårdt. Tylor ville også være fantastisk at have i nærheden, men han var blevet så kæreste kedelig, efter han begyndte at date Naomi, og det irriterede mig egentlig. Han var min bedsteven og nu gad han ikke længere feste med mig.

Han var totalt urimelig.

Jeg smed mig tungt i sofaen igen og tændte fjernsynet. Den stod på MTV og selvfølgelig skulle 'All That Matters' fra Justin køre. Jeg fattede virkelig ikke hvorfor så mange piger dånede over ham. Han var komplet latterlig, og desuden så mistede jeg alt respekt for ham, da han kunste Willow første gang. Og jeg frydede mig sådan over, at det var hendes tur til at såre ham.

Selvom det ikke ville være specielt sødt af mig, ønskede jeg alligevel, at hun ville få det nævnt på en forkert måde og han ville misforstå det hele, og blive endnu mere såret end planlagt.

Willows POV.

Kolde fødder.

Kolde fødder var også grunden til, at jeg nu stod foran Beckys hus med tårene rendende ned af mine kinder. Jeg kunne ikke sige det til Justin, så efter jeg havde stået ude foran hans dør i fem minutter, begav jeg mig tilbage til bilen og kørte hjem i stedet. Uanset hvad, så kunne jeg ikke og derfor kom jeg vist også til at lade min vrede og idiothed gå udover døren, for jeg smækkede den rimelig hårdt i. Jeg smed mine sko og uden et eneste ord, løb jeg ind på værelset og lukkede døren.

Jeg var så fandens idotisk, at det gjorde helt ondt. Jeg var forfærdelig, en rigtig svans.

Bank bank bank.

Lyden af nogle små bank på min dør, fik mig ud af mine tanker og fik mig til at kigge hen på døren, hvorefter jeg direkte skreg "kom ind."

Nathans ansigt kom langsomt til syne, hvorefter han trådte helt ind, "er du okay?" spurgte han og lukkede døren igen.
"Ja da," svarede jeg totalt sarkastisk og rystede efterfølgende på hovedet.
"Nate hjælp mig," mumlede jeg og slog opgivende ud med armende.
"Med hvad?" spurgte han undrende og smed sig i min seng.
"Fortæl Justin at vi tager til London på torsdag," svarede jeg ham kort med et tungt suk.

**

"Mor?" mumlede jeg en smule forundret, da min mobil ringede og 'Mandy ' stod på skærmen. Jeg kørte min finger over skærmen og tog imod opkaldet, men rynkede bryn. Hvorfor ringede hun til mig?

"Hallo?" lød det undrende fra mig, hvilket allerede dér fik min mor til at sukke.
"Willow min kære, er det dig?" spurgte hun, og selvom jeg hadede hende for tiden, var det alligevel rart at høre hendes stemme.
"Ja, hej mor," svarede jeg og satte mig på sofaen, ved siden af Becky, der kiggede undrende på mig.

"Hvordan går det i Canada?" spurgte hun pludseligt og jeg kunne nærmest høre smilet i hendes stemme.
"Det går udemærket, hvordan går det hos jer?" spurgte jeg hende hurtigt om, for sådan forventede hun ligesom at jeg ville svare.
"Det går herligt, og så alligevel ikke," forklarede hun ikke og udbrød et lavt suk.

"Willow er der nogle omkring dig lige nu?" spurgte hun pludseligt, og automatisk, kiggede jeg over på Becky. "Ja," svarede jeg og rettede blikket mod mine negle.
"Vil du ikke finde et sted, hvor der ikke er nogen, tak?"
Uden at svare hende, rejste jeg mig fra sofaen af og bevægede mig ind på mit værelse og lukkede døren efter mig. "Jeg er alene nu," svarede jeg efter et øjeblik.

"Forhelvede Willow, jeg ved snart ikke hvad skal jeg gøre af mig selv. Din far er i Irland lige nu, for at arbejde, og din mormor får det værre og værre for hver dag der går. Hun har fået konstateret kræft og jeg kan snart ikke holde det ud mere. Hun bliver svagere hele tiden, og jeg laver ingen ting," fortalte hun sukkende, hvilket overraskede mig.

Hun plejede aldrig at snakke sådan.

"Vil dig og Nathan være alt for kede af at komme hjem igen? Jeg ved, at mormor ikke har lang tid tilbage og jeg savner jer forfærdelig meget, please," bedte hun, hvilket fik tårene til at komme frem i mine øjne.
"Jeg snakker lige med Nathan," hviskede jeg, men jeg vidste at hun kunne høre det, for hun takkede kort efter.

"Vi ses mor," sagde jeg lavt og lagde på uden et svar fra hende. Jeg rejste mig fra sengen af og bevægede mig ind på Nathans værelse, hvor han sad med hans macbook på skødet.

"Nate, vil du med hjem?" spurgte jeg ham om og satte mig ved siden af ham. "Til London?" spurgte han undrende. Jeg nikkede, "ja, mor har lige haft ringet og mormor har fået kræft," forklarede jeg ham hurtigt.
"Hun spurgte om vi ikke ville komme hjem, både fordi mormor ikke havde så lang tid tilbage, men også fordi hun savnede os, og hun har ændret sig Nate, man kan høre på hendes sprog."

Det så ud som om at han overvejde hans svar, men han nikkede tilsidst.

"For mormors skyld."

For at være ekstrem egoistisk, så kunne man vel godt sige, at det også var en lettere måde at fortælle Justin at jeg skulle tilbage til London. Jeg kunne gøre det forbi meget lettere, men det gjorde ondt at jeg brugte min syge mormor til det.

Min mormor betød meget for mig, og hun havde hjulpet mig mindst lige så meget som Becky havde. De var nok nogle af de mest betydningsfulde og normale mennesker, jeg havde i familien. Jeg elskede dem begge utroligt højt, og at miste en af dem, var en rigtig ubehagelig tanke.