SPIN-OFF TIL CHRISTMAS CALL
Han gik i seng med sin "kærestes" bedste veninde, hans dyrebareste venskab ser ud til at smuldre, mere og mere, for hver dag, der går, og den eneste pige, som han aldrig nogensinde måtte få følelser for, er han faldet fo...
Oops! This image does not follow our content guidelines. To continue publishing, please remove it or upload a different image.
Da Charlotte låser op for opgangens hoveddør, skubber jeg den ind og løber op ad trapperne, indtil jeg når anden sal og ser Charlotte og Reece i døråbningen.
Først bliver jeg skuffet over, at det ikke er Oliver, der står der, men så rammer savnet til Charlotte mig. Jeg stormer ind i hendes arme.
"Åh, hvor har jeg savnet dig," mumler hun, da vi krammer hinanden hårdt.
Mine øjne glider i. "Har også savnet dig," sukker jeg træt mod hendes skulder.
Mine forældre har kørt mig hårdt. De tog min telefon, jeg har lavet mad og taget opvasken, hver eneste dag, siden i søndags. Jeg måtte ikke komme i skole eller se mine venner, og jeg fik så meget skæld ud af min mor, at jeg græd flere gange, end jeg kan tælle på to hænder.
I dag sluttede min stuearrest, og jeg er stoppet med at snakke til dem. Jeg har fuldstændig ignoreret dem, og min mor er nærmest ved at rive håret ud på sig selv over min opførsel. Jeg er ligeglad, jeg gider ikke mere. Jeg er så fucking træt, at alt kan være lige meget. Alt andet end Oliver. Det var også derfor, at han var den første, og eneste, jeg skrev til, da jeg fik min telefon tilbage, her til aften.
"Brylee." Olivers stemme trænger igennem mit slør af følelser og varmer mig helt indefra.
Jeg åbner øjnene og river mig fri fra Charlotte, inden jeg lavmælt udbryder hans navn.
Denne gang er det ikke mig, der stormer ind i nogens favn, det gør han. Eller, han løfter mig op, som vejede jeg det samme som en fjer, og krammer mig endnu hårde, end Charlotte gjorde.
Jeg slår benene om hans talje og knuger hans stærke krop ind til min, mens jeg hører Charlotte hviske: "Og det er så vores stikord til at gå. Kom Reece."
Mens Charlotte og Reece forlader os, kommer jeg i tanker om den 'jeg har savnet dig'-sms, Oliver skrev tidligere. "Jeg har også savnet dig," indrømmer jeg hæst mod hans hals.
Han kysser mig skødesløst i tindingen, som om han har gjort det hundrede gange før; men det har han ikke, og alt i min krop begynder at kildre ved den berøring.
"Vil du møde James og Daisy?"
Jeg nikker, men løfter så hovedet fra hans skulder for at se på ham. "Jeg har mødt dem før."
Han hæver et øjenbryn. "Gælder et 'hej' til en fest som et møde?"
Det er min tur til at hæve et øjenbryn. "Gør det ikke?"
Med et smil nusser han næsen mod min. "Nej," hvisker han og sætter mig ned. "Tag skoene og jakken af, og kom med mig."
Jeg gør, som han siger, og inden jeg ved af det, møder jeg James og Daisy for "første" gang.
"Hej igen," smiler Daisy og giver mig et venligt kram. "Vi har psykologi sammen, ikke?" Hendes tone er usikker.
Av. Der er virkelig ikke så mange, der lægger mærke til mig.
