Imperfect? Or Not...

Kapitel 17.

Willows POV.

"Shake it up, shake up the happinees!
Wake it up, wake up the happiness!
C'mon, ya'll, it's christmas time!"

"Shake it up, shake up the happinees!
Wake it up, wake up the happiness!
C'mon, ya'll, it's christmas time!"

Jeg dansede rundt i køkkenet, mens jeg sang højlydt med på Shake Up Christmas af Train. Jeg elskede den sang og den fik mig i godt humør hver gang jeg hørte den. Desuden; det var jo snart jul. Der var en uge til den første december, og jeg både glædede mig og hadede den dag.

Det fantastiske var, at vi endelig gik ind i julemåneden og det dårlige var, at Nathan og jeg allerede skulle tilbage til England. Jeg anede ikke hvad jeg skulle stille op med Justins og mit forhold. Vi var sammen igen og det sidste jeg ville gøre, var at fucke det hele op og forlade ham knust.

Jeg sukkede lavt, både fordi sangen var slut, men også over mine tanker. Det lykkedes mig på en eller anden måde altid, at gøre mig selv i dårligt humør.

Med en smule dårligt humør begav jeg over mod køleskabet, hvor jeg hev en cola ud og traskede videre ned af gangen og ind på mit værelse. Jeg lod døren stå på klem, hvorefter jeg smed mig på sengen og låste min mobil op. Jeg stillede colaen på bordet, mens jeg lagde mig ordentlig til rette. Jeg lå på maven og med hovedet væk fra døren, men det var ligegyldigt. Jeg åbnede twitter og kiggede lidt på min tidslinje, hvor jeg faldt over et tweet.

Biebsbitchgirl: "Y is Justin even with Willow? She will break anyways, we all know she won't move to LA no matter what, y don't tell Justin?"

Jeg havde egentlig lyst til at græde, for hun havde ret. Hundrede procent ret. Jeg ville såre Justin på højeste niveau, når jeg fortalte ham hvad jeg havde i tankerne. Han ville aldrig tilgive mig for at være så egoistisk og så led, aldrig nogensinde. Vi var blevet kærester igen, kun for et par dage siden, og så skulle jeg allerede ødelægge det.

Jeg var bare et helt igennem fantastisk menneske...

**

"Hey'yo," halvråbte jeg, da jeg trådte ind af døren. Justin havde sagt, at jeg bare skulle gå ind, da Erin, Jeremy og Jaxon og Jazmyn alligevel ikke var hjemme, så vi var kun fem. Det skulle nok blive hyggeligt, og det var endnu sagt uden at lyde sarkastisk. Jeg ville gerne tilbringe tid sammen med dem alle fire.

"Heeeeeeej," lød det glad fra Ryan, der kom springende ind af døren og trak mig ind i et stort kram.
"Awww, har du savnet mig Ryan?" spurgte jeg med en drillende tone, da jeg lagde armene om hans nakke.
"Mmmh, forfærdelig meget," svarede han og sendte mig et drillende smil.
"Kom, vi sidder inde i stuen," sagde han med et smil og greb fat i min hånd og hev mig med derind.

"Halløj," sagde jeg dumt, da jeg trådte ind af døren.
"Jamen halløj til dig," sagde Alfredo med et fjoget smil, hvorefter han også gav mig et kram.
"Willie," grinte Chaz og svang armene om mig.
"Chazzy," hvinede jeg og lod ham dreje mig rundt.
"I har vist alle sammen savnet mig, for sikke en velkomst," grinte jeg og noget knap nok at grine færdig, før Justin havde mast mig ind i væggen bag ved mig.

"Du har vidst savnet mig mest, var?" fniste jeg. Justin sendte mig et flirtende smil, inden han lod sine hænder holde om mine hofter og lod sine læber ramme mine. Jeg låste mine hænder fast om hans nakke og åbnede min mund let, så hans tunge kunne komme ind. Justin maste mig mere og mere op af væggen, mens jeg nussede hans nakkehår. Dog trak jeg mig forsigtigt fra ham igen, da Alfredo piftede helt vildt.

"Du er bare så vidunderlig jaloux, er du ikke Fredo?" spurgte jeg med et grin og kyssede Justin på læberne, mens jeg smilede fjoget til Alfredo. Alfredo rystede bare grinende på hovedet, hvorefter han satte sig ved siden af Ryan.