SPIN-OFF TIL CHRISTMAS CALL
Han gik i seng med sin "kærestes" bedste veninde, hans dyrebareste venskab ser ud til at smuldre, mere og mere, for hver dag, der går, og den eneste pige, som han aldrig nogensinde måtte få følelser for, er han faldet fo...
Oops! This image does not follow our content guidelines. To continue publishing, please remove it or upload a different image.
Min mund smager virkelig mærkeligt, og mit hoved værker, da jeg slår øjnene op. Det utroligt lyst omkring mig, og...
Vent.
Jeg har aldrig set det her værelse før. Jeg har bestemt ikke selv skiftet min kjole ud med en stor T-shirt. Og jeg har aldrig indåndet den her dejlige duft før ... Eller jo, det har jeg. Den dyne, der omslutter mig, dufter af Oliver. Jeg drejer hovedet og snuser ind. Puden dufter ligeså. Og med ét vælter aftenen, i går, ind over mig.
"Så tager vi et shot sammen."
"Jeg har aldrig haft sex."
"Aftale."
"Vi skal spille Beer Pong."
"Knalder du også?"
"Hvad så, Ollie? Er du også begyndt at voldtage fulde piger?"
"Av, Oliver."
"Åh, søde. Du skal da ikke giv ham lov."
"Roser."
"Jeg er for fuld til at tage hjem til mig selv."
"Sover du?"
"Du må ikke gå."
"Hun var bare jaloux."
Et suk forlader min mund, og jeg lader hovedet falde tilbage på puden med et bump.
"Av," ømmer jeg mig og masserer mine tindinger med to fingre. Jeg er dybt forvirret over de små bider af samtaler, jeg kan huske. Og var Rose virkelig jaloux og brugte voldtægt imod Oliver? Det er den tanke, der nager mig mest.
Inden jeg ved af det, bliver døren åbnet og Oliver kommer ind i værelset med en bakke i hænderne. En bakke fyldt med mad. Mad, der dufter virkelig godt.
Da jeg vil sætte mig op, føles min krop så tung, at jeg opgiver. "Godmorgen," mumler jeg i stedet.
Han sætter bakken på natbordet. "Godmorgen, solstråle."
Jeg sender ham et hold-kæft-blik, hvilket får han til at smile. "Okay, jeg er virkelig forvirret," indrømmer jeg.
Han sætter sig på sengekanten, snupper en vindrue fra bakken og kaster den ind i mund. Så tygger han på den. "Over hvad?"
Jeg gnider mig i øjnene og opdager, at jeg stadig har mascara på. "Fuck. Nu ligner jeg en panda."
Oliver må bide sig i læben for ikke at grine. "Det gør du bestemt." Nu griner han alligevel. "Men en sød panda."
Jeg kan ikke lade være med at blive en smule smigret, så jeg smiler genert. "Tak."
"Selvfølgelig. Skulle det være en anden gang." Det skulle det bestemt, Oliver, tænker jeg. "Men hvad er du forvirret over?" spørger han.
