Imperfect? Or Not...

Kapitel 4.

Willows POV.

Jeg slog langsomt øjnene op og kiggede forvirret rundt i lokalet. Mit blik landede på mine arme, der holdte om Nathan, der lå og sov. Et træt smil gled ned over mine læber og jeg krammede ham endnu engang. Jeg skammede mig sådan over i går aftes. Jeg havde virkelig gjort Becky, og specielt Nathan, bange.

"Nate?" hviskede jeg stille og ruskede blidt i ham. Han mumlede en masse brok, hvilket fik mig til at grine, derefter åbnede han øjnene og kiggede en smule irriteret på mig.

"Har du sovet herinde?" spurgte han med en hæs morgenstemme.
"Ja," svarede jeg kort.
"Nate undskyld, jeg skulle have ringet til dig," sagde jeg og rejste mig op fra sengen.
"Ja, det skulle du! Er du overhovedet klar over hvor bekymret jeg var?" spurgte han irriteret og satte sig op. Jeg nikkede flovt.

"Jeg er ked af det okay, jeg havde brug for at tænke over nogle ting," sagde jeg og kiggede hen på ham.
"Tænke over hvad?" spurgte han en smule nysgerrigt.
"Beckys veninde, Erin hedder hun, hendes mand er Jeremy - Justins far," svarede jeg med et suk og kiggede ned i gulvet.
"Nej vel?" lød det overrasket fra Nathan, inden han rejste sig op og trak mig ind i et kram.
"Hvorfor sagde du ikke bare det, Will?" lød det fra ham, mens han havde begge øjenbryn løftet.
"Undskyld," mumlede jeg bare og knugede mig ind til ham.
"Det er i orden," sagde han med et smil.

**

Musikken spillede højt i mit headset, mens jeg kom skatende, ned af den hyggelige vej. Jeg havde lovet Nathan, at jeg nok skulle se om jeg kunne finde en basketbane et eller andet sted.

Jeg tog tilløb på med venstre fod, mens min højre fod hvilede på boardet. En lille skov lå et stykke væk, med en hyggelig park i nærheden, samt en fodboldbane og en basketball bane. Thank god.

Jeg kunne alligevel ikke lade være med at synge en smule med på sangen, der spillede i mit headset, da omkvædet kom. Jeg elskede melodien og teksten.

"Won't listen to you,
Do what I wanna do,
And I will walk this road ahead,
One hundred miles on my hands,
Do I need to show you,
Guess I gotta show you,
And if you you don't believe me now,
I'll flip the whole world upside down,
Do I need to show you,
Guess I gotta show you."

Jeg nærmede mig banen, i takt med at jeg nynnede til sangen. Jeg kiggede en smule træt hen på banen, men spærrede øjnene op, da jeg opdagede hvem der løb rundt og spillede på den.

Justin Bieber, Alfredo Flores, Chaz Somers og Ryan Butler.

Can i get a hell no?

Jeg stoppede hårdt op og sprang af skateboardet, hvilket åbenbart larmede og tiltrak opmærksomhed. De stoppede allesammen op og kiggede over i min retning, men jeg listede hurtigt om bag en busk. Thank god for at den var plantet der.

Jeg holdte øje med drengene gennem buskens grene og blade, og jeg kunne se de kiggede lidt forvirret på hinanden, inden de fortsatte med at spille. Jeg trådte langsomt bagud, mens jeg holdte øje med om de fik øje på mig, og derfor var jeg slet ikke forbedredt på, at det gik ned af bakke bag mig.

Et højtlydt skrig røg ud gennem mine læber, da jeg væltede bagover og landede i en vandpyt. Karma måtte virkelig være efter mig, for jeg havde oven i købet en hvid t-shirt på. Fedt fedt.

Jeg spærrede hurtigt øjnene op, da jeg fik øje på de fire forvirrede fyrer, der stod og gloede på mig. En hånd blev rakt ned mod mig, men jeg slog den væk og rejste mig op. Jeg greb fat i mit skateboard og skulle til at gå væk, men Justin greb fat i min arm.

"Kan jeg lige snakke med dig?" spurgte han, med hans perfekte stemme, mens hans dejlige øjne kiggede bedende på mig.

"Nej," svarede jeg hæst og rev min arm til mig, for derefter at smide mit skateboard på jorden og begyndte at køre væk. Han skulle fandme ikke komme her og tro det hele var perfekt.