Imperfect? Or Not...

Kapitel 6.

Willows POV.

Min verden stod fuldstændig stille og selvom jeg følte stor trang, til at blinke, kunne jeg ikke. Alt stod stille. Ikke engang mine lunger arbejdede, så at trække vejret, gjorde jeg heller ikke. Mit blod løb ikke rundt i min krop mere, det stod stille. Mit hjerte bankede ikke og det var som om alt var gået i stå. Og det var det.

Det eneste der ikke stod stille, var min hjerne, der arbejdede på højtryk. Alle de mange tanker der fløj rundt i mit hoved, gjorde ondt. Specielt, da tankerne havde en stor betydning, angående min tilstedeværelse. Mit blik var limet fast til Justin og det var som om, jeg ikke kunne fjerne blikket igen. Mine øjne borede sig ind i hans, og hans øjne borede sig ind i mine. Det var ikke ubehageligt på nogen måde, men det føltes underligt og savnet.

Et lavt gisp forlod min mund, da Justin bevægede sig og åndede tungt ud. Lyden der kom fra ham, mens han trak vejret, lød som om der stod en og skreg mig ind i ansigtet. Det var en træls lyd, efter der havde været så stille.

Jeg blinkede langsomt, så mine sorte øjenvipper, nærmest gjorde det helt dramatisk, sammen med min mørke makeup, der kom til syne, hver gang jeg blinkede.

"Jeg fik dit brev," lød det stille fra mig af, men med min hæse stemme, der rungede i rummet. Jeg ville gerne sige det højere og mere sikkert, men jeg kunne ikke. Den virkning Justin havde på mig var voldsom og jeg kunne ikke lave det om, uanset hvor meget jeg prøvede.

Justin nikkede langsomt og kiggede nervøst på mig, men hvorfor han var nervøs forstod jeg egentlig ikke? Var han bange for, at jeg ville sige noget til ham eller hvad? Det burde han ikke.

Alfredo, Ryan og Chaz sad spredt rundt i værelset, men alle seks øjne var klistret til mig. De blinkede sjældent, men de skulle vel bare have det hele med. I don't know?

Jeg trådte et skridt tættere på alle fire drenge og tog langsomt brevet op af min jakkelomme. Det var en smule krøllet, da jeg bare havde mast det ned i min lomme, på min slidte, sorte lædderjakke.

Hvis min mor så mig, ville hun flippe skråt op. Hun ville sikkert også få hjertestop, ved synet af mit tøj. Jeg lignede jo en hjemløs i hendes øjne, når jeg var iklædt et par skinny jeans og en lædderjakke, samt en beanie. Jeg var nok røget på kostskole eller også havde hun begravet mig levende.

"Du er så dum Justin," sagde jeg med et skævt smil og gik med hurtige skridt over til ham og lagde armene om hans hals. Jeg kunne alligevel ikke lade være med at smile, da jeg kunne mærke hans stærke arme, der holdte stramt om mig. Jeg gemte mit hoved i hans skulder og knugede mig ind til ham. Han kyssede mig i håret og trak mig endnu tættere på ham. Egentlig kunne jeg ikke helt få vejret, men jeg havde savnet ham så meget, at det kunne være fuldstændig ligegyldigt.

"Jeg har savnet dig så meget," hviskede Justin og selvom han hviskede, kunne man tydeligt høre, at han var ved at græde. Jeg kyssede ham på kinden og krammede ham endnu engang, inden jeg nikkede til ham og slap langsomt grebet om ham.

"Såå, hvad er så status mellem jer?" lød det fra Chaz, der kiggede nysgerrigt fra Justin til mig og fra mig til Justin. Jeg grinte hæst og gav ham et kram.

"Jeg har savnet dig Chazzy," sagde jeg ærligt. "I lige måde Reed," sagde han med et stort smil og gengældte mit knus, inden jeg gav Ryan og Alfredo et knus.

"Er I igang med noget, eller må jeg gerne snakke med Justin?" spurgte jeg og kiggede rundt på alle fire drenge. De rystede på hovedet, hvorefter Justin og jeg gik ud fra værelset af og lukkede døren.

Jeg kiggede Justin direkte ind i øjnene, hvilket han gengældte, så vi endte med at stå og stirre på hinanden. Med et lille smil, trådte jeg et skridt tættere på ham.