SPIN-OFF TIL CHRISTMAS CALL
Han gik i seng med sin "kærestes" bedste veninde, hans dyrebareste venskab ser ud til at smuldre, mere og mere, for hver dag, der går, og den eneste pige, som han aldrig nogensinde måtte få følelser for, er han faldet fo...
Oops! This image does not follow our content guidelines. To continue publishing, please remove it or upload a different image.
Jeg har fundet ud af, at jeg er ekstra modig, når der er mørkt. Det er, som om jeg ikke tager stilling til nogle af de bivirkninger, mine ord kan have; jeg siger dem bare. Men når det så bliver lyst igen, bliver jeg samtidige den samme gamle Brylee, der ikke tør at gøre en skid.
Oliver, som stadig ligger og holder om mig, begynder at mumle, og jeg smiler, indtil jeg hører, hvad han rent faktisk siger.
"Willow," mumler han, "Willow." For hver gang han siger navnet, bliver hans stemme mere og mere urolig. "Willow ... Willow, du skal blive her." Han bliver ved med at mumle, og pludselig er hans uro ikke længere kun i stemmen, nu begynder hans krop også at rykke på sig. Han strammer grebet om mig, som ville han aldrig give slip, og hans fødder begynder at sparke ned i madrassen. "Nej nej nej, Willow." Hans mumlen bliver til råben, og inden jeg ved af det, begynder han også at græde.
Jeg kan ikke slippe ud af hans greb, så jeg skubber min skulder mod hans bryst, mens jeg får udstød hans navn. "Oliver! Oliver, du skal vågne!"
Han vågner med et sæt, og gråden vokser sig voldsommere.
Hans greb har løsnet sig, så jeg kan komme ud af det. Instinktivt sætter jeg mig overskrævs på ham og lægger mine hænder om hans kinder. "Det var et mareridt," prøver jeg beroligende. "Det var bare et mareridt."
Han tager en dyb indånding, men den skælver, fordi hans tårer stadig løber ned ad kinderne.
"Det er okay. Du er okay," hvisker jeg, mens jeg tørrer hans tårer væk, og, nok i virkeligheden, prøver at forsikre mig selv om, at han er okay.
"Jeg er okay," hvisker han fortvivlet og læner sig ind mod mine kærtegn.
Jeg smiler roligt. "Du er okay." Så mærker jeg en trang til at læne mig frem og kysse hans læber ... men det er lyst i rummet, og jeg er ikke længere modig.
Han får styr på sin vejrtrækning og falder ned lidt efter, men har jeg ikke lyst til at flytte mig tilbage på madrassen. Jeg har bare lyst til at blive siddende her. Og måske kramme ham.
Det er, som om han læser mine tanker, for han lader hænderne hvile på min nøgne ryg og trækker mig ned mod hans bryst, så vi kan omfavne hinanden.
Pludselig er det meget intimt, for vi er begge letpåklædte og vores kroppe er presset ind mod hinanden. Og åh gud, hvor er det rart.
Men uanset, hvor meget jeg end nyder det, kan jeg ikke holde spørgsmålet tilbage ret meget længere. "Hvem er Willow?" buser det ud af mig.
Jeg kan høre, han tager en skrap indånding, og jeg kan også mærke, at han spænder lidt op i kroppen. "Jeg har aldrig hørt det navn før," svarer han sagte. "Hvor har du det fra?"
Jeg løfter kinden fra hans skulder, så jeg kan se på ham. "Du råbte det navn i søvne, Oliver."
En dyb kløft kommer til syne i hans pande, og jeg får straks lyst til at glatte rynken ud.
