SPIN-OFF TIL CHRISTMAS CALL
Han gik i seng med sin "kærestes" bedste veninde, hans dyrebareste venskab ser ud til at smuldre, mere og mere, for hver dag, der går, og den eneste pige, som han aldrig nogensinde måtte få følelser for, er han faldet fo...
Oups ! Cette image n'est pas conforme à nos directives de contenu. Afin de continuer la publication, veuillez la retirer ou mettre en ligne une autre image.
Ingen har været i kontakt med Brylee siden i søndags. Jeg er bekymret og har den største lyst til at tage hjem til hende. Men jeg ved ikke, hvor hun bor, og Charlotte vil, af en eller anden grund, ikke give mig Brylees adresse. Jeg var tæt på at råbe af hende i går, men fik hurtigt lagt bånd på mig selv – det her behøver ikke at gå ud over andre.
Måske er der sket noget derhjemme hos hende, måske er der intet galt, måske er hun blevet syg, men hvad ved jeg?
Med et suk åbner jeg døren til Charlottes værelse, men jeg smækker den hurtigt i igen, for Reece og Charlotte kysser heftigt på hendes seng, med ikke særligt meget tøj på. "Undskyld!" råber jeg forskrækket.
"Ollie, dit røvhul!" svarer Charlotte igen, og jeg kan høre noget ramme døren.
Jeg gnider mig i ansigtet. "Beklager, venner, jeg venter i stuen!" Med hastige skridt forlader jeg gangen og går ind i stuen for at sætte mig i sofaen.
Der går et par minutter, så kommer Charlotte og Reece ind i stuen med pjusket hår og rodet tøj.
"Hey," mumler Reece.
Jeg sender ham et beskedent nik. "Hey."
"Hvorfor er du her så tidligt?" udbryder Charlotte frustreret, mens hun retter på en knap i sin bluse.
Jeg trækker på skuldrene. "Jeg havde ikke andet at give mig til, og jeg regnede jo ikke med, at I skulle til at knalde."
"Hvordan er du overhovedet kommet ind?"
Igen trækker jeg på skuldrene. "Din mor lukkede mig ind, inden hun, og din far, gik."
"Du skulle først have været her om en time," pointerer Reece utilfreds.
"Jeg er ked af det, bro, du kan få noget på den dumme en anden dag."
Pludselig ser Charlotte op fra sine knapper på blusen med rynkede bryn. "Hey, hvad er der galt med dig?"
Jeg hæver øjenbrynene, foregiver at være overrasket. "Med mig?" Min stemme knækker og bliver lys. "Der er intet med mig, næh nej." Jeg ved allerede godt, at hun ikke tror på min løgn.
Hun sætter sig ved siden af mig. "Lad vær med at lyv."
Jeg løfter håndfladerne op i forsvar. "Jeg lyver ikke."
Reece dumper ned på den anden side af mig, i den gigantiske sofa, og vi hopper alle sammen en lille smule efter hans fald.
"Du lyver for sygt. Er det Brylee?" spørger han kækt, jeg har lyst til at pande ham én.
"Reece," hvæser Charlotte og rækker om bag mig, for at daske til hans baghoved. "Okay," hun ser alvorligt på mig, "men det er Brylee, ik'?"
"Hey, hey, hey!" Jeg rejser mig fra sofaen. "Jeg kom ikke en time før, for at I kunne forhøre mig."
