SPIN-OFF TIL CHRISTMAS CALL
Han gik i seng med sin "kærestes" bedste veninde, hans dyrebareste venskab ser ud til at smuldre, mere og mere, for hver dag, der går, og den eneste pige, som han aldrig nogensinde måtte få følelser for, er han faldet fo...
Oops! This image does not follow our content guidelines. To continue publishing, please remove it or upload a different image.
Er jeg jaloux på Rose? Delvist ja.
Tror jeg, at de lavede noget inden i det klasseværelse i mandags? Ja, uden tvivl.
Gør det mig trist? Ja, helt sikkert.
Og hvad gør det mig til? En misundelig bitch, der tror, hun ejer Oliver.
Måske passer det ikke, men det er det, jeg bilder mig selv ind. Godt nok fik jeg sagt til ham, at jeg var ligeglad og ikke ville have en forklaring, men fuck, hvor er jeg ikke ligeglad, og fuck, hvor vil jeg gerne have en forklaring.
Det er fredag nu, og det kører stadig rundt i mit hoved. Jeg lader, som om det ikke går mig på, når jeg er sammen med Oliver, men det gør det. Jeg har ikke sagt noget til Charlotte, for jeg er stadig lidt sur over, at hun bare forlod mig til festen og forsvandt med Reece. Hun havde lovet, at hun ville blive ved min side, og at jeg kunne sove hjemme hos hende.
Det var fandme heldigt, Oliver var der, for ellers var jeg blevet nødt til at tage fuld hjem til mine forældre, der ikke vidste, at jeg var til fest, og det ville have været et grimt syn.
Jeg tager en dyb indånding, da jeg hænger min jakke på plads. Jeg er lige kommet ind ad døren, og det er altid spændende at finde ud af, hvilket humør mine forældre er i i dag. Jeg stiller pænt mine sko på skohylden, inden jeg bevæger mig længere ind i huset.
"Brylee," kalder min mor fra køkkenet.
Jeg skynder mig straks derud. "Ja," udstøder jeg.
Hun rynker brynene. "Er du løbet hjem?" Sjovt, mor, sjovt.
"Øhm nej."
"Du lyder ellers forpustet."
Måske, fordi jeg er bange for at se, hvordan du opfører dig i dag. Det siger jeg selvfølgelig ikke, for så havde jeg været død på stedet.
"Nå, det beklager jeg," mumler jeg og snerper munden sammen.
Hun koncentrerer sig om den dej, hun står og ælter, så da hun siger: "Du burde begynde at træne." ser hun ikke på mig.
Jeg fnyser. "Du synes, at lille mig, burde begynde at træne?" Jeg slår med det samme hånden for munden, og er selv overrasket over, at jeg sagde min mor imod.
Mor ser på mig med sammenknebne øjne. "Ingen grund til at være næsvis," siger hun studst.
Jeg retter blikket mod mine fødder. "Nej, selvfølgelig ikke. Undskyld."
Hun smiler pludselig overbærende. "Det er okay, lille skat. Det er godt, du siger undskyld."
Da hun ser ned på dejen igen, ruller jeg med øjnene.
Når min mor ikke har en god dag, er hun forfærdelig at være i nærheden af; min far ligeså. Jeg flygter for det meste hjem til Charlotte, når de har deres dårlige dage, (som stort set er hver dag), men når Charlotte og Reece har en aftale – som de har i dag – holder jeg mig væk.
