SPIN-OFF TIL CHRISTMAS CALL
Han gik i seng med sin "kærestes" bedste veninde, hans dyrebareste venskab ser ud til at smuldre, mere og mere, for hver dag, der går, og den eneste pige, som han aldrig nogensinde måtte få følelser for, er han faldet fo...
Oops! This image does not follow our content guidelines. To continue publishing, please remove it or upload a different image.
Da Oliver kommer ind ad døren til klasseværelset, ligner han én, der har grædt i flere dage.
Vores lærer Mr. Myers kommer lige efter ham og lukker døren.
Oliver ser forvirret rundt i klassen, og jeg har en smule ondt af ham. Jeg tror ikke, han ved, hvor slem han ser ud, og jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvorfor han kommer så for sent, og hvorfor mon han har grædt.
Hans blik lyser op, da han får øje på James og Reece nede i hjørnet, og højst sandsynligt den ledige stol. Han stormer i hvert fald der ned.
Vores undervisning fortsætter, men jeg følger ikke med. Jeg holder øje med drengene.
James og Reece begynder at tale til ham, men Oliver svarer ikke rigtig.
Charlotte puffer til min skulder, og jeg vender blikket. Vi sidder ved siden af hinanden, skråt overfor drengene i den anden ende af klassen.
"Hvad?" hvisker jeg.
Hun smiler med en snu mine. "Nu skriver jeg en seddel til vores kære Oliver."
Jeg rynker brynene. "Hvorfor?"
"For det første, kender jeg Oliver rigtig godt, og jeg ved, han er ked af det. For det andet, så skal vi jo vide, om han vil møde dig, ikke?"
"Er du sikker på, det er et godt tidspunkt?"
"Ikke?" gentager hun.
Jeg sukker. "Jo, men er du sikker på–"
"Shhhh," afbryder hun og dækker min mund med sin hånd. "Nu krøller jeg det her papir, og så smider jeg det hen til Olly-Bolly." Hun kaster papirkuglen i hovedet på ham.
Åh nej. Jeg ved ikke engang, hvad der står på den seddel. Hvad nu, hvis det er noget pinligt?
Da Oliver læser sedlen, er jeg ved at dø. Især da han ser på Charlotte og ryster på hovedet.
Fuck.
Hvad end, der stod på det papir, var det der et klart nej.
Dog når jeg ikke at blinke, før Charlotte har kastet den næste kugle.
Oliver griber den og folder den ud, og så læser han den. Han ruller nærmest øjne med det samme.
Okay, virkelig fuck. Det var også et klart nej.
Charlotte sukker, og Oliver ler – jeg kan ikke høre det, men jeg kan se det.
Vent lige lidt, det var ikke et klart nej ... for pludselig nikker han. Han fucking nikker. Hvad end, der stod på det papir, er det nu et klart ja.
Charlotte er lige ved at hvine, men hun får styr på sig selv. "Virkelig?" mimer hun til Oliver.
Han nikker fandme igen og mimer: "Ja, det vil jeg vel."
